Mord efter mord: kapitel 17
Asger satte sig godt til rette i stuens største stol. Det var også den stol, hendes far altid satte sig i. Mænd havde åbenbart noget med store bløde stole.
"Her er jo pragtfuldt," sagde han. Han lagde fødderne op på bordet, mens han kikkede ud af vinduet.
"Hvad siger du til, at jeg løber ned og får en lille dukkert?" spurgte Iben.
"Ikke tale om. Du bliver her, så jeg kan passe på dig." "Hvis jeg nu lover at løbe hele vejen ned til stranden? Jeg løber så hurtigt, at ingen kan nå at fange mig. Når jeg kommer ud på bade-broen, springer jeg i vandet med det samme. Jeg kommer først op af vandet, når der er fri bane til alle sider. Stranden er stor, så man kan se rigtig langt. Jeg lover, at jeg ikke tager nogen chancer. Jeg står ikke stille og tørrer mig, men spurter tilbage med det samme."
"Hm. Lad gå. Men du passer på."
"Jeg lover. Jeg taler ikke med nogen. Ingen får lov at komme tæt på mig."
"Ja, ja. Du er skør. Hvad skal alt det løberi dog til for?"
sagde Asger og rystede på hovedet. "Jeg tænder op i brænde-ovnen. Det giver sådan en hyggelig varme." "Gør det. Der står et par øl i udhuset, du tager bare selv. Du kan godt slappe af. Vi får en dejlig weekend." Iben trak en t-shirt over bikinien. Hun brød sig ikke om at løbe i badedragt. Slet ikke, når den var våd. Hun kunne nå stranden på ti minutter, når hun løb alt, hvad hun kunne. Ind imellem måtte hun springe til side for at komme uden om en bil. Der var ved at komme liv på de små grus-veje. Der var åbenbart mange, der ville holde weekend i deres sommerhuse.
Hun holdt en god fart. Faktisk rigtig god. Sveden løb ned over panden, da hun nåede stranden.
Stranden omkring Klint var stenet. Men hun holdt af den alligevel. Den var smukkere end en sandstrand, og der var en badebro, som hun altid brugte. For enden af badebroen var stenene væk, og i stedet begyndte en dejlig sandbund. Vandet var ikke dybere, end at hun kunne bunde.
Hurtigt smed hun håndklædet og t-shirten over rækværket. Vandet så godt nok koldt ud. Hun smilede. Hun vidste ikke hvorfor, men hun elskede det. Så sprang hun. Vandet lukkede sig om hende. Kulden ramte hende som et lammende slag. Det var pragtfuldt. Det var som at blive støvet af både indvendig og udvendig. En slags psykisk og fysisk hoved-rengøring.
Da hun fik hovedet oven vande igen, snappede hun efter vejret. Hun svømmede et par hundrede meter frem og tilbage langs stranden.
Så dykkede hun og svømmede ind mod stenene. Hun kunne se krabber gemme sig i små tang-skove. Hun fik skræmt et par små rødspætte-unger frem fra sandet. De var på størrelse med en tommelfinger-negl. Et par vandmænd flød forbi. Heldigvis var der ingen brandmænd. Men vandet var virkelig koldt. Det var på tide at komme op.
Hun så sig omkring. Nej. Der var ikke en sjæl på stranden. Det var vel også ved at være spisetid.
Hun svømmede hurtigt hen til broen og gik op ad trappen. Stadig ingen fare.
Et par børn var kommet. De sad og fangede krabber. Hun tog sine sko på igen. Tørrede sig en smule og tog så t-shirten på.
Hun ville tage et varmt bad, når hun kom tilbage til sommerhuset. Imens kunne Asger lave mad. Det var han sikkert bedre til, end hun var. Han havde taget bøffer med.
Selvom hun var kold og glædede sig til det varme bad, standsede hun op lige foran sommerhuset.
Der var et eller andet forkert. Men hvad? Alt så ud som det plejede. Der var ikke noget i vejen. Hun gik et par skridt tættere på. Men noget inde i hende blev ved med at advare hende.
Så så hun det. Der kom ikke røg op af skorstenen.
Asger havde sagt, han ville tænde op. Han lignede da ellers en mand, der kunne finde ud af at tænde op i en brændeovn.
Hvorfor havde han så ikke gjort det?
Hun stod stille foran døren. Hvad skulle hun gøre?
Iben, sagde hun til sig selv. Han er vel bare gået i gang med noget andet. Slap af og få dig et bad. Hun tog i døren. Men det var nu underligt.
"Asger - hvad er den af? Kan du ikke finde ud af at tænde op i brændeovnen?"
Hun prøvede at lyde glad og munter. Men hun var urolig.
Asger sad roligt i faderens lænestol, lige hvor hun havde efterladt ham. Hun kunne se hans gråhårede nakke. Han var nok bare faldet i søvn.
Hun gik hen mod ham.
"Asger..." begyndte hun. Så kom hun ikke længere.