Mord efter mord: kapitel 06
"Sig mig, hvilken del af kroppen tænker du med?" råbte Leo næste morgen, idet Iben trådte ind i det mobile kontor.
Han var helt rød i hovedet.
"For fanden Iben! Hvad lavede du i skoven? Du må sgu da ikke løbe ind i skoven! Det sagde vi helt klart og tydeligt. Hvis du nogensinde skal ind i den skov, skal vi have mænd gemt på ruten. Det kan sgu da ikke være så svært at forstå. Hvad i djævlens navn tror du, vores morder har tænkt, da han så Ivan komme spænende ud af vare-vognen?"
Iben prøvede at sige noget, men Leo pegede på hende. "Du tier bare stille. Tænk, hvis han havde været i skoven og havde fået fat i dig. Du kunne være død nu. Det havde selvfølgelig have været synd for dig. Og vi andre ville have lignet de største idioter i dansk politihistorie."
Leo trampede rasende op og ned af gulvet.
"For fanden Iben. Du er med, for at vi skal fange ham. Ikke for at han skal grine sig i søvn om aftenen. Vi har taget en chance ved at tage dig med på holdet. Det kan vi ikke lave om på nu. Så du må se at oppe dig."
Iben bed tænderne sammen. Hun havde lyst til tude eller stikke ham et par flade. Nok mest det sidste.
"Jeg har forstået det," mumlede hun. "Det er bare en gammel vane."
"Ja, slap af Leo. Det kunne være sket for os alle sammen," sagde Stine.
Leo forsvandt ud af bilen. Døren smækkede efter ham. "Du skal ikke tage dig af ham. Han blev bare helt ude af den, da du pludselig forsvandt ind i skoven. Han vil virkelig ikke finde dig mishandlet og død. Det er jo på en måde hans ansvar, at du ikke bliver det næste offer."
"Jeg kunne have sparket mig selv, da jeg kom i tanker om det. Tror I, det hele er ødelagt nu?"
Hun så på Asger og Stine.
"Nej," sagde Asger. "Morderen ved godt, du er en fælde. Det er jeg sikker på. Han regner med, at du bliver over-våget. Men som Bjarne siger, er du simpelthen for stor en fristelse for ham. Han er efter dig. Ingen tvivl om det. Og han vil fortsætte, indtil han får fat i dig."
"Jeg håber, du har ret," mumlede Iben.
"Det har jeg. Så pas på hele tiden. Ikke noget med at blive væk igen. Vel?"
"Nej. Nej. Det har jeg lært. I må virkelig undskylde.
Tror I, Leo bliver god igen?"
"Ja, han er lidt hidsig, men det går over."
Ovre fra Jakob lød der en høj gaben.
"Iben," snøvlede han. "Glem Leo. Se på mig og lyt.
Om lidt er pressen parat til at høre nye guldkorn. De vil hænge ved din mund som fluer om en hundelort. Husk, hvad vi talte om i går. Sig, at den psykologiske profil fortæller, at morderen er impotent under normale forhold."
"Er han det?"
"Måske. Men det er lige meget. Bare han bliver rasende over at blive udstillet som en svag, impotent mand. Kør lidt på det. Han må gerne blive så vred, at han glemmer at tænke sig om."
Pressen åd historien råt. Iben var helt forbavset over, så let hun havde ved at binde dem en historie på ærmet.
Denne del af jobbet var hun i hvert fald god til. Selv Leo tøede op og roste hende.
"Du er jo et natur-talent," sagde han, da de mødtes i kontoret.
Resten af dagen lyttede hun til folk, som syntes, de havde set noget mistænkeligt. Det gav dog ikke nye spor.
"Iben," sagde Leo. "Jeg tror, du skal holde fri nu. En god lang løbetur. Vi får ham jo ikke ud af busken, så længe du sidder her. Men ingen dumheder i dag."
"Bare rolig," sagde Iben. Hun skulle nok holde sig fra skoven.
Hjemme i lejligheden snakkede hun højt med sig selv, så kunne alle høre, hvilken rute hun ville tage.
Løbeturen gik stort set udmærket. Der var et par stykker, der vinkede til hende. En enkelt løb efter hende for at få hendes autograf. Iben var først blevet mistænksom, men så opdagede hun, at han ikke var mere end 14-15 år. Det fik hende til at slappe af. Så nu havde hun skrevet sin første autograf.
Leo ringede i samme øjeblik, hun trådte ind i lejligheden. Hvad mon hun nu havde gjort galt?
"Helt fint," grinede Leo.
"Øh, hvad?" spurgte Iben.
"Ja, det med autografen. Hvis morderen så det, er han blevet rigtig sur."
"Nå, ja."
Iben smilede. Det havde hun ikke tænkt på.
"Vi ses i morgen," sagde Leo og lagde på.
Iben så hen mod det sted, kameraet var skjult, og vinkede.
Klokken var ikke så mange. Inden badet kunne hun jo lige rydde lidt op. Ja, og få vasket noget tøj. Det ville ikke tage hende lang tid. Hun skiftede til noget gammelt joggingtøj og samlede hurtigt alt sit vasketøj sammen.
"Jeg går lige ned og vasker mit tøj," sagde Iben til kameraerne.
Stine sprang op af stolen:
"Hvad er det for noget kluns, hun har på? Der er ingen mikrofon på hende længere! Og hvor skal hun hen med den sæk? For satan i helvede. Hun har jo ingen vaskemaskine. Er der nogen, der har tænkt på kælderen?
Hvem passer på hende nede i vaske-kælderen?"
Leo kastede sig over mikrofonen:
"Kom ind. Hurtigt. Løb ned i kælderen. Hun er gået ned i kælderen."
"Kælderen?" lød en stemme. "Hvad for en kælder?"
"Vaske-kælderen for satan."
"Ok, vi er på vej."
"Få fart på!"