×

We use cookies to help make LingQ better. By visiting the site, you agree to our cookie policy.


image

Mord efter mord, Mord efter mord: kapitel 14

Mord efter mord: kapitel 14

De var kun lige kommet tilbage fra presse-mødet, da telefonen ringede.

"Vil I fange morderen?" lød en stemme. Den var tydeligvis fordrejet. Alle i lokalet lyttede med.

"Hvem taler jeg med?" sagde Jakob.

"En, der kender ham."

"Ok."

Jakob så op i loftet. Han troede, det var endnu en idiot, som ville gøre sig interessant.

"Hvert offer har fået skåret halsen over to gange," sagde stemmen.

Der blev helt stille i lokalet. Det vidste kun politiet og morderen.

"Hvor kender du ham fra?" spurgte Jakob.

"Jeg har været indlagt samme sted som ham."

"Kan du fortælle mig navnet, og hvor vi kan finde ham?" Jakobs stemme dirrede.

Der blev stille i den anden ende.

"Ja," lød det endelig. "Han hedder Ronnie og bor ude i Elme-dalen."

Så blev røret lagt på.

"Det må være til at finde," råbte Leo. "Fart på. Jakob, du og jeg kører ud til Elme-dalen. I andre finder ud af, hvor og hvem Ronnie helt præcis er."

Ditte fandt ham lyn-hurtigt på computeren:

"Han er velkendt. Mange volds-domme. Syg i hovedet. Indlagt på psykiatrisk afdeling flere gange. Er blevet lukket ud for to måneder siden. Han er velbegavet. Inden han blev syg, klarede han sig fint i gymnasiet. Men så blev han underlig. Ser ind imellem syner og tror, han er den nye Jesus. Han har overfaldet både kvinder og mænd. Hvis han er holdt op med sin medicin, kan han vist finde på hvad som helst."

"Vi er der om fem minutter," sagde Leo. "Send nogle flere vogne herud. Måske følger han ikke frivilligt med."

Ronnie havde slet ikke lyst til at tale med politiet. Først ville han ikke åbne. Lidt efter kom han frem i døren med en stor økse.

"Nu skrider I," råbte han. "Ellers..."

Han truede ad dem med øksen.

I den næste time prøvede de at tale ham til fornuft. Men Ronnie var åbenbart holdt op med at tage sin medicin.

For han råbte kun op om, at død og helvede ventede dem, hvis de ikke lod ham være i fred.

Til sidst sendte de tåre-gas ind ad vinduet. Der gik kun et øjeblik. Så kom Ronnie farende ud med tårerne løbende ned ad kinderne. Han stormede frem mod den nærmeste betjent med løftet økse.

"Dø, din satan!" skreg han.

Betjenten skød. Der var ikke andet, han kunne gøre - ellers var han blevet kløvet af den enorme økse.

Inde i lejligheden fandt politiet flere smykker. De tilhørte alle de døde piger.

Bjarne kløede sig i håret.

"Jo, han passer da nogenlunde," sagde han. "Han ligner godt nok ikke en, der planlægger sine forbrydelser.

Men ok."

"Nå, så behøver du alligevel ikke at pakke," sagde Jakob og tog Iben under armen. "Du skal i stedet ud og fejre det sammen med mig."

"Vent nu lige lidt," sagde Leo. "Ronnie er hårdt såret. Vi har ikke kunnet afhøre ham. Vi ved jo ikke med sikkerhed, at det er ham. Så vi venter lige med at fejre det. Jeg tror, vi kan ånde lettet op. Men Iben skal dog stadig overvåges, indtil vi er helt sikre."

"Det kan jeg godt klare," sagde Jakob.

"Ellers tak," sagde Iben. "Så tror jeg hellere, jeg vil være alene. Det er mindre farligt."

"Nåh, nu anser du mig alligevel for en farlig fyr," grinede Jakob. "Det glæder mit øre."

Det blev det bedste presse-møde, Iben nogensinde havde holdt. De havde fanget morderen. En kendt psykisk syg. Alle klappede, da hun gik ud. Senere gik de alle ud og spiste sammen.

Hen på aftenen ringede Leos telefon. Han nikkede og nikkede og smilede. Så lukkede han mobilen.

