Markus, Tyskland. 43 år 1 Markus, Germany. 43 years 1 Markus, Alemania. 43 años 1

For mig findes der et liv før ulykken og et liv efter. Für mich gibt es ein Leben vor dem Unfall und ein Leben danach. For me, there is a life before the accident and a life after. 私にとっては、事故前の人生と事故後の人生がある。 Ulykken skete, da jeg var 21 år gammel og i gang med en uddannelse som sygehjælper. The accident happened when I was 21 years old and studying to become a nurse's aide. 事故が起きたのは、私が21歳で、看護助手のプログラムの最中だった。 Jeg havde også overvejet at blive læge, men som læge i Tyskland arbejder man uafbrudt. I had also considered becoming a doctor, but as a doctor in Germany you work non-stop. For mig handlede det om at arbejde med syge mennesker, ikke om status, og også som sygehjælper får man en god medicinsk viden. For me it was about working with sick people, not about status, and also as a nurse's aide you get a good medical knowledge.

En aften i januar var jeg på vej hjem på min cykel. One evening in January, I was on my way home on my bike. Det var koldt og mørkt, og jeg cyklede hurtigt. Cykelstien gik parallelt med landevejen, men pludselig lavede den et sving, fordi der var en grøft. The bike path ran parallel to the highway, but suddenly it took a turn because there was a ditch. サイクリング・ロードは道路と平行に走っていたが、突然、側溝があったために曲がってしまった。 Jeg så ikke svinget i mørket, cyklede ligeud og landede nede i grøften med hovedet først. I didn't see the turn in the dark, went straight ahead and landed headfirst in the ditch.

Der lå jeg så og kunne ikke røre mig. I lay there and couldn't move. Jeg kunne dreje hovedet, men ikke andet. Hvordan skulle nogen finde mig i en mørk grøft? How would someone find me in a dark alley? Jeg åndede ud, hver gang en bil kom forbi, fordi jeg håbede, at en af chaufførerne kunne se mit åndedræt. I exhaled every time a car passed by because I hoped one of the drivers could see my breath. Men det kunne de selvfølgelig ikke. But of course, they couldn't. Til sidst var der alligevel en bil, der stoppede. Eventually, a car stopped anyway. Chaufføren var en ung kvinde, som havde set min cykel. The driver was a young woman who had seen my bike. Hun turde ikke komme hen til mig, fordi hun var bange for, at jeg kunne være en kriminel. She didn't dare come up to me because she was afraid I might be a criminal. Men hun ringede til politiet, og i mellemtiden var der en anden bil, der stoppede. But she called the police, and in the meantime, another car stopped. På den måde kom jeg på sygehuset.

Det var det samme sygehus i Kiel, hvor jeg tog min uddannelse som sygehjælper. It was the same hospital in Kiel where I trained as a nursing assistant. Inden ulykken troede jeg, at det måtte være forfærdeligt at ligge på et sygehus, hvor alle kendte én, men nu blev jeg glad for det. Before the accident, I thought it must be awful to be in a hospital where everyone knew you, but now I was happy about it. Alle mine medstuderende arbejdede der, og de kom tit og besøgte mig. All my fellow students worked there and they would often come and visit me. Jeg lå i tre uger på den neurokirurgiske afdeling uden at kunne røre mig, fordi jeg var lammet fra skuldrene og ned. I spent three weeks in the neurosurgical ward without being able to move because I was paralyzed from the shoulders down. Men fordi det var en afdeling med få sengeliggende patienter, tog personalet sig god tid til mig. Aber da es sich um eine Station mit wenigen bettlägerigen Patienten handelte, nahm sich das Personal viel Zeit für mich. But because it was a ward with few bedridden patients, the staff took their time with me. Hver anden time kom der nogen og lejrede mig, det vil sige ændrede min liggeposition. Every two hours, someone would come and position me, i.e. change my lying position. Det var jeg meget taknemmelig for. I was very grateful for that. Da jeg senere lå på et specialsygehus i Hamburg, blev jeg kun lejret hver 4. time. Später, als ich in einem Spezialkrankenhaus in Hamburg war, wurde ich nur noch alle 4 Stunden ins Bett gelegt. Det er en stor forskel.

