En tur på havnen

„Kom, lad os gå en tur," sagde Lis en morgen, da de endelig fik fri efter en lang nats arbejde. Hun greb hans arm og trak ham med ned mod havnen.

„Perfekt," sagde Karl. „Så kan vi se solen stå op."

„Stå op?" Lis lo. „Beklager, men her må du nøjes med at se solen gå ned. Vesterhavet vender mod vest, du ved. Lærer I ikke noget i København?"

„Nå, ja." Karl blev rød i hovedet. „Jeg er bare så vant til, at solen står op over vandet."

Lis nikkede. Det kender jeg godt. Da jeg var barn, kom der en ny pige i klassen. Fra Mellemøsten, tror jeg. En dag skulle vi alle sammen tegne en strand. Og alle de danske børn tegnede den samme strand: Blå himmel, blåt vand, gult sand. Men hende her, hun tegnede blå himmel, rødt vand, sort sand."

„Wow."

„Ja, wow. Det så helt fantastisk ud, da vi hængte tegningerne op. Jeg kan huske, jeg tænkte, at verden er stor. Meget større end Esbjerg og Danmark. Og at jeg ville rejse ud og se den."

„Gjorde du så det?" spurgte Karl.

Lis rystede på hovedet og så ud over havet. „Men hey, det er vel ikke for sent?"

Karl smilede, og de gik videre i stilhed. Forbi containere, der lå i lange rækker som enorme LEGO-klodser. Forbi fiskerbåde. Forbi færgerne til England og Fanø. Forbi bjerge af kul, der blev sejlet ind fra Skotland.

Karl så med store øjne på en gigantisk kran, der lagde nogle enorme stålrør i lange rækker.

„Gid jeg havde set dem, da jeg var fem år gammel," sukkede Karl.

„Ja, så havde du nok ikke arbejdet i en bar i dag." Lis lo og gav hans hånd et klem. „Min far arbejdede på havnen, og jeg var altid med ham. Det er nok derfor, jeg elsker det her sted."

„Du siger arbejdede. I datid. Er han død?"

Lis så trist ud.

„Nej," sagde hun og så op på Karl. „Han er ikke død. Eller det tror jeg ikke. En dag gik han ombord på et skib og forsvandt."

Karl anede ikke, hvad han skulle sige.

Lis så ud over vandet. Ud mod horisonten. Så tog hun Karls hånd. „Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller dig alt det her. Det er ikke noget, jeg fortæller til alle." Hun gav Karls hånd et lille klem. „Du er bare så god til at lytte."

„Tak." Karl smilede høfligt, men åh, hvor havde han hørt det ofte. Og alt for ofte fra kvinder som han hellere ville danse med end lytte til.

De gik videre i stilhed, og snart stod de foran hans hus.

„Vil du med ind og have en kop morgenkaffe?"spurgte Karl.

„Ellers tak."Lis gabte højt. „Jeg skal hjem og sove."

„Okay." Karl prøvede at skjule sin skuffelse.

„Men måske en anden gang," sagde Lis og sendte ham et smil over skulderen. Et smil, der fik Karl til at ligge vågen længe. Tænk, at han havde mødt en pige som Lis. En pige, han kunne tale med – og være stille med. En pige, han kunne rejse med – og bo sammen med. Måske kunne hun leje den tomme halvdel af hans dobbelthus, og så kunne de vælte muren. Jo, han skulle nok få væltet Lis' mur. Og det fine var, at han havde god tid. Han havde set de andre mænd i baren, og han havde ikke noget at frygte. Fulde sømænd og fulde fiskere. Ha! Så havde selv en fyr som ham en chance. Han kendte nemlig godt sådan en pige som Lis. Hun var blevet såret. Det var let at se. Og sikkert mere end én gang. Bag den hårde facade gemte der sig en lille, blød pige. En pige, som det ville tage tid at komme tæt på. Men hey, tid havde han nok af. Penge var derimod en anden sag. For det havde været dyrt at flytte. Meget, meget dyrt.