Mord efter mord: kapitel 10
Det var umuligt at falde i søvn. Iben så solen stå op, før det lykkedes. Hun havde dårligt lukket øjnene, da hendes mobil begyndte at kime.
"Ja," mumlede hun.
"Der er fundet en ny."
Det var Leo.
"Beton-broen nede ved Sus-åen. Ved du, hvor det er henne?"
"Ja. Jeg er der lige om lidt."
Der var politi overalt. Leo var rød i hovedet på en underlig usund måde.
"Det var en lyst-fisker, som var tidligt oppe, der fik øje på hende," sagde han.
Kvinden lå på den bare jord lige neden for betonkanten. Hendes lange lyse hår bølgede i åen.
Iben gik hen til liget. Hun så med det samme, hvem det var. Hun hed Irene Steins. Hun var ikke rigtig kendt. Men så alligevel. Hun var fitness-instruktør og havde udgivet flere dvd'er. Hun boede ikke i området, men havde været på gæste-optræden i fitness-klubben.
Det havde stået i avisen.
"Hun er slemt tilredt. Endnu værre end de andre. Det er, som om galskaben er blevet endnu værre. Det må vi nok tage en del af skylden for."
Lidt væk hørte hun Jakob grine. Hun så derover. Han stod sammen med en høj, sports-trænet pige med langt lyst hår. Den måde hun næsten gned sig op ad Jakob på gjorde Iben utilpas. Desuden var det ikke et sted, man skulle stå og grine. Kvinden vinkede og løb videre. Der var et eller andet bekendt over hende. Sikkert en eller anden fra fitness-centret. Ikke fordi hun kom der ret meget. Kun når det en gang imellem var umuligt at løbe ude om vinteren.
Iben fulgte kvinden med blikket. Næ. Det var ikke fitness-klubben... Men hvor var det så, hun havde set hende?
Jakob kom over til hende.
"Hvem var hun?" spurgte Iben.
"Nå, bare en, der ikke kunne stå for min naturlige charme. Hun ville høre, hvad sådan en dejlig ung mand som jeg lavede på et sted som dette."
Iben hørte ikke rigtigt efter.
"Der er et eller andet forkert ved hende."
"Hører jeg rigtigt? Du er jaloux."
"Idiot," sagde hun.
Selvfølgelig var hun ikke jaloux. Hun ville ikke røre Jakob, om han så var den sidste mand i verden. Alligevel havde hun haft lyst til at skubbe kvinden i åen.
Lidt efter fjernede teknikerne liget.
"Der er ikke mere, vi kan gøre nu," sagde Leo. "Vi mødes i det mobile kontor om en halv time."
Bjarne lignede en hængt kat.
"Jeg var sikker på, at han var efter dig. Men så tog han alligevel en anden. Fandens også."
Han drak sin kaffe i én slurk. Så fortsatte han:
"Og det har været hans plan hele tiden. Alt tyder på, at hun er blevet slået ned ved sin bil. Den står på parkerings-pladsen ikke ret langt fra Sus-åen. Han har holdt øje med hende."
"Vil han så alligevel ikke gøre mig noget?"
"Jo. Det vil han. Men han har tid nok. Han snupper bare et par andre piger i vente-tiden. Jeg er bange for, at det kan komme til at tage lang tid med at fange ham. Han er meget bedre til at styre sin vrede, end jeg havde troet. Men i det øjeblik han får chancen, slår han til. Du vil ikke være sikker, før han er bag lås og slå."
Bjarne så rigtig trist ud.
"Ja, og vi kan blive nødt til at bruge færre mænd på at passe på dig," sagde Leo. "Vi må bruge kræfterne på at samle materiale og afhøre folk. Frem-over må du kun løbe aftalte ruter på helt faste tidspunkter. Ellers skal du opholde dig i din lejlighed eller være sammen med en kollega. Er det ok?"
"Ja. Det er klart," sagde Iben.
Men det var jo næsten som at være i fængsel.