Spor af Mord: Kapitel 01

Kapitel 1

Jesper sad med vasketøjet ved siden af sig og ventede. Han havde åbnet døren ud til trappen. Så kunne han høre, når Rikke åbnede døren på etagen under ham. Han rejste sig og lænede sig ud af døren og kiggede. Han var ret høj, næsten en meter og halvfems. Slank uden at være spinkel. Det lyse hår faldt ned i panden, og han strøg det til side.

Stadig ingen tegn på, at Rikke var på vej.

Omkring næsen havde han en smule fregner. De ville blive tydeligere om nogle måneder. Det blev de altid om sommeren. Her i starten af april var de blot en skygge af sig selv.

Øjnene var blå, syntes han selv. Men i passet stod der grå.

Der var kommet et par små spinkle rynker ved øjnene. Jo, alderen begyndte at trykke. Næste gang fyldte han tredive år. Han ville snart være peber-svend. Det var lidt underligt, at han ikke kunne få en kæreste. Han var bestemt ikke grim. Nærmest tværtimod. Mange piger kunne godt lide ham. Men han var så forbandet genert - især hvis han syntes, pigen så sød ud. Så kunne han aldrig finde på noget fornuftigt at sige. Og han glemte alle de vittigheder, han kunne. Alt det kloge, han kunne have sagt, kom han først i tanker om senere. I stedet sad han bare og sagde ingenting som en anden idiot.

Det var anderledes med Rikke. Han var ikke genert sammen med hende. Det var nok derfor, han holdt så meget af de torsdag eftermiddage. Da mødtes de altid i vaske-kælderen.

Jesper gned sig utålmodigt i hænderne. Man kunne godt se, at han var vant til at bruge hænderne. Han havde været tømrer i mange år snart. Men de spor, der var af olie, kom nu fra hans hobby. Motorcykler. Veteranmotorcykler. Han var medlem af en klub, som havde et fælles værksted. Jesper brugte næsten al sin fritid i klubben. Her havde han mange gode venner. Mænd, desværre. De var alle sammen mænd. Det samme på arbejdspladsen. Han mødte kun mænd.

Vennerne havde før i tiden tit inviteret ham ud, så han kunne møde en pige. Men han var ikke god til at feste. Han brød sig ikke om at være stang-stiv. For det meste blev han bare søvnig. Da han var yngre, blev han enormt dårlig. Det var pinligt.

Nu havde vennerne opgivet ham. De kaldte ham i al venskabelighed for 'Peber-svenden'.

Men Rikke kunne han godt tale med. Det var startet med, at han en dag var kommet forbi vaske-kælderen. Rikke havde bakset med lågen til vaskemaskinen. Den havde sat sig fast, og hun kunne ikke få sit vasketøj ud. Jesper havde fået den op, og de var faldet i snak. Han vidste godt, hvad hun lavede. Han havde flere gange set hende trække på gaden. Selv om hun brugte paryk, kunne han godt kende hende. Luder - eller prostitueret, det lød pænere. Men han kunne godt lide hende alligevel. Han syntes, at det var synd for hende, for hun var faktisk rigtig sød. Han vidste også godt, hvad hun brugte pengene til.

Narko.

Det var narkoen, der havde fået hende til at begynde. Det var den eneste måde, hun kunne tjene så mange penge på. Jesper sukkede. Det var smadder-synd. Hun var sød på en dejlig afslappet måde. Da hun havde fundet ud af, at han ikke syntes, hun var forkert, ja, så var de blevet rigtig gode venner. Af en eller anden grund var han ikke hæmmet sammen med hende.

Hvor blev hun af? Bare der ikke var sket hende noget.

Hun havde set så sølle ud på det sidste. Mere sølle og trist end hun plejede. Der var vist nogle særlig slemme typer for tiden, som plagede de prostituerede. Jesper kunne ikke få sig til at kalde dem ludere. Så måske tog hun flere stoffer for tiden. Hun havde fortalt, at når 'jobbet' var ekstra svært at holde ud, så tog hun også mere narko.

Det var en ond cirkel.

