Idiot 6

Klokken er fem, og jeg står uden for Hovedbanegården og venter på Line. Jeg kigger op og ned ad gaden, men jeg kan ikke se hende. Jeg fryser. Solen er gået ned bag ved husene, og det blæser også nu. Jeg går frem og tilbage foran indgangen, og der kører mange taxaer og busser forbi, mens jeg står og venter.

Nu er klokken kvart over fem, og Line er ikke kommet. Jeg går ind i ankomsthallen. Der er også koldt, men det blæser ikke derinde. Der er mange mennesker inde på Hovedbanegården. Nogle har store kufferter med, andre har kun en håndtaske eller en computertaske som jeg selv.

Jeg sætter mig på en bænk og lægger blomsterne ved siden af mig på bænken. Bagefter tager jeg min mobil op fra lommen og ringer til Line, men hun tager ikke telefonen. Jeg sidder i et stykke tid og kigger på folk. Klokken tyve minutter over fem ringer jeg igen til Line.

„Det er Line," siger hun, og hun lyder glad. „Ved du, hvad klokken er? Filmen starter lige om lidt!" siger jeg.

„Ja, undskyld, jeg er der om to sekunder." Et øjeblik efter kommer Line. Hun går hurtigt, og hun ser mig ikke. Hun har røde kinder, og hun ser meget frisk og glad ud. Hun har en stor buket blomster i hænderne. Det er røde tulipaner. Jeg rejser mig fra bænken og kalder på hende.

„Line!" „Nå, er du her? Skulle vi ikke mødes udenfor?" siger hun.

„Jo, men det var koldt at stå derude og vente," siger jeg og begynder at gå. „Vent, er det ikke dine blomster?" Line kigger på de gule tulipaner, der ligger på bænken.

„Nej," siger jeg og går hurtigt videre.