"Den er god nok," sagde han. "De pårørende genkender smykkerne. De er alle blevet taget fra ofrene, da de blev myrdet. Vi må vente på dna-testen. Men der er ingen tvivl. Det er ofrenes smykker.

"Alle tiders. Så kan du godt slappe af igen, Iben. Og få et normalt liv igen."

"Ja. Jeg trækker over-vågningen tilbage på nær en enkelt mand," sagde Leo. "Men du bliver inden for synsvidde og holder dig hjemme om aftenen i de næste par dage. Vi skal lige være 100 procent sikre. Forstået?"

"Du bliver da heller aldrig tilfreds, Leo," lo Iben.

På vej ind i sin lejlighed mødte hun et par teknikere.

"Ja, så har du dit privatliv for dig selv igen. Alt er pillet ned."

"Herligt."

Iben fejrede sin frihed ved at smide sit tøj over det meste af stuegulvet. Hun nynnede, mens hun skiftede til løbetøj. Nu skulle der løbes igennem. Pyt med at Leo blev lidt sur. På mandag ville hun sikkert være tilbage på sit normale arbejde.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Iben løb hurtigt. Hun havde fået endnu et plus på sit cv. Bilen, der fulgte efter hende, kendte hun godt. Det var Asger. Hun vinkede og løb op mod skoven. Henne ved skovbrynet vendte hun sig om. Bilen holdt ved fortovet. Asger var steget ud. Han var ved at tænde en smøg. Så løb hun ind i skoven.

Sikke grønt her var. Slet ikke som sidst. Tænk, at der kunne være sådan en forskel.

Hun mødte ingen i skoven. Men inden længe ville den sikkert igen være fyldt med mennesker. Det ville blive rart at få hverdagen tilbage. Selvom hun ville savne arbejdet sammen med rejse-holdet. Måske skulle hun spørge, om der var en ledig stilling til hende? Hm. Kunne hun holde ud at arbejde fast sammen med Jakob? Ja. Det kunne hun godt. Nu hvor han var på vej til København, og hun ikke skulle se ham igen, mærkede hun til sin store forbavselse, at hun ville savne ham. Han lignede bestemt ikke de kærester, hun havde haft. Måske skulle hun prøve den dovne, afslappede og flabede type. Nej, det var for langt ude. Hun satte farten op. Sådan noget vrøvl skulle bare svedes ud.

Asger sad stadig på bilens køler, da hun kom tilbage. Han rystede på hovedet og satte en finger til panden. Ingen tvivl. Han syntes, hun var bindegal.

Mord efter mord: kapitel 14 Mord nach Mord: Kapitel 14 Murder after murder: chapter 14

De var kun lige kommet tilbage fra presse-mødet, da telefonen ringede.

"Vil I fange morderen?" "Do you want to catch the killer?" lød en stemme. Den var tydeligvis fordrejet. It was clearly distorted. Alle i lokalet lyttede med.

"Hvem taler jeg med?" sagde Jakob.

"En, der kender ham."

"Ok."

Jakob så op i loftet. Jakob looked up at the ceiling. Han troede, det var endnu en idiot, som ville gøre sig interessant. He thought it was another idiot trying to make himself interesting.

"Hvert offer har fået skåret halsen over to gange," sagde stemmen. "Each victim has had his throat cut twice," said the voice.

Der blev helt stille i lokalet. Det vidste kun politiet og morderen.

"Hvor kender du ham fra?" "Where do you know him from?" spurgte Jakob.

"Jeg har været indlagt samme sted som ham." "I have been hospitalized in the same place as him."

"Kan du fortælle mig navnet, og hvor vi kan finde ham?" Jakobs stemme dirrede. Jacob's voice trembled.

Der blev stille i den anden ende.

"Ja," lød det endelig. "Han hedder Ronnie og bor ude i Elme-dalen." "His name is Ronnie and he lives out in the Elme Valley."

Så blev røret lagt på. Then the phone was hung up.

"Det må være til at finde," råbte Leo. "It must be found," cried Leo. "Fart på. “Hurry up. Jakob, du og jeg kører ud til Elme-dalen. I andre finder ud af, hvor og hvem Ronnie helt præcis er." The rest of you find out where and who exactly Ronnie is."

