Mord efter mord: kapitel 13
De næste dage var svære. Pressen var efter dem. Men Iben holdt modet oppe og blev ved med at virke optimistisk. Igen og igen fremstillede hun morderen som et sølle monster. Han burde være rasende.
Endelig var der nyt. Teknisk afdeling havde fundet et fremmed hår på Irene Steins' bukser. Håret kom fra en paryk. Det var langt og lyst.
"Tja," sagde Asger. "Irene Steins havde jo lige været ovre i fitness-centret. Håret stammer nok derfra."
"Du har nok ret," mumlede Leo. "Pokkers også. Der er ikke noget dna, som kan hjælpe os."
Politiet udspurgte alle, der boede inden for en kilometer fra gernings-stedet. Men ingen kunne huske at have set en mistænkelig mand omkring mord-tidspunktet.
Leo blev mere og mere urolig. Han var sikker på, at noget var i gære. Bjarne så også mere end træt ud. Han sad konstant og gloede i sine notater.
"Der må være noget, vi har overset," mumlede han igen og igen. Han rejste sig tungt op fra sin stol og så på dem.
"Jeg kan slet ikke forstå, hvordan han kan blive ved med at komme tæt på sine ofre. Alle kvinder - især de unge lyshårede - ved, de skal være på vagt. Ikke?"
De nikkede alle sammen.
"Alligevel lykkedes det morderen at over-rumple Irene Steins. Hun var jo hverken lille eller svag. Hun burde have gjort en masse modstand. Så hvordan bærer han sig ad?"
Bjarne rystede på hovedet og satte sig ned igen.
"Jeg gyser ved tanken om, at han måske er betjent eller klædt ud som betjent," sagde han.
"Vi kan jo ikke advare mod os selv," sagde Leo. "Så går det da helt galt. Folk vil flygte, når de skal have en trafik-bøde, og man vil kunne forstå dem. Det vil skabe kaos."
"Men hvad fanden gør vi?" Bjarne slog sin kæmpehånd i bordet, så det knagede.
I det samme bankede det på døren. Det var en betjent ovre fra stationen.
"Der er kommet et brev. Jeg tror, det er til jer," sagde han.
Det var det.
"Hej Tåber", stod der med store bogstaver. Derefter fulgte en grinende smiley. En elite-smiley klippet ud fra et blad.
Nedenunder fortsatte det:
"Jeg har hvilet ud et par dage. Imens har jeg lagt et horoskop. Det er jeg rigtig god til. Og døds-tidspunktet kender jeg med sikkerhed.
Vil I gerne vide hvem? Det finder I snart ud af. Har I skiftet Ibens lås? Det skal jo ikke være for nemt.
I øvrigt er jeg skuffet. Jeg havde regnet med lidt klogere modstandere. Inden længe vil I blive én mindre. Gæt selv hvem."
De sad lidt og betragtede brevet. Der var sat en stjerne som underskrift.
"Ja, det er ham," sagde Bjarne. "Og han har ret, den satan. Han ved, Iben er lokkedue. Han ved, vi passer på hende. Alligevel truer han hende."
"Ja, men måske vil han have, vi bruger tiden på Iben. Så han kan få fred til at myrde et andet sted i byen. Ligesom sidst," sagde Leo. "Hvad fanden gør vi?"
Jakob lænede sig ind over bordet.
"Jeg har en idé. Jeg foreslår, vi tager Iben fra jobbet. Hun bliver afløst af en ældre herre."
"Hvad mener du?" Iben for op.
"Rolig. Hør her. På næste presse-møde fortæller Leo, at Iben har fået flere døds-trusler. Vi har ikke tid eller penge til både at passe på hende og opklare mordene.
Derfor bliver hun afløst efter weekenden."
"Jakobjeg...," begyndte Iben.
Men Jakob fortsatte:
"Det beklager du meget, Leo. Men du fortæller, at Iben bliver nødt til at holde sin ferie nu på et ukendt sted.
Senere vil hun blive sendt til USA på et FBI-kursus, og bagefter skal hun arbejde på ambassaden i New York. Så det bliver et foreløbigt farvel til Iben."
"Jamen jeg har ikke lyst til at rejse," sagde Iben vredt. Hvad bildte den lille skid sig ind? Han skulle ikke bestemme over hende.
"Næ, nej. Det er heller ikke meningen. Men lige pludselig vil morderen få travlt. Hvis han skal slå dig ihjel, må han gøre det inden weekenden. Han vil ikke have tid til at slå andre ihjel. Han vil gøre alt for at få fat i dig. Og så har vi ham."
"Og hvad så, hvis han ikke hopper på den?" sagde Iben.
"Ja, så må du rejse på ferie. Beklager."
Iben var ikke meget for det. Men noget måtte gøres. Og hvis Jakob havde ret, ville morderen ikke finde et nyt offer, men gå direkte efter hende.
"Lad os prøve," sagde hun til sidst.
Leo så længe ud af vinduet, så nikkede han også.