Han så hen på vasketøjet. Engang var det en sur pligt at vaske tøj. En pligt, som han ikke altid gad. Han kunne huske, at han sommetider havde ledt efter den mindst snavsede skjorte i vasketøjs-kurven. Men ikke nu. Nu smed han hurtigt tøjet til vask. Og hver torsdag vaskede han med glæde.

Han lyttede. Men der var stadig stille ude i opgangen. Hvis alt gik, som det plejede, ville hun åbne døren i løbet af den næste halve time. Han glædede sig til at tale med hende.

Ja! Nu gik døren op nedenunder. Han kunne høre hende gå ned ad trappen. Jesper skyndte sig efter hende. Han indhentede hende, før de nåede kælderen. Rikke var lyshåret. Jesper vidste, at hun ikke var mere end fireogtyve. Men hun så meget ældre ud. Det var især øjnene. De var livs-trætte som hos en gammel, syg dame. Rundt om dem var der sorte rande. Som et varsel om en snarlig død.

Rikke lo aldrig. Hun smilede kun sjældent, og så var det kun i et kort glimt. Hendes hud var meget bleg med et svagt gulligt skær. Der skulle en del sminke til, før hun kunne gå på gaden.

Ude på gaden kiggede de fleste efter hende. For hun var rigtig flot. Hun var ret høj, og på høje hæle var hun lige så høj som Jesper. Hun havde lært at gå, så man rigtig kunne se hendes fortrin. Hun havde store bryster og lange, slanke ben. Hendes mave var flad, og hendes hofter vuggede blødt. Hun havde ikke svært ved at få kunder. Men han havde set hende, når hun kom hjem efter en aften på gaden. I samme øjeblik gadedøren lukkede sig bag hende, sank hun sammen i ryggen. Hun udstrålede sorg og tristhed. Det ramte ham lige i hjertet.

"Hej," sagde Jesper.

"Hej."

Hendes stemme var lav og hæs. Måske fordi hun røg for mange cigaretter. Men som hun sagde halvt i spøg, så blev det ikke cigaretterne, der kom til at slå hende ihjel. Og ofte, når han så hende komme hjem, tænkte han, at hun nok havde ret. Parykken var hvid med sølvstænk. Hun sagde, parykken gav hende en fornemmelse af at være klædt ud. Så følte hun sig næsten som en anden. Det gjorde det lettere. Hun tog parykken af, lige så snart hun kom hjem i opgangen. Det var, som om hun prøvede at være to personer.

"Nå, så er det vasketid igen," sagde han og smilede, selvom det lød åndssvagt. Han var bange for, at han havde sagt det hundrede gange før.

Hun smilede, men så alligevel træt og trist ud.

"Ja, det er det jo."

Hun tog en pakke cigaretter frem og rystede en ud af pakken. Hun så spørgende på ham. Jesper nikkede. Hurtigt fandt han lighteren frem. Egentlig var han holdt op med at ryge. Men hver torsdag snuppede han en sammen med hende. Det var hyggeligt.

"Hvordan går det ovre i nummer 6?"

Jesper arbejdede for tiden helt tæt på, hvor han boede. Det var dejlig nemt bare at kunne gå til sit arbejde. Det havde han ikke prøvet før. Kun 200 meter væk fra hans egen opgang var de ved at istand-sætte en ejendom med mere end 40 lejligheder. De skulle slås sammen til et par og tyve lejligheder. Og baggården skulle laves om til en lille 'solhave'. Det ville blive rigtig flot og meget dyrt. Ikke et sted, han selv ville have råd til at bo.

"Det skrider da fremad. Men der mangler stadig en del. Er jeg heldig, kan jeg gå på arbejde det næste halve år. Det er skønt at arbejde lige, hvor man bor."

"Hmm."

Jesper vidste godt, hvad hun tænkte. Hun trak lige ude på gaden, bare 50 meter væk.

"Er der stadig nogle ubehagelige typer, som generer jer?" spurgte han.

"De er alle sammen ubehagelige," sagde hun.

"Okay."

"Men du har ret. Det er rigtig slemt for tiden. Du ved ham 'Prædikanten', som vi kalder ham. Ham den uhyggelige med sit slæng af tilhængere. Husker du, jeg fortalte om ham?"

