×

We use cookies to help make LingQ better. By visiting the site, you agree to our cookie policy.


image

HELENA OG CRISTINA (B1), Cristina, Portugal. 38 år 5

Cristina, Portugal. 38 år 5

Alligevel var det svært i starten, for alt var nyt, og jeg kendte ingen. Min første sommer i Danmark var meget varm, kan jeg huske. Vinduerne stod altid åbne, mens jeg surfede på internettet for at finde venner. Jeg havde masser af venner i Portugal, men her var jeg ensom. Jeg måtte finde venner i Danmark, det var en af de vigtigste ting. Så opdagede jeg Facebook og tænkte: „Wow! Det kunne være løsningen for mig!" Jeg oprettede en ny Facebookgruppe: Portugisere i København. Der fandtes allerede en anden gruppe, Portugisere i Danmark, men de boede spredt over hele Danmark, i Århus eller Odense. Jeg havde brug for venner i København, som jeg kunne snakke og gå i byen og i biografen med. Og pludselig dukkede de op! For to år siden spiste vi middag sammen, og der kom seks portugisere. Sidste måned organiserede jeg en brunch på en restaurant, hvor vi var 70!

Men ikke alle bruger Facebook, og ikke alle kan lide Facebook. Da jeg mødte en webdesigner på en af vores fælles portugisiske middage, fik vi derfor en idé: Lad os lave en hjemmeside for portugisere i Danmark! Det blev starten på hjemmesiden portuguesesnadinamarca.com, hvor jeg er webmaster nu.

Et af mine vigtigste formål med hjemmesiden var at finde andre portugisiske børn. Kommunen tilbød sprogundervisning i børnenes modersmål, men man skulle have en gruppe på mindst 12 børn. Børnene skulle gå i 1. til 9. klasse, og mindst én af deres forældre skulle være portugisisk. Det var svært at samle så mange børn, men det var vigtigt for mig. Martim og Vicente var allerede begyndt at glemme det portugisiske sprog lidt. Vi snakker selvfølgelig portugisisk i vores familie, men man bruger ikke alle ord derhjemme. Ordet 'gløgg', for eksempel, brugte vi kun på dansk. Eller mine sønner spurgte: „Mor, hvad hedder den her farve på portugisisk?" Det tog to år at samle en gruppe på 12 børn, men sidste sommer lykkedes det. I august startede vi en sprogklasse, så nu får børnene tre timers undervisning om ugen i portugisisk. Undervisningen foregår på en folkeskole på Vesterbro, som er åben for modersmålsundervisningen, også i andre sprog, hver lørdag formiddag. Kommunen ansætter og betaler lærerne. Vi spredte rygtet om den nyoprettede stilling som portugisisklærer, fordi der altid er portugisere, der leder efter et arbejde. De interesserede skulle sende deres ansøgning og CV til kommunen og komme til samtale. Det blev faktisk en af mine veninder, der fik stillingen.

Jeg var meget glad og stolt, specielt fordi vi ikke havde fået hjælp af nogen. Jeg ved ikke, hvad andre ambassader gør, men den portugisiske ambassade gør ingenting for at hjælpe os. Jeg aner ikke, hvad de overhovedet er her for. Man kan få et visum – det er det hele. Problemet var ikke engang størst for os, for mine børn kan trods alt tale portugisisk. Men jeg har også veninder, som er gift med danskere, og selvom deres børn kan forstå portugisisk, kan de ikke tale det. Netop for dem er undervisningen så vigtig! Og det er utroligt, hvor meget børnene pludselig lærer! Det er ikke kun de tre timers undervisning, men pludselig gør forældrene også mere for at hjælpe deres børn med det portugisiske. De snakker mere med dem, læser portugisiske historier op, ser fjernsyn med dem og retter børnenes fejl …

Vi har nu 19 børn, der deltager i undervisningen. I en periode var det endda næsten 30! Men på det tidspunkt var der også børn fra Brasilien, og det viste sig snart, at det ikke var en god idé. Selvom vi skriver og læser det samme sprog, udtaler vi det forskelligt. De brasilianske forældre blev utilfredse og har nu fundet en anden løsning.

