Cristina, Portugal. 38 år 3

At Mario rejste netop til Danmark, var på grund af hans søster. Hun er medlem af Scientology, som har sit europæiske hovedsæde i København. Hun havde boet i Danmark i 14 år og roste Danmark meget, selvom hun i virkeligheden ikke vidste ret meget om landet. Hun arbejder for Scientology og bor hos dem, og hun kan ikke engang tale dansk. Men hun ville gerne hjælpe sin bror og opmuntrede ham til at komme til Danmark. Hun lovede også at hjælpe ham med at finde en lejlighed og et arbejde.

Alligevel var det svært at finde et arbejde, fordi Mario ikke har en højere uddannelse. Han var villig til at tage hvad som helst, og til sidst lykkedes det: Han fandt et job, hvor han skulle gøre rent. Efter nogle måneder med rengøring fandt han også et arbejde som bager på et italiensk bageri, Il Fornaio, hvor det også var nemmere for ham at snakke med kollegaerne. Han talte med den ene og den anden, og lidt efter lidt gik det op for ham, hvor godt livet kunne være i Danmark.

Planen var oprindelig, at Mario kun skulle være i Danmark i fem eller seks måneder for at tjene penge og komme hjem bagefter. Men pludselig begyndte han at sige i telefonen: „Måske skulle jeg alligevel ikke komme tilbage til Portugal. Måske skulle du komme til Danmark." Jeg sagde: „Er du sindssyg? Hvad skal jeg dér? Jeg ved ingenting om Danmark! Der bor nogle vikinger, mere ved jeg ikke! Glem det! Aldrig i livet!" Og jeg mente det. Mit liv var i Portugal, hvor jeg havde mit arbejde, mit hus, min bil, min familie, alle mine venner, mine børn, der gik i skole der …

Men Mario gav ikke op og blev ved med at sige: „Vi kunne have det så godt her. Du skal i det mindste komme og se det, før du siger nej." Sådan fortsatte det i tre måneder. Han blev ved med at tigge: „Bare kom én weekend, kun én eneste gang. Kom tre dage for at se og føle, hvad København er for en by." Til sidst gav jeg efter og kom en weekend i maj. Det var selvfølgelig meget smart af ham at vælge den bedste årstid! Og han havde ret: Jeg følte mig med det samme tilpas her. København i maj er fantastisk! Byen eksploderer og blomstrer. Der er musik i gaderne, og alle mennesker er ude eller sidder på caféerne. Jeg følte, at jeg pludselig kunne trække vejret igen. Det var den samme følelse, som Mario havde haft, da han kom.

Det er meget svært at forklare, og det var ikke kun, fordi det var ferie. Måske var det, fordi det portugisiske samfund er meget lukket. I Portugal er man altid sammen med familien. Familien hjælper selvfølgelig meget, men de blander sig også i mange ting. Min svigermor passede mine børn, og hun lavede mad, som jeg kunne tage med hjem om aftenen, fordi jeg arbejdede så længe. Vi kunne også altid låne penge af dem. Men både familien og vennerne har altid en mening om alting, og man er aldrig helt for sig selv. Og så alle de økonomiske problemer …

Det gik pludselig op for mig, at jeg ikke var så lykkelig i Portugal, som jeg hidtil havde troet. Jeg følte et konstant pres. Danmark var pludselig en mulighed for en ny begyndelse – også en ny begyndelse efter krisen i vores ægteskab.

Jeg var i København i fire dage, så rejste jeg tilbage til Lissabon, solgte min bil og fremlejede vores bolig. Sådan er jeg altid: Når jeg beslutter mig for at gøre noget, kan jeg lige så godt gøre det med det samme. Jeg spurgte på mit arbejde, om jeg kunne tage et år fri uden løn, fordi det var vigtigt for mig at vide, at jeg kunne komme tilbage. Det fik jeg heldigvis lov til. Så købte jeg flybilletter, selvom Mario ikke engang havde fundet en lejlighed til os. Han fandt den først i sidste øjeblik ved hjælp af det netværk af udlændinge, som han i mellemtiden havde opbygget.

Jeg tror, det er den bedste måde at finde en lejlighed på: at sige det til alle, at bruge Facebook og snakke, snakke, snakke om det. Der er altid nogen, der lige har hørt noget. Sådan var det også, da vi kom. Mario fandt en meget god 4-værelses-lejlighed på Bispebjerg med en kæmpestor stue, et stort badeværelse, et lille køkken og en altan.

Vi gav 5500 kroner om måneden, så den var heller ikke særlig dyr. Vi fremlejede den af en amerikaner, som boede der til leje. Han ville flytte sammen med sin kæreste, men ville gerne beholde lejligheden – bare for en sikkerheds skyld. Det er selvfølgelig ikke lovligt, men tro mig: Alle gør det.