Mord efter mord: kapitel 18
Hun så det hele i et kort øjeblik. Asger var død. Han havde fået et slag i tindingen. Blodet var løbet ned og havde farvet hans skulder helt rød. Men det kunne ikke passe. Hvordan kunne en gammel, erfaren og klog opdager som Asger blive over-rumplet? Hun forstod det ikke.
Morderen måtte være i nærheden. Lynhurtigt greb hun ud efter Asgers bælte for at få fat i hans pistol. Men den var væk.
Kun én kunne have taget den. Morderen.
Han måtte være i huset.
I et spring var Iben ude ved væggen. Nu kunne han da i det mindste ikke komme bag på hende. Hun var parat til at kæmpe for sit liv.
En skikkelse trådte frem bag døren.
Nu vidste Iben, hvorfor morderen kunne komme tæt på sine ofre. Morderen stod roligt over for hende og smilede bredt. Et smukt smil i et smukt kvinde-ansigt. Hvis kvinden ikke havde holdt en pistol i hånden, ville Iben have smilet igen.
Og dog. Det ville hun måske ikke. Hun havde aldrig brudt sig om kællingen.
Jakobs veninde.
"Dig?" sagde Iben.
"Ja, mig," svarede kvinden og kom et skridt nærmere. Iben stivnede. Nu var stemmen dyb. Slet ikke en lys kvinde-stemme.
"På den anden side er jeg måske ikke helt mig selv," fortsatte kvinden, eller hvad hun nu var. "Bliv stående helt stille."
Kvinden trak håret af. Eller rettere sagt en paryk. Et nydeligt kort hår med skilning i venstre side kom til syne. Han var ikke engang lyshåret. Han sagde:
"Vend dig langsomt om og læg dig ned på maven." Iben rørte sig ikke ud af pletten.
"Ja, jeg har aldrig skudt nogen før. Du kan godt få lov at blive den første. Jeg skyder nok ikke så godt som dig, men på denne afstand vil jeg helt sikkert ramme. Et skud i maven dør du ikke af lige med det samme. Men det vil nok være ubehageligt. Har du lyst til at prøve?" Hvad skulle hun gøre? Iben så sig desperat rundt i stuen. Men der var ingen udvej. Morderen ville helt sikkert skyde, hvis hun ikke adlød. Hun lagde sig ned på maven.
"Det var godt. Tag hænderne om på ryggen. Stille og roligt."
Hurtigt satte morderen sig oven på hende. Han bandt en strip rundt om hendes hænder.
"Sådan. Nu er du vist temmelig ufarlig."
Før han vendte hende om på ryggen, bandt han også hendes ankler.
Han rejste sig op og så længe på hende. Så smilede han hånligt.
"Nu ligger du jo rigtigt godt."
Han sparkede hende hårdt i siden. Iben bed tænderne sammen for ikke at stønne af smerte.
"Hvad var det nu, du sagde?" spurgte han, og denne gang var det hoften, han sparkede til. "Jeg var en sølle kujon, der kun kunne overfalde små uskyldige piger. Ha! Hvad så med den døde tyksak der og dig?"
Han sparkede hende så hårdt i siden, at hun et kort øjeblik mistede vejret. Det sortnede for øjnene.
"Næ, nej. Ikke noget med at besvime. Du skal få lov at være i live og ved bevidsthed mange timer endnu. Men du kommer til at ønske, du var død."
Han lo.
"Når jeg er færdig med dig, så tror jeg, at jeg vil holde
en god lang pause. Måske tage på ferie. Men først skal jeg lige nyde de næste par pressemøder. Hvem tror du, der mangler? Kan du nævne navnene på et par stykker fra rejse-holdet, som ikke vil være med til næste pressemøde? Skal jeg hjælpe dig? Asger, måske. Se på ham. Ligner han en, der vil gå til møde? Nej vel? Ingen Asger."
Han grinede og sparkede til den stol, hvor Asger sad. Så sagde han:
"På den anden side - han har jo aldrig været glad for pressen."
Så vendte han sig igen mod Iben og så ondskabsfuldt på hende. Han kneb øjnene sammen.
"Kender du en, som starter med i?" fortsatte han. "Nå, det gør du. Ja, hun vil heller ikke være med. Og ved du hvorfor? Ja. Det er rigtigt. Hun er død. Nu er det slut med at fortælle alle mulige løgne-historier om mig. Tror du, det er sjovt at blive kaldt impotent, når hele Danmark lytter? Du skal få lov at æde de ord i dig igen. Bare vent."
Hun fik igen et spark i siden.
"Ja, jeg beklager de lidt primitive spark. Det plejer jeg ikke. Men du har gjort mig rigtig godt sur."
"Hvem fanden er du?" stønnede Iben.
"Åh, du synes, vi skal præsenteres først. Jamen, det kan vi da godt. Du kommer ikke til at sladre. Jeg er Hasse van Rigge. Min familie kommer fra Holland."
"Og hvad laver Hasse van Rigge, når han ikke lige slår uskyldige kvinder ihjel?"
"Ja, det er lidt af et problem. Men lad os sige, at jeg lever af familie-formuen - min mors families formue." "Men hvorfor går en bøsse eller trans-vestit rundt og slår kvinder ihjel? Det har jeg da aldrig hørt om..." Længere kom Iben ikke. Hun så dårligt foden, før den ramte hende i hovedet. Det var, som om nogen slukkede lyset.
