Markus, Tyskland. 43 år 4
Vi har nu boet sammen i København i fem år og er glade for hinanden og for vores sønner, som vokser op med to sprog. Vi taler tysk til dem, men i vuggestuen og i børnehaven lærer de dansk. Torger er for lille til at snakke, men Jonas på fire år taler både dansk og tysk.
Desværre er Ines ikke længere særlig glad for at bo i Danmark. Hun kom med entusiasme og gåpåmod og havde ikke regnet med, hvor svært det ville blive. Vi har først og fremmest tre problemer. Det første er, at vores lejlighed er meget lille til fire personer. Det er et problem, som vi deler med mange børnefamilier, for det er dyrt at købe noget i København. Men det er anstrengende i hverdagen at have så lidt plads. Hvert hjørne, hver kvadratmeter i vores lejlighed er fyldt med ting. I Tyskland er boliger billigere, og vi ved, at vi med vores uddannelse og arbejde kunne bo meget bedre i Tyskland.
Det andet problem er Ines' arbejde. Hun har fra første dag gjort en stor indsats for at lære dansk. Hun kunne svensk, da hun kom, fordi hun havde læst i Sverige, så det var en god udgangsposition. Hun gik på sprogskole, læste aviser og lærte om det danske samfund. Efter Jonas' fødsel var hun i mødregruppe, hvor hun kunne snakke med andre nybagte mødre. Hun er interesseret i politik, medier og samfund, hun er bestyrelsesformand i Jonas' børnehave og meget aktiv. Det var vigtigt for hende at lære dansk hurtigt, så hun kunne finde et arbejde.
I dag taler hun bedre dansk end mig. Men alligevel: Når man er journalist, er man journalist på sit eget sprog. Hvem i Danmark ansætter en journalist med tysk som modersmål? Det tager jo mange år, før man kan tale og skrive fejlfrit. En del af den tid, Ines har boet i Danmark, har hun været på barselsorlov og hjemme med børnene, men i længden er det ikke tilfredsstillende. Hun er vant til at arbejde, og hun opgav en rigtig god stilling i Tyskland.
Da Jonas kom i vuggestue, lykkedes det alligevel Ines at få en stilling inden for marketing og kommunikation i en eksportvirksomhed. Det var selvfølgelig ikke de samme spændende opgaver og det samme ansvar, som hun var vant til fra Tyskland, og hun følte ikke, at hendes kvalifikationer blev brugt, men det var trods alt en begyndelse. Det vigtigste i starten er jo at „komme ind", for det er på en arbejdsplads, at man bedst udvikler sit sprog, opbygger sit netværk og lærer landet at kende. Men så kom den globale krise, og hun mistede sit arbejde som så mange andre. Alle forsøg på at finde et nyt arbejde har hidtil været forgæves, for med så mange arbejdsløse danskere har en udlænding endnu mindre chancer.
I øjeblikket prøver hun derfor at starte sin egen lille virksomhed inden for kommunikation og kontaktformidling til Tyskland. Hun går til netværksmøder og er blevet medlem af et netværk for kvinder, KVINFO, som har til formål at hjælpe udenlandske kvinder. Vi må se, om det lykkes. Det er i hvert fald ikke nemt.
