Mord efter mord: kapitel 21 Murder after murder: chapter 21

Iben satte sig op i sengen. Forældrene var netop taget hjem. The parents had just returned home. Hun greb posen med druer og chokolade-æsken. She grabbed the bag of grapes and the box of chocolates. Med en del besvær fik hun svinget sig over i kørestolen. With some difficulty she managed to swing herself into the wheelchair. Det ben gjorde stadig knuder. That leg was still making knots. Men nu skulle det være. But now it had to be.

Hun kørte ned ad gangen og ind på en anden stue. She drove down the hall and into another living room. Der lå han. Jakob.

Han burde være død, havde hun fået at vide. Er sollte tot sein, hatte man ihr gesagt. He should be dead, she had been told. Den smule blod, han havde haft tilbage, kunne ikke holde en kat i live. What little blood he had left couldn't keep a cat alive. Han havde haft hjerte-stop i ambulancen. He had had a cardiac arrest in the ambulance. Hun håbede ikke, hjernen havde taget skade. She hoped the brain wasn't damaged. Han havde ligget i kunstigt koma i en uge nu. He had been in an induced coma for a week now. Han var stadig noget bleg. He was still somewhat pale. Det var først nu, han var blevet flyttet fra intensiv. Men ifølge lægen tydede alt på, at han ville komme sig helt. But according to the doctor, everything indicated that he would make a full recovery.

"Hej Jakob," hviskede hun.

Der kom ingen reaktion. Han lå med åbne øjne, og tungen stak lidt ud af munden. He lay with his eyes open and his tongue slightly sticking out of his mouth. Der løb en smule savl ned ad hans kind. A bit of drool ran down his cheek. Var han alligevel blevet hjerne-skadet? Havde lægerne taget fejl? Were the doctors wrong? Eller ville de ikke fortælle hende den grusomme sandhed?

"Jakob," sagde hun igen. "Hvad er der med dig?" Jakob løftede hovedet lidt. Han rullede med øjnene og lavede nogle underlige smaske-lyde. He rolled his eyes and made some weird smacking noises. Men sank så tilbage i puderne. But then sank back into the pillows.

"Er du ok?"

Han så overhovedet ikke ok ud.

Mere savl.

"Søde Jakob, vil du ikke nok blive normal igen?" "Sweet Jakob, don't you want to be normal again?"

Nu kom der en boble af savl. Now came a bubble of saliva.

"Du må gerne sige åndssvage vittigheder. "You're welcome to tell lame jokes. Bare bliv dig selv igen. For min skyld."

Jakob rallede.

Han lignede jo en grøntsag. He looked like a vegetable. Hvis der i dette øjeblik var kommet en læge ind ad døren, havde hun kvalt ham. If a doctor had come through the door at this moment, she would have strangled him. De havde ikke reddet Jakob. They had not saved Jacob. Det der var værre end ingenting. That was worse than nothing.

"Jeg giver en middag med det hele, hvis du bare tager dig sammen og bliver normal," hviskede hun ind i øret på ham. "I'll give you a dinner with the whole thing if you'll just get your act together and be normal," she whispered into his ear.

Det var, som om den rallende lyd stoppede et øjeblik. Måske lyttede han til hende.

"Du får dit livs bedste kys," hviskede hun. "You're going to have the best kiss of your life," she whispered.

Nu blev der helt stille.

"Og jeg følger dig hjem bagefter og sikrer mig, at der ikke er nogen grimme kvinder efter dig." "And I'll follow you home afterwards and make sure there aren't any ugly women after you."

"Det er en aftale."

Hans stemme var helt normal. Al savl var væk. I stedet sad der et skævt grin i ansigtet på ham. Instead, a crooked grin sat on his face.

Den satans gamle snyder. That damn old cheater. Hun fik tårer i øjnene og pressede ham ind til sig. She got tears in her eyes and pressed him to her.

"Det er det. En aftale," sagde hun.

Han lod til at have fået appetitten tilbage. He seemed to have regained his appetite. I hvert fald spiste han det meste af hendes chokolade. Vindruerne måtte hun gerne beholde. She wanted to keep the grapes.

"Du reddede mit liv," sagde hun pludselig.

"Ja," sagde han med munden fuld af chokolade. "Og du reddede mit." "And you saved mine."

"Hvordan vidste du, hvor jeg var? Og hvorfor kom du?" And why did you come?"

