To christianitter fortæller
Ursula – født i Fristaden DEL Ursula Tui Bom, 17 år. „Noget af det, jeg husker bedst fra min barndom på Christiania er, at der ikke er nogen biler herude. Vi skulle hverken se os for eller passe på med at løbe rundt på vejene. Vi gjorde bare, hvad vi ville," siger Ursula Tui Bom og smiler. Vi sidder ved Christiania-cafeen Nemoland i varmt solskin og taler, kun afbrudt af hendes venner, der med jævne mellemrum går forbi og hilser. Ursula fortsætter: „Børn blev ligesom født i grupper, så alle børn havde mindst ti venner. Når vi spiste om aftenen, var det sådan lidt: Hvor mange spiser med i dag?" Den normale verden DEL Da Ursula var 7 år, flyttede hun med sin mor og søster til havnebyen Gilleleje i Nordsjælland. Her blev de mødt af en noget anden verden, nemlig hverdagen uden for Christiania. „Det var meget anderledes, da vi kom til Gilleleje. På Christiania var vi mange venner, som altid var sammen. I Gilleleje kunne vi kun være sammen med en eller to hver dag. Det var meget fedt at prøve begge dele. At prøve at leve i to forskellige miljøer – være sammen med alle mine barndomsvenner herinde, men også at komme ud herfra. Det var som at komme ud i den virkelige verden. Jeg oplevede pludselig, hvordan tingene foregår i den normale verden. Jeg kan godt mærke på nogle af mine venner, at de har boet herinde altid. Folk ude fra byen og fra Gilleleje, de var meget mere imødekommende og snakkede med alle. Det er et meget lukket samfund herinde. Vi kommer ikke særlig meget ud, vi bor herinde, vi kan cykle hjem til hinanden på fem minutter. Her er ungdomsklub, købmand, cafeer og så videre. På den måde kan man godt være herinde i nogle dage, før man tænker: Okay, måske burde jeg komme lidt ud. De fleste af mine gamle venner har taget 10. klasse og så på efterskole. Men de skal alle sammen gå på et gymnasium, der er lige her i nærheden efter sommerferien." Selv har Ursula valgt et gymnasium lidt længere væk, selv om det stadig er i København. Hun er den eneste fra Christiania, der går derude. „Den første dag i gymnasiet skulle vi sidde to og to og præsentere hinanden foran klassen. Folk kiggede på en helt anden måde på mig og kom med underlige spørgsmål som: Ryger du så helt vildt meget hash? Øh nej, det har jeg aldrig brudt mig om. Andre spørger: Kommer du nogensinde ud derinde fra? Og ja, det gør jeg selvfølgelig. Ellers ville jeg jo ikke gå på det gymnasium. Men jeg tror, det er fordi, at folk ikke er så vant til Christiania trods alt. Dem fra gymnasiet er overraskede over, at der er en hel bydel, hvor der ikke må køre biler, og der er løse hunde overalt. Også det her med, at du ikke må smide folk væk fra din have, hvis nogle kommer og sætter sig der, i hvert fald ikke i princippet. For man ejer jo ikke grundene herude, og man kan heller ikke få penge for sit hus." Christiania er 340.000 m2 stort. Det svarer til 68 fodboldbaner. Der bor cirka 200 børn på Christiania. 71 % af beboerne på Christiania er over 40 år gamle. Plads til de unge DEL Sammen med en gruppe unge fra ungdomsklubben er Ursula i gang med at forsøge at skabe flere boliger til unge på Christiania. Der er kun ganske få billige boliger, som unge kan flytte ind i, når de bliver 16, og det er et held, at Ursula selv har fået sin egen første skurvogn for få måneder siden. „Jeg synes meget, at de gamle christianitter holder ungdommen tilbage. Vi har jo ingen steder at flytte hen, når vi er så gamle, at vi ikke vil bo hjemme mere. Christiania står stille for tiden, og det synes jeg, det har gjort i nogen tid. Netop fordi de voksne herude ikke rigtig giver plads til de nye generationer. I vores gruppe af unge vil vi prøve at regne ud, hvad det koster at bygge flere ungdomsboliger, og så tager vi det op på et stort fællesmøde. Så må vi se, hvad der sker. Du kan godt kalde det et lille ungdomsoprør. Vi ønsker i hvert fald at få de gamle christianitter til at åbne øjnene, så vores lille landsby kan blive ved med at udvikle sig." Ursulas skurvogn. Ser livet på en anden måde DEL „Jeg er glad for, at jeg har prøvet at leve i to forskellige miljøer og har set Danmark fra forskellige synsvinkler, frem for kun at se det ene sted. Jeg tror, jeg har fået en større forståelse for verden og ser mere nuanceret på tingene, end andre måske gør. På en måde føler jeg mig ikke så forskellig fra alle andre, men jeg ser nok livet på en anden måde. Nogle dage tager jeg hjem fra skole og laver lektier og alt sådan noget. Andre gange, hvis solen skinner, så tager jeg hjem til en af mine veninder eller ligger nede ved vandet og soler mig og bare hygger. Stort set alle mine venner bor herude nu, eller også bor de på Christianshavn, som ligger lige ved siden af Christiania." Ursula er rigtig