Mord efter mord: kapitel 09
Himlen var helt over-skyet. Det var næsten mørkt. Hendes fingre rystede en lille smule, da hun bandt snøre-båndene.
En hård blæst ramte hende, da hun trådte udenfor. Der var ikke et menneske at se nogen steder. Hvis morderen var et sted i nærheden, kunne hun i hvert fald ikke se ham. Hun vinkede hen til bilen.
Der var en smule støv-regn i luften. Til daglig ville hun ikke have tænkt over det. Men regnen ville gøre det sværere for politiet at holde øje med hende. Et kort øjeblik havde hun lyst til at aflyse det hele og skynde sig op under dynen.
Iben, din tøs, mumlede hun og begyndte at løbe. Lidt efter var hun ude af byen. Regnen tog til. Den var nu så tæt, at hun dårligt kunne se skoven, før hun nåede den. Hun følte sig helt alene i mørket, da hun drejede ned ad stien ved skov-brynet. Gad vide, om de overhovedet kunne se hende i det vejr. Hun håbede det. Selv kunne hun dårligt se andet end et par meter af stien foran sig.
Hun havde ikke set en eneste vagt-post nogen steder.
Men de var vel bare gode til at gemme sig.
Regnen larmede mod træerne. Han kunne godt løbe hende op bagfra uden hun hørte ham.
Hun så sig tilbage.
Var der noget?
Næ.
I det samme snublede hun over en rod. Hun ramte på hovedet ned i den smattede sti. Et kort øjeblik følte hun en vild panik. Så var hun på benene igen. En smerte jog op fra anklen. For pokker da. Hun bed tænderne sammen. Det gjorde så ondt, at hun fik tårer i øjnene. Alligevel prøvede hun først at sætte farten op. Men så stoppede hun. Det var jo meget bedre at humpe. Hun ville se ud som et let bytte.
Langsomt humpede hun langs skov-brynet. Ind imellem rakte grenene ud og ramte hende. Måske stod han mindre end en halv meter fra hende. Kunne hun overhovedet nå at forsvare sig? Var der nogen, som passede på hende?
Selvfølgelig passer de på mig, sagde hun til sig selv.
Tag dig sammen. Ønsk, at han overfalder dig nu. Få det overstået. Han må gerne springe frem fra det træ der.
Kom nu. Du er parat. Du kan godt klare ham.
Regnen blev værre. Det var næsten helt sort omkring hende. Det lignede mest en vinteraften.
Skov-brynet endte. Iben standsede op og tog sig til anklen. Hvad skulle hun nu gøre? Aftalen var, at hun skulle følge stien langs skov-brynet. Nu gik stien igen langs markerne og tilbage mod byen. Han slog nok ikke til i dag. Fandens også. Hun så ind mellem træerne. Var han derinde? Hvordan kunne hun lokke ham frem? Hun gik tøvende et skridt hen mod skov-brynet.
Nej, skoven skulle hun holde sig fra.
Langsomt begyndte hun hjemturen. Hvor var det ærgerligt. Men hun følte sig også en lille smule lettet.
I det hun kom forbi by-skiltet, hørte hun løbende skridt bag sig. Hun vendte sig hurtigt.
Hun var ikke den eneste kvinde, der turde løbe. En lyshåret pige kom løbende lige mod hende. Hun var veltrænet og løb rigtig stærkt. En rød Opel med tonede ruder kørte forbi. Den ramte en vandpyt lige ved siden af hende. Vandet sprøjtede op ad hende. Nå, hun kunne ikke blive mere våd. Skulle hun advare kvinden? Det var ikke nogen god idé at løbe rundt på denne tid af aftenen helt alene. Iben standsede op, men kvinden drejede ned ad en sidevej. Skulle hun løbe efter hende?
Nej. Det var nok ikke nødvendigt. Hun havde set stærk og hurtig ud. Og der var politi stort set overalt, så mon ikke hun ville nå hjem i sikkerhed. Iben ville heller ikke kunne indhente hende med sin dårlige ankel.
Men i morgen på presse-mødet ville hun advare endnu en gang. Det var dumt at løbe alene. Især når det var mørkt.
Jakob sad på trappen lige inden for døren.
"Hvad laver du her?" spurgte Iben. Ham havde hun ikke regnet med at se.
"Leo ville sikre sig, at du kom godt hjem. Hele vejen, og også op ad trapperne. Se, jeg er bevæbnet og farlig." Jakob trak jakken til side. Iben kunne se, han havde pistolen med sig. Jakob var ellers kendt for ikke at holde af skyde-våben.