Lægerne sagde, at jeg var tværsnitslammet fra halsen og ned. The doctors said I was paralyzed from the neck down. Jeg ved ikke, hvordan andre reagerer, når de får den slags besked, men jeg troede ikke på det. I don't know how others react when they get this kind of message, but I didn't believe it. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at jeg skulle sidde i en kørestol resten af mit liv. I simply couldn't imagine being in a wheelchair for the rest of my life. Måske følte jeg, at det var en forkert diagnose. Maybe I felt it was the wrong diagnosis. Desuden var der en lille ting, der gav mig håb: Når nogen rørte min krop, kunne jeg mærke det. Plus, there was one little thing that gave me hope: when someone touched my body, I could feel it. Det kriblede lidt. It tingled a little. Det var en ubehagelig fornemmelse, lidt som elektrisk strøm, men det gode var, at der var forbindelse. It was an unpleasant sensation, a bit like an electric current, but the good thing was that there was a connection. Nogle nerver måtte der alligevel være tilbage! There had to be some nerves left!

Efter tre måneder kunne jeg tage hjem som en af de få, der forlod specialsygehuset i Hamburg på sine egne ben. After three months, I was able to go home as one of the few to leave the specialist hospital in Hamburg on my own two feet. Jeg var heldig: Rygmarven var ikke helt ødelagt. I was lucky: My spinal cord wasn't completely destroyed. Den var kun blevet klemt af to ribben. It had only been crushed by two ribs. I takt med at hævelsen forsvandt, begyndte jeg at kunne bevæge mig igen, men jeg skulle lære at gå, at spise, at skrive igen. As the swelling went down, I started to move again, but I had to learn to walk, to eat, to write again. Raske mennesker bevæger sig automatisk, men den evne havde jeg mistet. Fast people move automatically, but I had lost that ability. Jeg skulle tænke over alle bevægelser, inden jeg udførte dem. Jeg havde også mistet evnen til koordination. Når et rask menneske går, bevæger han eller hun automatisk højre hånd samtidig med venstre fod. When a healthy person walks, they automatically move their right hand at the same time as their left foot. Jeg gjorde det omvendt og bevægede min venstre hånd samtidig med min venstre fod. I did it the other way around and moved my left hand at the same time as my left foot. Med lukkede øjne vidste jeg ikke, om det var min venstre eller min højre fod, der stod forrest. Mit geschlossenen Augen wusste ich nicht, ob mein linker oder mein rechter Fuß vorne war. Jeg havde også dårlig balance, og hvis nogen skubbede mig, faldt jeg omkuld. Ich hatte auch ein schlechtes Gleichgewicht, und wenn mich jemand schubste, fiel ich hin. I also had bad balance and if someone pushed me, I would fall down.

Også nu, mange år efter, skal jeg tænke over bevægelser, som et rask menneske gør automatisk. Selbst jetzt, viele Jahre später, muss ich über Bewegungen nachdenken, die ein gesunder Mensch automatisch ausführt. Når jeg krydser vejen og skal op på kantstenen, skal jeg huske at løfte mit ben. When I cross the road and get up on the curb, I have to remember to lift my leg. Jeg falder nemmere end andre. Ich falle leichter als andere. I fall more easily than others. Mine muskler er ikke lige så stærke som hos raske mennesker, og de forsvinder hurtigere. Derfor burde jeg egentlig træne langt mere, end jeg gør. Deshalb sollte ich viel mehr Sport treiben, als ich es tue. That's why I should be working out a lot more than I do. Men jeg blev næsten rask igen, og det er jeg taknemmelig for. But I almost recovered and I'm grateful for that.