Helena, Estland. 39 år 8

For nogle år siden tog jeg en ekstra uddannelse og blev master i børnelitteratur. Det er en uddannelse, der varer to år. Kurserne fandt sted i weekenderne på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) i København. Jeg var meget glad for uddannelsen, fordi jeg elsker de danske børnebøger. Danmark har en fantastisk børnelitteratur. Forfatterne kan skrive om alting, og alle emner er tilladt. Men selvom de fleste rammer er sprængt for længst, kan man stadig blive overrasket.

Der er generelt ikke mange tabuemner i Danmark, og man kan snakke om alt. Det er anderledes end i Estland. Jeg føler mig også bedre informeret i Danmark, hvor radio, fjernsyn og aviserne er mere interessante end i Estland.

Det, jeg savner, er det spontane. Alt skal aftales mange uger i forvejen. Jeg savner også danske venner. Jeg har mange venlige kollegaer, men selvom jeg har arbejdet på skolen i mange år, har ingen nogensinde inviteret mig hjem til sig selv. Jeg går til kor og til orienteringsløb og føler mig velintegreret, men danske venner har jeg ikke fået. Selvom jeg har min lille familie, som jeg elsker, kan det alligevel nogle gange føles lidt ensomt. Da jeg var barn, besøgte vi tit familie og venner, og det var altid dejligt. Vi besøger selvfølgelig også Christians voksne sønner indimellem. De har børn og bor i København, men de har travlt, og vi ses ikke så ofte.

Også festerne er mere spontane og uformelle i Estland end i Danmark. I Danmark er familiefesterne tit meget store og med mange gæster. De bliver planlagt flere måneder i forvejen og følger en fast procedure. For eksempel sidder man meget, og der bliver holdt mange taler. Gæsterne synger og digter selv teksterne til sangene, som tit gør grin med den person, der skal fejres. Det ville aldrig ske i Estland! Jeg føler mig stadigvæk lidt fremmed til de danske fester, som ofte er ret kedelige, synes jeg …

Der er en anden ting, der gør mig ked af det: Det er, når jeg bliver præsenteret for andre. Når man kommer til en fest eller noget andet, bliver de fleste folk præsenteret med deres profession: „Det er Christian. Han arbejder i fagforeningen." „Det er Lise, hun er arkitekt." Men når jeg bliver præsenteret, siger de: „Det er Helena, hun er fra Estland." Det er sikkert ikke ondt ment, men det føles alligevel som et slag i ansigtet hver gang. Jeg har også et arbejde og en uddannelse! Jeg er ikke kun fra Estland!

De venner, jeg har, er udlændinge lige som mig og kommer fra Estland, Tyskland, Polen eller de arabiske lande. Problemet med udenlandske venner er, at de tit rejser videre eller vender hjem igen efter et stykke tid. Det er ikke stabile venskaber. Man mødes, fordi man er i den samme situation: Man er udlænding i Danmark og har brug for kontakt.

Jeg har for eksempel en arabisk veninde, fra Libanon, som sagde: „Helena, du er heldig, fordi du ser meget dansk ud!" Hun er statsløs palæstinenser og bor også i Slagelse. Hun er den eneste, der ringer spontant og spørger, om hun må komme. Hun er sød, gæstfri og målrettet og har tit brug for lidt hjælp og kontakt. Så kommer hun med falafeldej, og vi laver mad. For nylig spurgte hun os, hvorfor vi altid har levende lys på bordet. Det havde jeg aldrig tænkt over og svarede: „Fordi det er hyggeligt." Det kunne hun ikke rigtig forstå.

Engang sagde hun til mig: „Jeg er så glad for, at jeg kender dig, Helena! Du er min eneste danske veninde!" Jeg sagde: „Men jeg er ikke dansk." Hun svarede: „Men du er alligevel den mest danske, jeg kender!" På musikskolen, hvor Jakob går til violin, mødte jeg en polsk dame. Hun var sød og venlig og prøvede at snakke med de andre forældre, men ingen ville tale med hende. Hendes dansk var ikke godt, men hun prøvede at snakke og blive forstået. Jeg havde ondt af hende og inviterede hende med hjem til os. Hun fortalte, at selvom hendes familie havde boet i Slagelse i to år, kendte de ingen.

Derfor overvejede de at flytte hjem igen. Hun kom nogle gange på besøg hos os, men så flyttede hun til en anden del af byen. Dér har hun fået danske naboer og er nu blevet venner med dem.

Heldigvis har jeg Christian. Vi har det godt sammen, og han støtter mig. Han har selvfølgelig nogle gamle venner, men det er hans venner, ikke mine. Jeg spørger nogle gange mig selv, om de også ville besøge mig, hvis der pludselig skete Christian noget. Måske et ældre par, en mand og en kvinde, som er meget søde. De ville måske blive ved med at holde kontakt med mig.

I starten forstod Christian ikke helt, hvorfor det var så vigtigt for mig at have mine egne venner. Men nu kan han selv se det. Han har blandt andet en gruppe på fire venner, som gik på seminariet sammen. De mødes en gang om måneden hos en af dem og laver mad, snakker og hygger sig. Nogle gange rejser de sammen til en eller anden europæisk by. Det er den slags tætte venner, som er så svære at finde, når man som voksen kommer til et nyt land.