Ditte fandt ham lyn-hurtigt på computeren:

"Han er velkendt. “He is well known. Mange volds-domme. Many violent convictions. Syg i hovedet. Indlagt på psykiatrisk afdeling flere gange. Admitted to a psychiatric ward several times. Er blevet lukket ud for to måneder siden. Has been shut out two months ago. Han er velbegavet. He is gifted. Inden han blev syg, klarede han sig fint i gymnasiet. Before he got sick, he was doing fine in high school. Men så blev han underlig. But then he got weird. Ser ind imellem syner og tror, han er den nye Jesus. Sees between visions and thinks he is the new Jesus. Han har overfaldet både kvinder og mænd. He has assaulted both women and men. Hvis han er holdt op med sin medicin, kan han vist finde på hvad som helst." Wenn er seine Medikamente absetzt, kann er sich wohl alles einfallen lassen." If he's off his meds, I guess he can come up with anything."

"Vi er der om fem minutter," sagde Leo. "Send nogle flere vogne herud. “Send some more wagons out here. Måske følger han ikke frivilligt med." Maybe he doesn't go along voluntarily."

Ronnie havde slet ikke lyst til at tale med politiet. Først ville han ikke åbne. Lidt efter kom han frem i døren med en stor økse. A little later he came to the door with a large axe.

"Nu skrider I," råbte han. "Now you step," he shouted. "Ellers..."

Han truede ad dem med øksen. He threatened them with the axe.

I den næste time prøvede de at tale ham til fornuft. For the next hour they tried to reason with him. Men Ronnie var åbenbart holdt op med at tage sin medicin.

For han råbte kun op om, at død og helvede ventede dem, hvis de ikke lod ham være i fred. For he only cried out that death and hell awaited them if they did not leave him alone.

Til sidst sendte de tåre-gas ind ad vinduet. Finally, they sent tear gas through the window. Der gik kun et øjeblik. Only a moment passed. Så kom Ronnie farende ud med tårerne løbende ned ad kinderne. Then Ronnie came rushing out with tears running down his cheeks. Han stormede frem mod den nærmeste betjent med løftet økse. He charged towards the nearest officer, ax raised.

"Dø, din satan!" "Die, you satan!" skreg han.

Betjenten skød. The officer fired. Der var ikke andet, han kunne gøre - ellers var han blevet kløvet af den enorme økse.

Inde i lejligheden fandt politiet flere smykker. Inside the apartment, the police found several pieces of jewelry. De tilhørte alle de døde piger. They all belonged to the dead girls.

Bjarne kløede sig i håret. Bjarne scratched his hair.

"Jo, han passer da nogenlunde," sagde han. „Ja, er passt gut“, sagte er. "Yes, he's a good fit," he said. "Han ligner godt nok ikke en, der planlægger sine forbrydelser. „Er sieht ganz sicher nicht aus wie jemand, der seine Verbrechen plant. “He certainly doesn't look like someone who plans his crimes.

Men ok."

"Nå, så behøver du alligevel ikke at pakke," sagde Jakob og tog Iben under armen. "Well, you don't have to pack anyway," said Jakob, taking Iben under the arm. "Du skal i stedet ud og fejre det sammen med mig." "You should go out and celebrate with me instead."

"Vent nu lige lidt," sagde Leo. "Ronnie er hårdt såret. “Ronnie is badly hurt. Vi har ikke kunnet afhøre ham. We have not been able to question him. Vi ved jo ikke med sikkerhed, at det er ham. Så vi venter lige med at fejre det. Jeg tror, vi kan ånde lettet op. I think we can breathe a sigh of relief. Men Iben skal dog stadig overvåges, indtil vi er helt sikre." However, Iben still needs to be monitored until we are absolutely sure."

"Det kan jeg godt klare," sagde Jakob. "I can handle that," said Jakob.

"Ellers tak," sagde Iben. "Otherwise, thank you," Iben said. "Så tror jeg hellere, jeg vil være alene. “Then I think I'd rather be alone. Det er mindre farligt." It's less dangerous."

"Nåh, nu anser du mig alligevel for en farlig fyr," grinede Jakob. "Well, now you consider me a dangerous fellow anyway," laughed Jakob. "Det glæder mit øre." "It pleases my ear."

