×

We use cookies to help make LingQ better. By visiting the site, you agree to our cookie policy.


image

HELENA OG CRISTINA (B1), Cristina, Portugal. 38 år 9

Cristina, Portugal. 38 år 9

Jeg tror også, at vores dårlige dansk var skyld i, at det ikke gik så godt med fællesspisningen. I det kvarter, hvor vi bor nu, har vi et fælleshus, hvor der er fællesspisning en gang om ugen. Det betyder, at dem, der vil, spiser sammen hver onsdag. De familier, der er med, skiftes til at lave mad.

Marie og Christian sagde, at vi skulle prøve at komme, fordi vi var nye i kvarteret og forsøgte at finde venner. Det gik også meget godt de første måneder. De andre var søde og snakkede engelsk med os. De var meget glade for den portugisiske mad, vi lavede, for Mario er som sagt en meget god kok. Men venner fandt vi alligevel ikke. Lidt efter lidt holdt interessen op, og til sidst sad Mario og jeg mest alene og snakkede kun med hinanden. Vi kunne ikke forstå, hvad danskerne talte om, og der var ikke meget mere kommunikation end: „Hej Dorte, hej Lars!" Vi følte os udenfor.

Det var selvfølgelig ikke deres skyld, men vores, for vi skulle have lært dansk. Efter et år besluttede vi derfor at stoppe og sendte en e-mail til alle, hvor vi skrev: „Vi er kede af det, men vi har besluttet at holde op med at komme til fællesspisningen. Måske kommer vi igen, når vi har lært at tale bedre dansk." Så kom der pludselig en nabo hjem til os og sagde: „Det må I ikke, for vi er så glade for jer! Vi vil savne jer, I skal blive ved med at komme!" Er det ikke mærkeligt? Det var det samme som på den svenske ambassade. Skandinaverne viser først, at de kan lide os, når vi går! Hvorfor viste de det ikke før, mens vi stadigvæk gik der hver onsdag?

Jeg kan godt lide danskerne, jeg synes, de er tolerante op til et vist punkt. Men så forventer de, at man bliver perfekt til dansk, og at man bliver præcis ligesom dem. Jeg føler, at de forventede noget af mig og Mario, som vi ikke kunne levere. Men jeg har aldrig oplevet racisme. Selvom jeg har hørt mange udlændinge, der brokker sig over racismen i Danmark, har jeg aldrig selv følt den.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et lige så godt arbejde i Danmark, som jeg havde i Portugal, men i øjeblikket er det heller ikke så vigtigt for mig. Det vigtigste for mig er at være sammen med min mand og mine børn. Børnene vokser så hurtigt, og jeg vil gerne være der for dem, når de har brug for mig. Men jeg elsker også at arbejde. Jeg vil ikke rose mig selv, men jeg arbejder hårdt og kaster mig 100 procent over det, jeg laver. Derfor frustrerer det mig også, at det falder mig så svært at lære dansk. Jeg plejede at være god til alting, men det tager lang tid at blive rigtig god til dansk.

Jeg er god til at hjælpe andre, til at kommunikere og skabe netværk. Derfor bruger jeg også så meget tid og energi på den hjemmeside, som jeg administrerer. Her samler jeg al den information, som vi savnede, da vi kom til Danmark. Hvad gør man for at finde en lejlighed? Hvad er et cpr-nummer, og hvordan fungerer det? Hvad koster det at leve i Danmark? Hvor kan jeg købe bacalhau? Hvor kan man få portugisisk vin? Der er et chat-room og links til blogs af portugisere, der bor i Danmark. Der er også tips om portugisisk kultur eller portugisiske film i Danmark. Jeg får mange mails fra portugisere, der vil flytte til Danmark og har brug for hjælp. Tit sidder jeg foran computeren til langt ud på natten, til Mario siger: „Sidder du der stadigvæk? Kommer du ikke snart i seng?" Mit drømmejob ville være at arbejde på den portugisiske ambassade og hjælpe portugisere, der er nye i Danmark. Jeg har også lyst til at 'sælge' mit land, som jeg elsker, og som jeg kender så godt. Måske kunne jeg arbejde på et rejsebureau? Hver gang man spørger danskerne, har de været 20 gange i Spanien, men aldrig i Portugal, selvom det ligger ved siden af. Det er så frustrerende! Portugal er et fantastisk land. Der er smukt, og alt er langt billigere. Maden er bedre, og portugiserne er utrolig søde! Hvis vi ikke forstår turisterne, prøver vi at kommunikere med hænder og fødder og gør alt for at kunne hjælpe.

