Markus, Tyskland. 43 år 1
For mig findes der et liv før ulykken og et liv efter. Ulykken skete, da jeg var 21 år gammel og i gang med en uddannelse som sygehjælper. Jeg havde også overvejet at blive læge, men som læge i Tyskland arbejder man uafbrudt. For mig handlede det om at arbejde med syge mennesker, ikke om status, og også som sygehjælper får man en god medicinsk viden.
En aften i januar var jeg på vej hjem på min cykel. Det var koldt og mørkt, og jeg cyklede hurtigt. Cykelstien gik parallelt med landevejen, men pludselig lavede den et sving, fordi der var en grøft. Jeg så ikke svinget i mørket, cyklede ligeud og landede nede i grøften med hovedet først.
Der lå jeg så og kunne ikke røre mig. Jeg kunne dreje hovedet, men ikke andet. Hvordan skulle nogen finde mig i en mørk grøft? Jeg åndede ud, hver gang en bil kom forbi, fordi jeg håbede, at en af chaufførerne kunne se mit åndedræt. Men det kunne de selvfølgelig ikke. Til sidst var der alligevel en bil, der stoppede. Chaufføren var en ung kvinde, som havde set min cykel. Hun turde ikke komme hen til mig, fordi hun var bange for, at jeg kunne være en kriminel. Men hun ringede til politiet, og i mellemtiden var der en anden bil, der stoppede. På den måde kom jeg på sygehuset.
Det var det samme sygehus i Kiel, hvor jeg tog min uddannelse som sygehjælper. Inden ulykken troede jeg, at det måtte være forfærdeligt at ligge på et sygehus, hvor alle kendte én, men nu blev jeg glad for det. Alle mine medstuderende arbejdede der, og de kom tit og besøgte mig. Jeg lå i tre uger på den neurokirurgiske afdeling uden at kunne røre mig, fordi jeg var lammet fra skuldrene og ned. Men fordi det var en afdeling med få sengeliggende patienter, tog personalet sig god tid til mig. Hver anden time kom der nogen og lejrede mig, det vil sige ændrede min liggeposition. Det var jeg meget taknemmelig for. Da jeg senere lå på et specialsygehus i Hamburg, blev jeg kun lejret hver 4. time. Det er en stor forskel.
Lægerne sagde, at jeg var tværsnitslammet fra halsen og ned. Jeg ved ikke, hvordan andre reagerer, når de får den slags besked, men jeg troede ikke på det. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at jeg skulle sidde i en kørestol resten af mit liv. Måske følte jeg, at det var en forkert diagnose. Desuden var der en lille ting, der gav mig håb: Når nogen rørte min krop, kunne jeg mærke det. Det kriblede lidt. Det var en ubehagelig fornemmelse, lidt som elektrisk strøm, men det gode var, at der var forbindelse. Nogle nerver måtte der alligevel være tilbage!
Efter tre måneder kunne jeg tage hjem som en af de få, der forlod specialsygehuset i Hamburg på sine egne ben. Jeg var heldig: Rygmarven var ikke helt ødelagt. Den var kun blevet klemt af to ribben. I takt med at hævelsen forsvandt, begyndte jeg at kunne bevæge mig igen, men jeg skulle lære at gå, at spise, at skrive igen. Raske mennesker bevæger sig automatisk, men den evne havde jeg mistet. Jeg skulle tænke over alle bevægelser, inden jeg udførte dem. Jeg havde også mistet evnen til koordination. Når et rask menneske går, bevæger han eller hun automatisk højre hånd samtidig med venstre fod. Jeg gjorde det omvendt og bevægede min venstre hånd samtidig med min venstre fod. Med lukkede øjne vidste jeg ikke, om det var min venstre eller min højre fod, der stod forrest. Jeg havde også dårlig balance, og hvis nogen skubbede mig, faldt jeg omkuld.
Også nu, mange år efter, skal jeg tænke over bevægelser, som et rask menneske gør automatisk. Når jeg krydser vejen og skal op på kantstenen, skal jeg huske at løfte mit ben. Jeg falder nemmere end andre. Mine muskler er ikke lige så stærke som hos raske mennesker, og de forsvinder hurtigere. Derfor burde jeg egentlig træne langt mere, end jeg gør. Men jeg blev næsten rask igen, og det er jeg taknemmelig for.