"Jo, altså. "Yes, then. Jeg stod og tænkte over hende Hasse, eller hvad vi nu skal kalde ham for. I stood thinking about her Hasse, or whatever we should call him. Pludselig slog det mig, at jeg havde set hende temmelig mange gange. It suddenly occurred to me that I had seen her quite a few times. Og da hun vinkede til mig - du ved, da du og Asger kørte. And when she waved at me - you know, when you and Asger were driving. Ja, så var det ikke kærlighed, jeg så i hendes smil. Tværtimod. Måske var hun slet ikke vild med mig. Maybe she wasn't into me at all. Sådan som jeg ellers havde troet." Wie ich es mir anders gedacht hatte.“ As I had otherwise thought.”

"Uha, den tanke må have været svær," smilede Iben. "Huh, that thought must have been hard," Iben smiled. "Nærmest umulig. “Nearly impossible. Men nu var tanken der. But now the thought was there. Og jeg kunne ikke slippe af med den igen. Jeg syntes mere og mere, at hendes smil havde lignet en ulvs. I thought more and more that her smile had resembled that of a wolf. Det gav mig kulde-gysninger. It gave me chills. Jeg prøvede at slå det hen og gik i gang med at pakke sagen ned. I tried to put it down and started packing the case. Jeg skulle jo videre til Jylland. I had to go on to Jutland. Men lige pludselig stod jeg med et notat i hånden. But all of a sudden I was standing with a note in my hand. Det var noget, Bjarne havde sagt. At morderen kunne være klædt ud." That the killer could be dressed up."

"Det er rigtigt," sagde Iben. "Det kan jeg godt huske. Men jeg tænkte kun på politi-uniformer og den slags." But I was only thinking about police uniforms and things like that." "Nemlig, men nu slog det mig: Man kan jo også være klædt ud som kvinde. Lige med et faldt det hele i hak. Plötzlich passte alles zusammen. All of a sudden it all fell into place. Jeg ringede til dine forældre og fik at vide, hvor sommerhuset lå."

"Hvorfor kom du alene? Det var farligt."

Det var lige ved at Jakob rødmede. Jakob was just about to blush.

"Hrm...," han rømmede sig flere gange. "Hrm…," he cleared his throat several times. "Jo, jeg kunne jo ikke være sikker på noget. "Yes, I couldn't be sure of anything. Og så tænkte jeg, at det måske ville være meget hyggeligt at passe på dig alene. And then I thought maybe it would be very nice to look after you alone. Du ved... overtale Asger til at tage til Jylland i stedet for mig." You know... persuade Asger to go to Jutland instead of me."

Iben skulle lige til at sige noget. Iben was about to say something.

"For fanden, Iben. Det er sgu da ikke nogen forbrydelse at være lidt glad for dig." Es ist kein Verbrechen, sich ein bisschen für dich zu freuen." It's no crime to be a little happy for you."

"Lidt glad?"

"Nåja. Nok en hel del." Quite a lot."

"Jakob... du..." Iben vidste ikke, hvad hun skulle sige. "Men jeg skulle have skudt først og spurgt bagefter." "Nej. Så havde du nok bare ramt mig i stedet for," lo hun og tog hans hånd.

"Hm, hm," mumlede han og prøvede at se sur ud. "Hm, hm," he mumbled, trying to look mad. Men så smilede han bredt og gravede en brochure frem under hovedpuden. But then he smiled broadly and dug out a brochure from under his pillow.

"Se her," sagde han.

Iben tog den. Der stod med store bogstaver: Badeferie på Bali. It said in big letters: Beach holiday in Bali. Der var en masse billeder af strande og palmer. "Det vil være en god måde at komme i form på. Du ved... Ligge i vandkanten... Og andre steder...," fortsatte Jakob. You know... Lying at the water's edge... And other places...," Jakob continued.

"Men..."

"Jeg har talt med Leo. Det er helt fint med fjorten dages sygeorlov til os begge."

"Du har talt med Leo. Du, som var helt væk for ti minutter siden. You who were completely gone ten minutes ago. Du har allerede talt med Leo. Uden at spørge mig. Din..." Your..."

Hun rev hans pude til sig. She tore his pillow to her. Nu skulle han få. Now he had to get.

"Rolig, Iben. Jeg er en syg mand. I am a sick man. Rolig..."