Mord efter mord: kapitel 05
Det var lang tid siden, at Iben havde følt sig så træt efter en dag på arbejde. Nu skulle det blive godt med en løbetur. Hun skulle lige til at smide tøjet på vej ind til soveværelset, men kom så i tanker om over-vågningen. Hun så sig om i lejligheden, men hun kunne ikke få øje på kameraerne. Dem havde de skjult godt. Og dog. Lige over en bog på øverste hylde fik hun øje på en lille sort linse.
Hun samlede et par aviser op, men smed dem så fra sig igen. Oprydningen måtte vente. Hun trængte til at komme ud og få noget frisk luft.
Løbetøjet hang som sædvanlig på den lille tørre-snor. Hun tøvede, da hun trådte ud på badeværelset. Så gik hun hen til bade-forhænget. Du er fjollet, sagde hun til sig selv, da hun mærkede pulsen stige. Så trak hun forhænget til side. Der var kun den gode gamle bruser samt en par tomme flasker med shampoo. Dem måtte hun se at få smidt ud. Hurtigt smuttede hun i løbetøjet.
Den første mand, hun mødte uden for sin dør, gloede efter hende. Som om han havde set hende før. Hun skulle lige til at standse for at se nærmere på ham. Men så kom hun i tanker om, at hun jo havde været i tv. Fra i dag var hun en kendt person. Især i lokal-området. Det var slut med bare at være en i flokken.
Hun drejede ud på marken. Her var rart at løbe. Det havde hun aldrig tænkt over før. Hun plejede at holde mest af skoven. Men her ude på marken kunne hun se langt til alle sider. Ingen kunne ligge på lur uden at blive opdaget. Hun slappede af og satte farten op.
Efter et stykke tid endte marken, og stien førte ind i skoven. Hvad nu? Iben satte farten ned og spændte musklerne. Skulle hun stoppe og løbe tilbage langs marken? Der var også en smattet sti langs skov-brynet. Et eller andet inde i hende sagde, at hun skulle tage stien langs skov-brynet. Nej, det var for tosset. Han kunne jo ikke komme bag på hende med den fart, hun løb.
Et stykke inde i skoven slog stien et lille knæk. Netop som hun kom om hjørnet, løb hun lige ind i en mand. Han lå nærmest og gemte sig midt på stien. Hun kom ud af balance, men holdt sig på benene. Men så faldt hun over en snor, han havde spændt ud over stien. I et spring var hun på benene. Parat til at sparke hovedet af ham.
"Pas dog på, dame," hørte hun ham sige.
Han var vel omkring de tres. Han passede slet ikke til den profil, Bjarne havde lavet. Alligevel var hun på vagt.
"Hvad laver du?" spurgte hun.
I det samme opdagede hun en lille hundehvalp for enden af den meget lange snor. Hvalpen havde fået snoren rundt om noget krat på begge sider af vejen. Manden var bare ved at befri den. Men Iben havde fået hevet så meget i snoren, da hun faldt over den, at den lille hvalp nu var ved at blive kvalt. I et snup-tag rykkede Iben den fri.
"Så, lille ven. Der var du nær blevet kvalt." Hun løftede den op. Den slikkede hende på kinden. Det var en lille cocker spaniel. Iben havde elsket den race, lige siden hun så sin første Disney med "Lady og vagabonden".
"Hvad hedder den?" spurgte hun.
"Det er Lucy. Tre måneder."
Iben glemte alt om at være på vagt.
"Den elsker at gå tur i skoven," fortsatte manden og kom hen til hende. Han aede hvalpen. "Der er så meget at lugte til. Den havde lige fået færten af et eller andet derinde mellem træerne."
Han pegede, og Iben så ind mellem træerne. Men hun kunne ikke få øje på noget.
"Den gøede. Det gør den ellers ikke så tit. Og så blev den bange og løb tilbage over stien. Men så sad den fast. Ja, og så kom du farende. Men det ser da ud til, at vi alle har overlevet. Jeg håber ikke, du slog dig."
"Nej, slet ikke. Jeg blev bare en smule forskrækket."
"Forskrækket? Du så ikke sådan ud. Et øjeblik troede jeg, du ville tage livet af mig. Der var nærmest mord i dine øjne."
"Man skal jo være lidt på vagt i denne tid."
"Nå, du mener... Ja, selvfølgelig. Det forstår jeg."
"Sød hund. Jeg løber. Pas nu på, den ikke kommer på afveje igen."
Iben vinkede og løb længere ind i skoven. Hun måtte altså slappe lidt af. Det ville ikke se kønt ud i hendes papirer, hvis hun nedlagde ældre mennesker og deres små hunde. Hun smilede. Hvis hun engang skulle have volvo, villa og vov-hund, så skulle det være lige sådan en hund.
Hør, hvad var det?
Hun standsede og lyttede.
Var der nogen, som fulgte efter hende? Der havde været en lyd af løbende skridt. Hun var næsten sikker. Hun kiggede bagud. Nej. Ikke en sjæl. Skoven var helt stille. Lidt fugle-fløjt, det var alt. Hun var nok bare lidt nervøs. Det var hårdere at være lokke-due, end hun havde regnet med.
Lige pludselig slog det ned i hende: Hvad med dem, der skulle holde øje med hende? Hvordan kunne de det, mens hun drønede rundt inde i skoven? Var det dem, der prøvede at følge hende uden at blive set?
Uha. Det havde hun glemt. Hun måtte ikke forsvinde, så de ikke kunne se hende. Hun skulle løbe langs skovbrynet. Ikke ind i skoven. Hvordan kunne hun glemme det?
Pokkers. Hun måtte hurtigst muligt tilbage til stien uden for skoven. Hvis hun løb væk fra stien og ind mellem træerne mod syd, ville hun være ud af skoven i løbet af et par minutter. Hurtigt sprang hun ind mellem træerne. Det var sværere at løbe i skov-bunden, men også sjovere. Det var dog ikke uden risiko. Man kunne hurtigt falde over nogle grene eller småbuske. Hun satte farten ned. Det kunne være livs-farligt at falde nu. Især hvis morderen havde set hende løbe ind i skoven. Var der ikke en lyd bag hende igen? Hun turde ikke tage øjnene fra skov-bunden. Hvorfor var hun dog så dum og tankeløs?
Endelig. Hun kunne skimte marken.
Lettet sprang hun ud på den lille sti langs skov-brynet. Lidt væk så hun en mand standse op. Han virkede forpustet. En varevogn dyttede. Manden vendte om og begyndte at gå tilbage mod vejen. Lidt efter satte han sig ind i bilen. Det var nok en af de mænd, som passede på hende. Hun håbede ikke, at morderen havde lagt mærke til, at hun blev over-våget. Hun glædede sig ikke til i morgen. Hun ville komme til at høre for sin dumhed. Pokkers også.
Hun skyndte sig ad den aftalte rute ind mod byen.
Inde fra skoven fulgte et par øjne hende.
Hvorfor havde hun pludselig forladt stien? Det havde ellers været tæt på. Men det gjorde ikke noget. Det skulle nok lykkes. Kattens leg med musen. Han smilede. Det var faktisk den sjoveste del. Lidt væk kunne han høre den irriterende hvalp gø.
Han fik en idé.