"Ja, mon ikke."

Jesper havde også en enkelt gang set Prædikanten. Han var stor. Nok næsten et par meter. Og så var han ekstremt tyk. Men det var ikke fedt det hele. Jesper havde hørt, at Prædikanten - ene mand - havde slået tre mænd ned. De havde sagt, "at han kunne stoppe Jesus og alt hans pis op i røven". Hans ansigt var dækket af rynker. Rynkerne lignede pølser, som lå i rækker. Inde bag flæsket lynede et par små onde sorte øjne frem. Hans mund lignede et forvokset råddent jordbær med fede rødbrune læber. Han gik klædt i lang, sort jakke. Inden-under havde han en vest og en sort skjorte med en slags hvid krave. Han havde sorte bukser på, og fødderne var klemt ned i et par enorme sorte sko. Tøjet fik ham til at se præste-agtig ud. En uhyggelig og vanvittig præst.

"Du ved... Først råbte og spyttede han efter os. Men så købte han alligevel en af os næsten hver eneste aften. Bagefter blev han helt vild og piskede sig selv til blods. Imens råbte han op om 'Satans hore-kvinder'. Og at fanden skulle tage os. Alle er bange for ham. Han prøvede også at piske djævlen ud af en af pigerne, men hun stak heldigvis af i tide."

"Og han skulle være en sand kristen." Jesper havde svært ved at forstå det. "Han skulle meldes til politiet."

"Politiet er ligeglade med os."

"Jamen alligevel." Jesper ville ønske, han kunne finde på et eller andet.

"Tja... Prædikanten har et stort forbrug af os syndere. Og nu er det ved at blive endnu værre," fortsatte Rikke. "Han er begyndt at tage piger med hjem til det sted, hvor han og hans menighed holder til. Så er det noget med at uddrive djævle og onde ånder. Et par af pigerne har prøvet det. De vil ikke sige noget om, hvad de har oplevet. Men de bliver hvide af skræk, når de ser hans sorte varevogn køre forbi. Det er det ondeste sted i byen, siger de."

"Han burde spærres inde."

"Der går rygter om, at de tjener penge på at... nej, jeg ved det ikke... men det bliver værre og værre." "Du må altså stoppe."

De havde tit talt om det. Jesper vidste godt, at det var lettere sagt end gjort. Men hendes arbejde lød mere og mere farligt.

Han fortsatte:

"Eller du må holde en pause. Måske søge et andet sted hen. Det lyder rigtig slemt."

"Tja, du ved," sagde hun og trak op i ærmet, så han kunne se hendes arm. Der var mange mærker af nålestik. "Jeg skal bruge pengene, og der er ikke andre steder for mig."

"Jeg vil gerne låne dig pengene. Og du ved, jeg ikke behøver dem tilbage med det samme."

"Jeg skylder en masse penge væk. Der skal falde afdrag hver dag, ellers går det helt galt. Dine penge vil desværre ikke række langt. Men det er sødt af dig at sige det." Hun blev blank i øjnene og gav ham et hurtigt kys på panden.

"Kan du ikke komme på afvænning igen?"

"Jeg tror, de har opgivet mig."

"Men..." prøvede Jesper.

"Et par måneder uden junk, og fuldt drøn på flisen," sagde hun og prøvede at lyde munter. "Så vil jeg være gæld-fri. Men det job kan ikke klares uden junk, så..."

"Hvad så? Metadon?"

"Næh, det virker ikke godt nok. Der skal noget stærkere til."

"Jamen, er der slet ikke noget at gøre? Jeg vil virkelig gerne hjælpe."

"Dig skulle jeg have mødt for mange år siden. Der er ikke mange som dig. Faktisk er du den første, som har været sød ved mig. Uden at ville have noget til gengæld. Jeg har fortalt om dig til de andre piger. De kender heller ikke nogen som dig. Du er den eneste i verden, jeg kan stole på."

Jesper blev næsten rød i hovedet af al den ros. "Nåh. Det skal du ikke tænke på. Det er også for min egen skyld. Jeg glæder mig altid, til vi mødes. Det er en af de bedste timer i ugens løb."