Helena, Estland. 39 år 6

De første to eller tre år snakkede jeg kun estisk med min søn Jakob. Jeg tror også, at han forstod mig, men han begyndte ikke selv at tale. Han sagde ikke et ord, hverken på dansk eller estisk.

Han snakkede sit eget sprog, men det var ikke noget, man kunne forstå, og til sidst opgav jeg det estiske. Jeg blev bekymret, også fordi de fleste estiske børn taler meget flydende, når de er to år gamle. Det hænger selvfølgelig sammen med, at estisk er et sprog, hvor man udtaler lydene tydeligt. Som lærer har jeg hørt mange foredrag om, hvorfor danske børn lærer at læse så sent. Men de lærer ikke kun at læse sent, de lærer også at tale sent, sammenlignet med andre europæiske børn.

Det er fordi dansk har så mange utydelige lyde. Det vidste jeg også dengang, og det beroligede mig lidt, men alligevel … Jakob sagde ikke et eneste ord, selvom han var to år gammel! Jeg troede, at de to sprog forvirrede ham. Derfor begyndte jeg at snakke dansk med ham og har gjort det siden. Det betyder desværre, at han ikke kan estisk nu. Når jeg prøver at tale estisk med ham, vil han ikke og beder mig om at snakke dansk. Det er lidt synd for mine forældre, fordi de ikke kan tale med ham, når vi kommer på besøg. Så går det hele gennem mig. Når min mor vil sige noget til ham, siger hun det til mig. Jeg har sagt til hende, at hun skal sige det til Jakob, for ellers forstår han jo aldrig, hvor vigtigt det er at lære sproget.

Vi besøger mine forældre en gang om året, når vi holder ferie i Estland. På den måde lærer Jakob alligevel Estland og dets kultur lidt at kende. Han kender maden, naturen, han ved, hvordan esterne bor … Da han var yngre, måske syv eller otte år gammel, legede han uden problemer med de estiske børn. Han var ligeglad med, at han ikke kunne sproget. De spurgte ham: „Hvorfor mumler du? Hvornår begynder du at tale?" Men nu er han blevet stor og genert og tør ikke tage kontakt på samme måde mere. Jo, han spillede Nintendo med nogle børn fra familien for nylig, og det gik da meget godt …

Når vi holder ferie i Estland, prøver vi at tage det så afslappet som muligt. Vi plejer at bo på hotel eller bed&breakfast, for esterne har ikke kæmpe huse, hvor man bare kan overnatte som gæst. Hvis de havde plads, ville man selvfølgelig være velkommen til at overnatte hos dem. Så ville de være skuffede, hvis man tog på hotel. Christian og Jakob er også blevet glade for at rejse til Estland, for der er en del spændende steder, som de elsker at besøge: Sydestland eller øerne, naturparker, gamle autentiske fiskerlandsbyer, gamle tyske herregårde, den gamle bymidte i Tallinn …

Jeg har stadigvæk veninder, som jeg besøger. Specielt to af mine klassekammerater fra skolen er stadigvæk vigtige for mig. Vi ses kun en gang om året, og sjældent mere end én dag. Men selvom vi ikke ringer til hinanden, og selvom vi sjældent mailer, holder venskabet alligevel. Når vi ses, snakker vi meget godt sammen.

Det er jo lidt mærkeligt at være turist i sit eget land. Når man har været væk så længe, ser man tingene med nye øjne. Jeg kan bedre se de gode ting nu, men også de dårlige. For eksempel er der bureaukrati og arbejdsløshed i Estland. Når man henvender sig til det offentlige, bliver man tit behandlet uvenligt. Jeg er lige kommet tilbage fra en bisættelse i min gamle landsby, hvor en af mine gode veninder døde af kræft i en alder af 35 år. Hun var enlig mor og efterlader sig tre børn mellem fire og tolv år. Ingen tog sig af børnene under bisættelsen, tværtimod: Da den ene pige græd, blev hun skældt ud af nogen i familien: „Hold nu op med at tude! Folk kan jo ikke høre, hvad der bliver sagt!" Sådan kan ældre generationer i Estland være lidt gammeldags, med stive regler om god opførsel. Det er ikke helt i orden at vise sine følelser.

Men landet er også i en god og hurtig udvikling. Selvom esterne har en stærk nationalfølelse, er de gæstfrie og åbne over for fremmede. De er beskedne, og deres problem er måske, at de er alt for beskedne. De regner sig ikke for meget, og deres verden kan være ret lille. Min mor, for eksempel, blev pensioneret for et år siden. Hun er 64 år, lige så gammel som Christian.

I Danmark er 64 år ingen alder, tværtimod: Mange danskere begynder først rigtigt at leve i den alder, hvor de går på pension og har tid. Min mor, derimod, føler sig pludselig gammel og siger ting som: „Min tid er forbi. Nu må de unge tage over." Det kan gøre mig vred, når hun siger det. Hun kunne da begynde at leve livet nu! Gå til koncert, tage på rejser, gøre alle de ting, hun ikke havde tid til før! Men sådan har mange i hendes generation det. Det ændrer sig heldigvis nu. De unge vokser op i en ny, global verden. For dem er verden større, og de er lige så åbne og selvsikre som andre europæiske unge.

Mine forældre har kun besøgt os én gang i Danmark. De kunne godt lide det, men det ene besøg var nok for dem. Min mor kunne godt lide de smukke danske haver. Hun syntes, de var grønnere end i Estland, også om vinteren. Til gengæld kunne mine forældre ikke forstå, hvorfor skolen i Danmark allerede begynder i august. I Estland har børnene altid haft tre måneders sommerferie: fra 1. juni til 1. september. Vi læste bøger, cyklede rundt, besøgte bedsteforældre, tanter, onkler, fætre, kusiner – eller vi var bare alene og passede os selv. Jeg savner stadigvæk de tre måneders sommerferie. Det synes jeg, alle børn burde have ret til!