glad for sin skurvogn, som hun har boet i et halvt år. Hun kan beholde den i alt 2 år – indtil hun bliver 18 ½. Hun betaler kun 300 kr. om måneden. „Først når du bliver 18, skal du betale fuld brugsleje på 1900 kr. Jeg er stadig barn herinde, og børn er gratis. Jeg betaler kun for el og vand, så det bliver dyrt, når jeg bliver 18. Det er derfor, vi prøver at få gang i vores projekt om flere ungdomsboliger herude så hurtigt som muligt. Så kan det være, jeg kan blive boende." Ole – med fra begyndelsen DEL „Jeg var lærer i dansk og historie på HF på Amager og boede i kollektiv på Frederiksberg. Men i 1976 flyttede jeg til Christianshavn med en pige, der var med i Christianias teatergruppe Solvognen. Så begyndte jeg at komme der meget – uden at bo der. Jeg deltog i forskellige aktioner som aktivist og opdagede, hvor kæmpestor en ressource Christiania er, når man skal organisere noget." Ole Lykke blev hurtigt tilbudt at flytte ind i en skurvogn, men det følte han ikke, han kunne på det tidspunkt. Christiania var på vej nedad, og stedet var fyldt med heroin og andre hårde stoffer. Mange af de oprindelige beboere flyttede til Bornholm, Sydfyn og Djursland. De ville ikke være med til, at den ene halvdel af Christiania var socialarbejdere for den anden halvdel, der ikke kunne klare sig selv. Senere på året oplevede Ole et vendepunkt. „Det, der gjorde forskellen for mig, var en høring i Den Grå Hal om narkotika i 1979. Den høring blev startskuddet til en blokade mod hårde stoffer. Jeg var med i blokaden, og jeg kunne mærke al energien og følelsen af, at nu var det knald eller fald: Enten kom de hårde stoffer ud, eller også lukkede Christiania. I forbindelse med blokaden organiserede vi et socialkontor, og gennem det blev der sendt cirka 60 narkomaner i behandling inden for få måneder. Den første blokade varede i 40 dage og blev erstattet af en permanent blokade. Jeg stod herude hver dag, og i løbet af få dage var jeg med til at starte et kollektiv i Fredens Ark, et hus hvor der før boede mange narkomaner." Ole Lykke, 66 år. Plakat fra 1979. Tændt af stemningen DEL På den måde flyttede Ole ind på Christiania. Han husker tydeligt følelsen af at være virkelig tændt af stemningen i Fristaden. „Det var en stor kontrast til at arbejde i gymnasieskolen og udfylde ens lille hjørne. På Christiania handlede det om at bygge noget op. Og at vide, at det var fuldstændig afhængigt af vores indsats, om det blev til noget. Det var fantastisk. Der var meget kort fra tanke til handling. Vi skulle ikke bruge et år på at diskutere noget, vi satte det bare i gang." At flytte ind på Christiania var for Ole og mange andre tilflyttere som at komme ind i en helt anden verden. „At kunne vågne en morgen i Fredens Ark og gå en tur ned til Indkøberen (Christianias købmand) og være den første, der sætter spor i sneen. Lige her midt i København. Det var fantastisk. Allerede dengang var det jo et kæmpe område, men der var ikke så mange mennesker som nu. Det var dybt fascinerende at være med til at sætte struktur på det hele." Fristadens betydning DEL Turister på rundvisning i Fristaden. Ifølge Ole er Christiania i dag mere integreret i resten af København. Stedet er blevet en del af københavnernes gå-i-byen-rute og bliver også brugt af mange af byens indbyggere som rekreativt område. Det faktum, at Christiania stadig findes, er vigtigt for Danmarks image som et liberalt og frisindet land og er med til at trække mange turister til København. „Jeg synes, vi har opnået rigtig meget. Vi har formået at skabe dette grønne område i midten af København og fået opbygget den der landsby i storbyen, som jo var en del af drømmen. Og der kommer mange tusinde besøgende herud hver dag. Men en revolution synes jeg ikke, vi har opnået, og det er heller ikke et ord, jeg har brugt specielt meget. Jeg har ikke set Christiania som et eksperiment, der skulle udvikle styreformer, som resten af Danmark skulle leve i. Jeg ser det mere som et sted, som boligforeninger og landsbyfællesskaber kan lære af." Gammel på Christiania DEL I dag bor Ole på Børneengen med sin søn. Han er ansvarlig for Christianias lokalhistoriske arkiv, som han ser som sin sidste større opgave. Med hensyn til at blive på Christiania er han ikke i tvivl. „Jeg satser hårdt på, at jeg kan blive boende her. Vi har også fået en mobil plejehjemsordning, som har kontakt med hele det sociale system." Fremtiden er som altid usikker, når man bor på Christiania, men Ole tager det helt roligt. Han planlægger at bruge noget tid på at gøre sin skurvogn endnu mere i stand, og engang ude i fremtiden vil han gerne ud at rejse. „Nu har jeg været aktiv i så mange år på Christiania, så nu vil jeg bruge noget tid og energi på at komme ud og se verden."
