Sarah, Tyskland. 51 år 7
Vores første ophold i Danmark varede som planlagt kun seks måneder. Så flyttede vi tilbage til Berlin, hvor jeg skulle afslutte mit studium. Men allerede et år efter kom vi tilbage, fordi vi havde været glade for at bo i Danmark under vores første ophold. Det var gået godt i skolen for Rebecca, og jeg kunne godt lide arbejdsmiljøet på DTU i Lyngby. Nu fik jeg mulighed for også at skrive mit speciale på DTU. Desuden kunne jeg få arbejde som hjælpelærer på forskellige kurser.
Denne gang vidste vi bedre, hvordan man skulle gøre tingene. Jeg ville for eksempel gerne have, at Rebecca gik i den samme skole som sidst, og derfor var det vigtigt for mig, at vi fandt en lejlighed i nærheden. Rebecca havde skrevet breve og holdt kontakten til nogle af sine danske klassekammerater, mens vi var tilbage i Berlin. For at hjælpe os hængte forældrene af en af hendes danske veninder sedler op i nærheden af skolen: „Tysk studerende med 11-årig datter søger bolig …" På den måde fandt vi igen en lille 2-værelses-lejlighed i det samme hyggelige kvarter med rækkehuse på Østerbro, hvor vi også havde boet før. Det er huse på tre etager med små haver, og vi havde den øverste etage.
Fremlejekontrakten var begrænset til to år. Jeg fandt ud af, at det er noget, de fleste private udlejere i Danmark gør, for ellers får lejerne ret til at blive boende, og det er svært at smide dem ud. Alligevel var jeg overrasket, da vi virkelig skulle flytte fra lejligheden efter to år. Der var jo andre ting i kontrakten, som udlejerne ikke tog så nøje. Vi skulle for eksempel betale mere i husleje, end der stod i kontrakten. Jeg havde derfor regnet med, at de heller ikke ville tage det så alvorligt med de to år …
Men jeg var heldig, for jeg fik mulighed for at købe en andelslejlighed. Dengang var andelsboliger meget billigere end nu, ellers ved jeg ikke, hvad jeg ville have gjort. Jeg kunne ikke have købt en andelslejlighed til de nuværende priser. Problemet dengang var ikke så meget pengene, men at komme på en venteliste. I de fleste andelsboligforeninger kunne man nemlig kun komme på venteliste, hvis man kendte nogen, der allerede boede i foreningen. De måtte nogle gange sætte en ven eller et familiemedlem på ventelisten. Det er selvfølgelig svært for udlændinge, der af naturlige årsager ikke har et stort netværk i det nye land.
Men jeg havde en ven, Jan-Henrik, som boede i en andelsforening på Østerbro. Mine skoleveninder havde mødt ham og hans kammerat på en rejse i Polen i 1979. Bagefter havde de to danskere besøgt min mor i Berlin, og vi havde holdt kontakten siden. Jan-Henrik måtte sætte en person på foreningens venteliste, og da han ikke kendte andre interesserede, spurgte han mig. Jeg sagde selvfølgelig ja! Allerede efter et års ventetid var jeg rykket fra en plads som nummer 20 til førstepladsen på ventelisten og kunne pludselig købe en billig 3-værelses-andelslejlighed i hans forening – netop da jeg havde brug for den! Det var helt perfekt og meget heldigt. Lejligheden lå godt. Der var kun fem minutter på cykel til Fælledparken, som vi brugte som vores have. Vi tog tit derhen og holdt picnic ligesom danskerne.
Lejligheden var billig, fordi den var i dårlig stand. Det var et gammelt ægtepar, der havde boet der før os, og køkkenet kunne næsten ikke bruges. Der var kun ét eneste gasblus og ingen køkkenvask. Jeg købte et brækjern og andet værktøj og begyndte at sætte lejligheden i stand. Jeg rev de gamle skabe ud og fjernede malingen, monterede en håndvask i køkkenet og købte et brugt komfur. Jeg høvlede gulvene af, tapetserede og byggede reoler. Rebecca malede sit værelse gult og skrev hele teksten af Bertolt Brechts teaterstykke Der aufhaltsame Aufstieg des Arturo Ui på væggene – det tog flere uger og blev meget flot. Det eneste, der blev lavet af håndværkere, var elektriciteten. Jeg fik også hjælp af mine tyske venner.