Cristina, Portugal. 38 år 5 Cristina, Portugal. 38 Jahre 5 Cristina, Portugal. 38 years 5 Кристина, Португалия. 38 лет 5

Alligevel var det svært i starten, for alt var nyt, og jeg kendte ingen. Min første sommer i Danmark var meget varm, kan jeg huske. Vinduerne stod altid åbne, mens jeg surfede på internettet for at finde venner. Jeg havde masser af venner i Portugal, men her var jeg ensom. Jeg måtte finde venner i Danmark, det var en af de vigtigste ting. Så opdagede jeg Facebook og tænkte: „Wow! Det kunne være løsningen for mig!" Jeg oprettede en ny Facebookgruppe: Portugisere i København. Der fandtes allerede en anden gruppe, Portugisere i Danmark, men de boede spredt over hele Danmark, i Århus eller Odense. Jeg havde brug for venner i København, som jeg kunne snakke og gå i byen og i biografen med. Og pludselig dukkede de op! For to år siden spiste vi middag sammen, og der kom seks portugisere. Sidste måned organiserede jeg en brunch på en restaurant, hvor vi var 70!

Men ikke alle bruger Facebook, og ikke alle kan lide Facebook. Da jeg mødte en webdesigner på en af vores fælles portugisiske middage, fik vi derfor en idé: Lad os lave en hjemmeside for portugisere i Danmark! Det blev starten på hjemmesiden portuguesesnadinamarca.com, hvor jeg er webmaster nu.

Et af mine vigtigste formål med hjemmesiden var at finde andre portugisiske børn. Kommunen tilbød sprogundervisning i børnenes modersmål, men man skulle have en gruppe på mindst 12 børn. Børnene skulle gå i 1. til 9. klasse, og mindst én af deres forældre skulle være portugisisk. Det var svært at samle så mange børn, men det var vigtigt for mig. Martim og Vicente var allerede begyndt at glemme det portugisiske sprog lidt. Vi snakker selvfølgelig portugisisk i vores familie, men man bruger ikke alle ord derhjemme. Ordet 'gløgg', for eksempel, brugte vi kun på dansk. Eller mine sønner spurgte: „Mor, hvad hedder den her farve på portugisisk?" Det tog to år at samle en gruppe på 12 børn, men sidste sommer lykkedes det. I august startede vi en sprogklasse, så nu får børnene tre timers undervisning om ugen i portugisisk. Undervisningen foregår på en folkeskole på Vesterbro, som er åben for modersmålsundervisningen, også i andre sprog, hver lørdag formiddag. Kommunen ansætter og betaler lærerne. Vi spredte rygtet om den nyoprettede stilling som portugisisklærer, fordi der altid er portugisere, der leder efter et arbejde. De interesserede skulle sende deres ansøgning og CV til kommunen og komme til samtale. Det blev faktisk en af mine veninder, der fik stillingen.

Jeg var meget glad og stolt, specielt fordi vi ikke havde fået hjælp af nogen. Jeg ved ikke, hvad andre ambassader gør, men den portugisiske ambassade gør ingenting for at hjælpe os. Jeg aner ikke, hvad de overhovedet er her for. Man kan få et visum – det er det hele. Problemet var ikke engang størst for os, for mine børn kan trods alt tale portugisisk. Men jeg har også veninder, som er gift med danskere, og selvom deres børn kan forstå portugisisk, kan de ikke tale det. Netop for dem er undervisningen så vigtig! Og det er utroligt, hvor meget børnene pludselig lærer! Det er ikke kun de tre timers undervisning, men pludselig gør forældrene også mere for at hjælpe deres børn med det portugisiske. De snakker mere med dem, læser portugisiske historier op, ser fjernsyn med dem og retter børnenes fejl …

Vi har nu 19 børn, der deltager i undervisningen. I en periode var det endda næsten 30! Men på det tidspunkt var der også børn fra Brasilien, og det viste sig snart, at det ikke var en god idé. Selvom vi skriver og læser det samme sprog, udtaler vi det forskelligt. De brasilianske forældre blev utilfredse og har nu fundet en anden løsning.