Mord efter mord: kapitel 14
De var kun lige kommet tilbage fra presse-mødet, da telefonen ringede.
"Vil I fange morderen?" lød en stemme. Den var tydeligvis fordrejet. Alle i lokalet lyttede med.
"Hvem taler jeg med?" sagde Jakob.
"En, der kender ham."
"Ok."
Jakob så op i loftet. Han troede, det var endnu en idiot, som ville gøre sig interessant.
"Hvert offer har fået skåret halsen over to gange," sagde stemmen.
Der blev helt stille i lokalet. Det vidste kun politiet og morderen.
"Hvor kender du ham fra?" spurgte Jakob.
"Jeg har været indlagt samme sted som ham."
"Kan du fortælle mig navnet, og hvor vi kan finde ham?" Jakobs stemme dirrede.
Der blev stille i den anden ende.
"Ja," lød det endelig. "Han hedder Ronnie og bor ude i Elme-dalen."
Så blev røret lagt på.
"Det må være til at finde," råbte Leo. "Fart på. Jakob, du og jeg kører ud til Elme-dalen. I andre finder ud af, hvor og hvem Ronnie helt præcis er."
Ditte fandt ham lyn-hurtigt på computeren:
"Han er velkendt. Mange volds-domme. Syg i hovedet. Indlagt på psykiatrisk afdeling flere gange. Er blevet lukket ud for to måneder siden. Han er velbegavet. Inden han blev syg, klarede han sig fint i gymnasiet. Men så blev han underlig. Ser ind imellem syner og tror, han er den nye Jesus. Han har overfaldet både kvinder og mænd. Hvis han er holdt op med sin medicin, kan han vist finde på hvad som helst."
"Vi er der om fem minutter," sagde Leo. "Send nogle flere vogne herud. Måske følger han ikke frivilligt med."
Ronnie havde slet ikke lyst til at tale med politiet. Først ville han ikke åbne. Lidt efter kom han frem i døren med en stor økse.
"Nu skrider I," råbte han. "Ellers..."
Han truede ad dem med øksen.
I den næste time prøvede de at tale ham til fornuft. Men Ronnie var åbenbart holdt op med at tage sin medicin.
For han råbte kun op om, at død og helvede ventede dem, hvis de ikke lod ham være i fred.
Til sidst sendte de tåre-gas ind ad vinduet. Der gik kun et øjeblik. Så kom Ronnie farende ud med tårerne løbende ned ad kinderne. Han stormede frem mod den nærmeste betjent med løftet økse.
"Dø, din satan!" skreg han.
Betjenten skød. Der var ikke andet, han kunne gøre - ellers var han blevet kløvet af den enorme økse.
Inde i lejligheden fandt politiet flere smykker. De tilhørte alle de døde piger.
Bjarne kløede sig i håret.
"Jo, han passer da nogenlunde," sagde han. "Han ligner godt nok ikke en, der planlægger sine forbrydelser.
Men ok."
"Nå, så behøver du alligevel ikke at pakke," sagde Jakob og tog Iben under armen. "Du skal i stedet ud og fejre det sammen med mig."
"Vent nu lige lidt," sagde Leo. "Ronnie er hårdt såret. Vi har ikke kunnet afhøre ham. Vi ved jo ikke med sikkerhed, at det er ham. Så vi venter lige med at fejre det. Jeg tror, vi kan ånde lettet op. Men Iben skal dog stadig overvåges, indtil vi er helt sikre."
"Det kan jeg godt klare," sagde Jakob.
"Ellers tak," sagde Iben. "Så tror jeg hellere, jeg vil være alene. Det er mindre farligt."
"Nåh, nu anser du mig alligevel for en farlig fyr," grinede Jakob. "Det glæder mit øre."
Det blev det bedste presse-møde, Iben nogensinde havde holdt. De havde fanget morderen. En kendt psykisk syg. Alle klappede, da hun gik ud. Senere gik de alle ud og spiste sammen.
Hen på aftenen ringede Leos telefon. Han nikkede og nikkede og smilede. Så lukkede han mobilen.
"Den er god nok," sagde han. "De pårørende genkender smykkerne. De er alle blevet taget fra ofrene, da de blev myrdet. Vi må vente på dna-testen. Men der er ingen tvivl. Det er ofrenes smykker.
"Alle tiders. Så kan du godt slappe af igen, Iben. Og få et normalt liv igen."
"Ja. Jeg trækker over-vågningen tilbage på nær en enkelt mand," sagde Leo. "Men du bliver inden for synsvidde og holder dig hjemme om aftenen i de næste par dage. Vi skal lige være 100 procent sikre. Forstået?"
"Du bliver da heller aldrig tilfreds, Leo," lo Iben.
På vej ind i sin lejlighed mødte hun et par teknikere.
"Ja, så har du dit privatliv for dig selv igen. Alt er pillet ned."
"Herligt."
Iben fejrede sin frihed ved at smide sit tøj over det meste af stuegulvet. Hun nynnede, mens hun skiftede til løbetøj. Nu skulle der løbes igennem. Pyt med at Leo blev lidt sur. På mandag ville hun sikkert være tilbage på sit normale arbejde.
Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Iben løb hurtigt. Hun havde fået endnu et plus på sit cv. Bilen, der fulgte efter hende, kendte hun godt. Det var Asger. Hun vinkede og løb op mod skoven. Henne ved skovbrynet vendte hun sig om. Bilen holdt ved fortovet. Asger var steget ud. Han var ved at tænde en smøg. Så løb hun ind i skoven.
Sikke grønt her var. Slet ikke som sidst. Tænk, at der kunne være sådan en forskel.
Hun mødte ingen i skoven. Men inden længe ville den sikkert igen være fyldt med mennesker. Det ville blive rart at få hverdagen tilbage. Selvom hun ville savne arbejdet sammen med rejse-holdet. Måske skulle hun spørge, om der var en ledig stilling til hende? Hm. Kunne hun holde ud at arbejde fast sammen med Jakob? Ja. Det kunne hun godt. Nu hvor han var på vej til København, og hun ikke skulle se ham igen, mærkede hun til sin store forbavselse, at hun ville savne ham. Han lignede bestemt ikke de kærester, hun havde haft. Måske skulle hun prøve den dovne, afslappede og flabede type. Nej, det var for langt ude. Hun satte farten op. Sådan noget vrøvl skulle bare svedes ud.
Asger sad stadig på bilens køler, da hun kom tilbage. Han rystede på hovedet og satte en finger til panden. Ingen tvivl. Han syntes, hun var bindegal.