Sarah, Tyskland. 51 år 9
På et kursus mødte jeg Lise, som jeg stadig er venner med. Hun så anderledes ud end de andre med sit røde hår og ukonventionelle tøj. Da vi skulle danne grupper, valgte jeg straks at være i gruppe sammen med hende. Bagefter mødtes vi tit. Lise var kunstnerisk begavet og lavede skulpturer i sin fritid. Vi oplevede mange ting sammen. Vi rejste for eksempel til Finland, hvor hendes finske kæreste og hans familie havde et hus.
Det var det eneste hus på en lille ø, og det var helt fantastisk. Man kunne altid lave spontane aftaler med Lise, hvilket man ikke kunne med de fleste andre danskere. Men på ét punkt var hun alligevel meget dansk: Når man kom på besøg, handlede det med det samme om, hvad man skulle spise til aftensmad. Da Lise skulle giftes, inviterede hun mig med til bryllupsfesten, som hun holdt på Danmarks Akvarium. Bordene stod mellem akvarierne, det var sjovt. Det forbavsede mig kun, at næsten alle andre gæster var familie. Hun havde kun inviteret to venner: en pige fra sin skoletid og mig. Først da gik det op for mig, at jeg hørte til hendes bedste venner.
Men mine vigtigste danske venner var og er Lone og Egil. De er otte år ældre end mig, men de virker meget yngre, end de er. De havde i 1970'erne mødt min bror på en rejse, og siden da havde de flere gange besøgt min familie i DDR. Desværre var de på en syv-måneders jordomrejse sammen med deres to døtre Dorte og Maria, da Rebecca og jeg kom til København for første gang, men senere var de altid en stor hjælp. De boede i Kirsebærgården i Albertslund. Kirsebærgården er et boligområde, hvor beboerne har fælles køkkenhave, fælleshus, fællesspisning og endda fælles udflugter, hvis man har lyst til det.
Lone og Egil er nogle meget søde, varme mennesker. I deres selskab følte Rebecca og jeg os altid godt tilpas. Vi besøgte dem tit og deltog i deres fællesspisning og i deres fester til sankthans. På den måde lærte jeg også Kirsebærgårdens andre beboere at kende, og Rebecca blev venner med børnene. Den største hjælp var Lone og Egil, da jeg skulle til Stockholm i et halvt år i 2001 i forbindelse med mit arbejde. Rebecca var næsten 16 år gammel på det tidspunkt og lige begyndt på gymnasiet. Hun ville ikke med til Stockholm, men hun sagde, at hun godt kunne bo alene.
Hun var en selvstændig og fornuftig pige, der kunne klare sig selv. Jeg var heller ikke urolig, men jeg ville gerne have, at hun havde en kontaktperson, mens jeg var væk. Hun skulle have nogen, hun kunne gå hen til, hvis hun følte sig ensom. Jeg ringede derfor til Lone og forklarede hende situationen. Lone sagde, at hun lige skulle snakke med Egil. Fem minutter efter ringede hun tilbage og sagde: „Rebecca er altid velkommen hos os. Hun får en soveplads hos Dorte og Maria. En gang om ugen fordeler vi opgaver i vores familie, så skal Rebecca også være her." Sådan blev det. Rebecca kunne besøge dem, så tit hun ville, og sov hos dem to til tre gange om ugen. De kom også alle sammen og besøgte mig i Stockholm. Nogle gange kom Rebecca også alene til Stockholm for at besøge mig. Hver tredje uge tog jeg til København.