"Pas på, du ikke kommer til skade med den," grinede Iben. "Jeg har hørt, du ikke kan ramme en port på to meters afstand. Du må i hvert fald love mig ikke at trække den, når jeg er i nærheden."
Jakob prøvede at se såret ud.
"Sludder. Jeg var bare træt ved sidste skyde-øvelse. Og så havde jeg fået en pistol, som ikke kunne ramme."
"Det var selvfølgelig slet ikke din skyld."
"Iben, du er ved at lære det. Nå, skal vi ikke smutte op og få varmen i din hyggelige lejlighed?"
"Du tror vel ikke, du skal med?"
Jakob løftede pegefingeren og smilede rigtig lusket.
"Jo, det bliver jeg nødt til. Leo vil faktisk have mig til at gå helt ind i lejligheden og sikre mig, der ikke gemmer sig nogen i skabene."
Åh, nej. Iben sukkede. Han ville sikkert blive svær at få til at gå hjem bagefter.
"Der er jo video-overvågning...," begyndte hun.
"Ja, men der har været problemer. Somme tider går skærmen i sort. Og Bjarne er sikker på, at morderen slår til i dag eller i nat. Så Leo tager ingen chancer. Du bliver nødt til at lukke mig ind i din lejlighed."
"Når det ikke kan være anderledes. Men du kommer hurtigt ud igen."
"Du vil ikke have en smule selskab? Jeg kan sagtens ligge i fod-enden og lege vagthund. VUE"
"Næ tak."
"Men så på gulvet? Jeg er parat til at ligge på gulvet. Jeg snorker slet ikke."
Iben lod være med at smile. Ellers ville Jakob sikkert med det samme tro, at han havde scoret hende. Og så ville han ikke være til at slippe af med.
Hun låste hurtigt op og åbnede det første skab.
"Ja, der kan han i hvert fald ikke presse sig ind," grinede Jakob. Iben måtte gribe et par rulleskøjter, som var ved falde ud af det over-fyldte skab.
"Ha. Der er måske bedre orden i dine egne skabe?"
"Selvfølgelig. Det sørger min mor da for."
"Ja, det kan jeg forestille mig. Det må være hårdt for dig at være hjemmefra i flere dage."
Tænk, at han stadig boede hjemme. Det havde hun nu alligevel ikke troet. Han var bestemt ikke hendes type.
"Næ, men jeg ringer hjem hver aften. Så jeg klarer det lige."
Sikke et skvat. Hun måtte slippe af med ham i en fart.
"Her er et skab mere," sagde hun og trak ham videre.
"Det er inde i soveværelset. Men skynd dig. Jeg vil gerne i bad og have noget at spise."
"Det lyder..."
"Og nej," skyndte Iben sig at afbryde ham. "Ikke sammen med dig."
"Jeg er ellers en gud i et køkken."
"Niks."
"En anden gang måske?"
"Det tvivler jeg på."
Der gemte sig heller ikke nogen morder i skabet i soveværelset.
Iben tog venligt Jakob ved armen og førte ham ud i entreen. Han havde egentlig en dejlig kraftig overarm. Synd, at han var sådan en selvglad, stor-snudet mors dreng. Og så skulle man altid holde sig fra kollegaer.
"Farvel og tak."
"Du er helt sikker på, at du ikke har lyst til mit behagelige selskab?"
"Absolut."
"Heller ikke en lille tur i byen?"
"Godnat, Jakob."
"Du ødelægger min selvtillid."
"Det tror jeg ikke på."
Det blev ikke til aftensmad. Iben var ikke sulten. I stedet fandt hun en støvet flaske whisky frem, som hendes eks-kæreste havde glemt.
Der var som sædvanlig ikke noget, der var værd at se i fjernsynet. Hun tændte computeren, men kunne heller ikke rigtig samle sig om den. Hun skulle måske alligevel være gået med Jakob i byen.
Hun stillede sig hen til vinduet og så ud. Regnen var holdt op. Hun kunne se månen over tagene. Gaden var helt øde. Hvor mon over-vågningen gemte sig?
Hun hældte resten af whiskyen ud i vasken. Dårlig kvalitet. Passede fint til eks-kæresten. Hun havde aldrig
været god til det med mænd. Hun stillede flasken ned til skraldet. Hun kunne lige så godt gå i seng.
