Sarah, Tyskland. 51 år 2

Som barn var jeg tit misundelig på mine venner, fordi deres bedsteforældre og familie boede så tæt på, at de altid kunne besøge dem. Hos os var det anderledes. Min fars forældre var efter 2. verdenskrig flyttet ned til min farbror i Israel. Selvom de kom på besøg hos os hver sommer og plejede at blive i en hel måned, syntes jeg ikke, at det var nok. Jeg glædede mig altid meget til deres besøg og var ked af, at det kun var én gang om året. Min danske mormor var død, og siden min danske morfar boede i Viborg i Danmark, så jeg ham endnu mere sjældent end mine israelske bedsteforældre.

Men af en eller anden grund stod jeg som barn i min mors danske pas, selvom jeg var født i DDR. Derfor fik jeg tre gange lov til at rejse til Viborg sammen med hende. Normalt fik DDR-borgere ikke lov til at rejse til de vestlige lande, og jeg kunne godt fornemme, at rejserne var noget specielt.

Jeg var mellem seks og tolv år gammel og kunne næsten ikke dansk, for mine forældre snakkede ganske vist dansk med hinanden, men de snakkede kun tysk med os børn. Jeg kunne kun ganske lidt dansk fra Anders And eller Donald Duck, som det hedder i andre lande. Anders And-bladene kunne ikke købes i DDR, men vi havde fået dem fra Danmark. Vi var vilde med dem, og selvom vi ikke kendte sproget i dem, prøvede vi at læse og forstå dem. På den måde lærte jeg i hvert fald så meget, at jeg selv kunne købe en Raket-is i svømmehallen i Viborg, husker jeg.

Jeg husker også, at jeg blev lidt skuffet over mit første møde med Danmark, for jeg havde forestillet mig, at alt var helt anderledes i udlandet. Jeg troede for eksempel, at tingene havde andre farver, men da vi ankom til Viborg, var himlen lige så grå som i DDR.

Efter disse første tre rejser gik der mange år, før jeg igen måtte rejse til Danmark. Også min mor havde vanskeligheder, fordi den østtyske regering prøvede at tage det danske statsborgerskab fra hende. De sagde, at min far aldrig havde været statsløs, fordi Nazitysklands beslutninger var ugyldige. Han var DDR-borger nu, og ifølge den østtyske lov var hans kone det samme som han. Min mor måtte bede en advokat om hjælp for at beholde sit danske statsborgerskab. Kun hvis min far kunne bevise, at han havde søgt et andet statsborgerskab, kunne hun undgå at blive DDR-borger.

Min far havde rent faktisk søgt amerikansk statsborgerskab, da han boede i USA. Heldigvis havde han nogle dokumenter, som kunne bevise det. Det varede længe og var kompliceret, men det endte lykkeligvis med, at min mor kunne beholde sit danske pas. Hun måtte derfor fortsat rejse overalt i verden, men det måtte jeg og mine søskende ikke længere. Vi var DDR-borgere og måtte ligesom alle andre kun rejse til de socialistiske lande Polen, Tjekkiet, Ungarn, Sovjetunionen, Rumænien og Bulgarien.