Helena, Estland. 39 år 5
I dag arbejder jeg som lærer og skolebibliotekar i en dansk folkeskole. Jeg underviser de store klasser, selvom jeg egentlig kun er uddannet til at undervise de yngste. I starten troede jeg ikke, at jeg med min estiske baggrund kunne arbejde som lærer i en dansk skole. Da Jakob kom i vuggestue, arbejdede jeg derfor først et år som pædagogmedhjælper i en børnehave med flygtningebørn.
Bagefter fik jeg et arbejde som skolelærer i en lille skole på landet. De ansatte mig helt uden problemer, jeg skulle ikke engang komme til samtale først. Der var ikke nogen problemer med at få godkendt min estiske uddannelse som skolelærer. Skolen sendte mine papirer ind, og svaret lød: Hun må godt arbejde som lærer, hun må bare ikke undervise i dansk. Først mange år efter opdagede jeg, at skolen havde glemt at sende mine papirer fra Københavns Universitet med ind. Så blev fejlen rettet, og nu må jeg også godt undervise i dansk.
Alligevel er jeg nogle gange ked af, at danskerne ikke betragter én som jævnbyrdig, når man ikke udtaler alle ord 100 procent korrekt. Men hvordan skal jeg udtale for eksempel ordene „mur" og „mor" helt rigtigt, når jeg ikke engang kan høre forskellen mellem de to? Det sker også indimellem, at eleverne retter mig. Det gør mig trist, for det minder mig hele tiden om, at jeg ikke er helt rigtig nok. Sådan var det ikke i Norge. Nordmændene er mere tolerante, når man ikke udtaler ordene helt korrekt.
Engang var jeg til et bogudsalg. Pigen, der passede en bod udenfor, kunne ikke tage dankort, så jeg skulle ind i butikken og betale ved kassen. Hun bad mig: „Kan du ikke sige til dem, at en af dem skal komme ud og afløse mig? Jeg skal tisse." Jeg gik indenfor for at betale mine to bøger. Jeg sagde til kassedamen, hvad pigen havde bedt mig om. „Nogen skal komme ud og afløse hende. Hun skal tisse." Kassedamen forstod mig ikke. Jeg sagde det igen, langsomt og tydeligt. Hun forstod mig stadigvæk ikke. Det var pinligt. Hvorfor forstod hun mig ikke? Jeg talte godt dansk på det tidspunkt. Til sidst sagde hun til en kollega: „Gå lige ud og se, hvad der er. Hun vil et eller andet." Det var ikke helt sjovt.
De første mange år i Danmark måtte jeg forny min opholdstilladelse hvert år. Hvert år skulle Christian og jeg til fremmedpolitiet i Slagelse. De havde kun åbent to timer om ugen, og de to timer lå i min arbejdstid. Jeg bryder mig ikke om at gå tidligere fra mit arbejde, men jeg var nødt til det. Min chef gav mig lov, og vi ankom kort før lukketid. Nogen råbte højt ad os: „Hvor skal I hen?" Jeg blev totalt forskrækket. Det er ikke typisk for Danmark, at nogen råber. Det var en dame med det passende efternavn Adolf. Venteværelset var forfærdeligt. Uden vinduer, uden stole eller noget som helst andet. Også Christian var rystet. Han havde ikke regnet med, at dette var muligt i Danmark, men det var tydeligt, at man ikke skulle føle sig velkommen. Andre offentlige rum i Danmark er jo altid meget flotte! Engang sad fru Adolf ikke på sin plads, da vi kom. Der stod et skilt: „Kommer straks". Hun kom efter ti minutter, lige før lukketid. Vi skulle udfylde nogle papirer. Hun gav os en kuglepen og hvæsede med et dræberblik: „Men jeg skal have den tilbage!" Christian kunne ikke tro sine egne ører. At dét skete i hans land! Heldigvis har jeg nu en permanent opholdstilladelse og behøver ikke tænke over den slags mere.