Det blev det bedste presse-møde, Iben nogensinde havde holdt. De havde fanget morderen. En kendt psykisk syg. Alle klappede, da hun gik ud. Senere gik de alle ud og spiste sammen. Later they all went out to eat together.

Hen på aftenen ringede Leos telefon. Towards evening, Leo's phone rang. Han nikkede og nikkede og smilede. Så lukkede han mobilen. Then he closed the cell phone.

"Den er god nok," sagde han. "De pårørende genkender smykkerne. "The relatives recognize the jewellery. De er alle blevet taget fra ofrene, da de blev myrdet. Vi må vente på dna-testen. Men der er ingen tvivl. Det er ofrenes smykker.

"Alle tiders. "Great. Så kan du godt slappe af igen, Iben. Og få et normalt liv igen."

"Ja. Jeg trækker over-vågningen tilbage på nær en enkelt mand," sagde Leo. I withdraw the over-vigilance except for one man,” Leo said. "Men du bliver inden for synsvidde og holder dig hjemme om aftenen i de næste par dage. “But you will stay within sight and stay at home in the evenings for the next few days. Vi skal lige være 100 procent sikre. We just have to be 100 percent sure. Forstået?"

"Du bliver da heller aldrig tilfreds, Leo," lo Iben.

På vej ind i sin lejlighed mødte hun et par teknikere. On her way into her apartment, she met a couple of technicians.

"Ja, så har du dit privatliv for dig selv igen. Alt er pillet ned." Everything is stripped down.”

"Herligt." "Lovely."

Iben fejrede sin frihed ved at smide sit tøj over det meste af stuegulvet. Iben celebrated his freedom by throwing his clothes over most of the living room floor. Hun nynnede, mens hun skiftede til løbetøj. She hummed as she changed into running clothes. Nu skulle der løbes igennem. Nun musste es durchlaufen werden. Now it had to be run through. Pyt med at Leo blev lidt sur. Never mind that Leo got a little mad. På mandag ville hun sikkert være tilbage på sit normale arbejde.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. The sun shone from an almost cloudless sky. Iben løb hurtigt. Hun havde fået endnu et plus på sit cv. Sie hatte ein weiteres Plus in ihrem Lebenslauf erhalten. Bilen, der fulgte efter hende, kendte hun godt. She knew the car that followed her well. Det var Asger. Hun vinkede og løb op mod skoven. She waved and ran up towards the forest. Henne ved skovbrynet vendte hun sig om. Bilen holdt ved fortovet. The car stopped at the pavement. Asger var steget ud. Asger had climbed out. Han var ved at tænde en smøg. He was about to light a cigarette. Så løb hun ind i skoven.

Sikke grønt her var. How green it was here. Slet ikke som sidst. Not at all like last time. Tænk, at der kunne være sådan en forskel. Think there could be such a difference.

Hun mødte ingen i skoven. Men inden længe ville den sikkert igen være fyldt med mennesker. Det ville blive rart at få hverdagen tilbage. It would be nice to have everyday life back. Selvom hun ville savne arbejdet sammen med rejse-holdet. Måske skulle hun spørge, om der var en ledig stilling til hende? Hm. Kunne hun holde ud at arbejde fast sammen med Jakob? Could she endure working permanently with Jakob? Ja. Det kunne hun godt. She could do that. Nu hvor han var på vej til København, og hun ikke skulle se ham igen, mærkede hun til sin store forbavselse, at hun ville savne ham. Now that he was on his way to Copenhagen, and she was not to see him again, she felt, to her great astonishment, that she would miss him. Han lignede bestemt ikke de kærester, hun havde haft. He certainly didn't look like the boyfriends she'd had. Måske skulle hun prøve den dovne, afslappede og flabede type. Maybe she should try the lazy, laid back and flabby type. Nej, det var for langt ude. No, that was too far. Hun satte farten op. Sådan noget vrøvl skulle bare svedes ud. So ein Blödsinn musste einfach rausgeschwitzt werden. Such nonsense just had to be sweated out.

Asger sad stadig på bilens køler, da hun kom tilbage. Asger was still sitting on the radiator of the car when she came back. Han rystede på hovedet og satte en finger til panden. He shook his head and put a finger to his forehead. Ingen tvivl. Han syntes, hun var bindegal.