Danskerne ville elske det, og jeg ville elske, at de kendte mit land!


Cristina, Portugal. 38 år 9

Jeg tror også, at vores dårlige dansk var skyld i, at det ikke gik så godt med fællesspisningen. I det kvarter, hvor vi bor nu, har vi et fælleshus, hvor der er fællesspisning en gang om ugen. Det betyder, at dem, der vil, spiser sammen hver onsdag. De familier, der er med, skiftes til at lave mad.

Marie og Christian sagde, at vi skulle prøve at komme, fordi vi var nye i kvarteret og forsøgte at finde venner. Det gik også meget godt de første måneder. De andre var søde og snakkede engelsk med os. De var meget glade for den portugisiske mad, vi lavede, for Mario er som sagt en meget god kok. Men venner fandt vi alligevel ikke. Lidt efter lidt holdt interessen op, og til sidst sad Mario og jeg mest alene og snakkede kun med hinanden. Vi kunne ikke forstå, hvad danskerne talte om, og der var ikke meget mere kommunikation end: „Hej Dorte, hej Lars!" Vi følte os udenfor.

Det var selvfølgelig ikke deres skyld, men vores, for vi skulle have lært dansk. Efter et år besluttede vi derfor at stoppe og sendte en e-mail til alle, hvor vi skrev: „Vi er kede af det, men vi har besluttet at holde op med at komme til fællesspisningen. Måske kommer vi igen, når vi har lært at tale bedre dansk." Så kom der pludselig en nabo hjem til os og sagde: „Det må I ikke, for vi er så glade for jer! Vi vil savne jer, I skal blive ved med at komme!" Er det ikke mærkeligt? Det var det samme som på den svenske ambassade. Skandinaverne viser først, at de kan lide os, når vi går! Hvorfor viste de det ikke før, mens vi stadigvæk gik der hver onsdag?

Jeg kan godt lide danskerne, jeg synes, de er tolerante op til et vist punkt. Men så forventer de, at man bliver perfekt til dansk, og at man bliver præcis ligesom dem. Jeg føler, at de forventede noget af mig og Mario, som vi ikke kunne levere. Men jeg har aldrig oplevet racisme. Selvom jeg har hørt mange udlændinge, der brokker sig over racismen i Danmark, har jeg aldrig selv følt den.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et lige så godt arbejde i Danmark, som jeg havde i Portugal, men i øjeblikket er det heller ikke så vigtigt for mig. Det vigtigste for mig er at være sammen med min mand og mine børn. Børnene vokser så hurtigt, og jeg vil gerne være der for dem, når de har brug for mig. Men jeg elsker også at arbejde. Jeg vil ikke rose mig selv, men jeg arbejder hårdt og kaster mig 100 procent over det, jeg laver. Derfor frustrerer det mig også, at det falder mig så svært at lære dansk. Jeg plejede at være god til alting, men det tager lang tid at blive rigtig god til dansk.

Jeg er god til at hjælpe andre, til at kommunikere og skabe netværk. Derfor bruger jeg også så meget tid og energi på den hjemmeside, som jeg administrerer. Her samler jeg al den information, som vi savnede, da vi kom til Danmark. Hvad gør man for at finde en lejlighed? Hvad er et cpr-nummer, og hvordan fungerer det? Hvad koster det at leve i Danmark? Hvor kan jeg købe bacalhau? Hvor kan man få portugisisk vin? Der er et chat-room og links til blogs af portugisere, der bor i Danmark. Der er også tips om portugisisk kultur eller portugisiske film i Danmark. Jeg får mange mails fra portugisere, der vil flytte til Danmark og har brug for hjælp. Tit sidder jeg foran computeren til langt ud på natten, til Mario siger: „Sidder du der stadigvæk? Kommer du ikke snart i seng?" Mit drømmejob ville være at arbejde på den portugisiske ambassade og hjælpe portugisere, der er nye i Danmark. Jeg har også lyst til at 'sælge' mit land, som jeg elsker, og som jeg kender så godt. Måske kunne jeg arbejde på et rejsebureau? Hver gang man spørger danskerne, har de været 20 gange i Spanien, men aldrig i Portugal, selvom det ligger ved siden af. Det er så frustrerende! Portugal er et fantastisk land. Der er smukt, og alt er langt billigere. Maden er bedre, og portugiserne er utrolig søde! Hvis vi ikke forstår turisterne, prøver vi at kommunikere med hænder og fødder og gør alt for at kunne hjælpe.

Danskerne ville elske det, og jeg ville elske, at de kendte mit land!