Mord efter mord: kapitel 04
En dyb indånding. Så trådte hun ind i salen sammen med Leo, Stine, Jakob og Bjarne. Asger var blevet tilbage på kontoret. Han kunne ikke snuppe pressen. Salen var fyldt med journalister. De fleste af dem var fra aviser, men også alle de kendte tv-stationer var mødt op.
Leo tog ordet:
"Må jeg præsentere vores ny medarbejder. Iben Bjerg. Hun er en del af rejse-holdet nu. Iben skal især tage sig af jer, det vil sige pressen. Men hun indgår også i efterforskningen. Hun vil uden tvivl bidrage til, at vi snart kan få morderen fanget."
Derefter brugte han lang tid på at rose hende. Han fik hende til at ligne noget nær et geni inden for politiet.
"På trods af sin unge alder," sluttede Leo, "så har Iben allerede vist, at hun gør en stor forskel. Jeg er sikker på, at vi med hende på holdet snart vil opklare disse grusomme forbrydelser."
Derefter gav han ordet til Iben.
En masse blitz lyste op. Gad vide om morderen i dette øjeblik sad hjemme og så det på tv. Det var ikke til at vide. Om et øjeblik ville han måske gå i gang med at planlægge hendes død.
Iben trak vejret dybt.
"Ja, mit navn er Iben Bjerg," begyndte hun.
Hendes stemme lød helt rolig og selv-sikker. Det skulle nok gå. Hun fortalte kort om sig selv. Da hun var færdig, holdt hun en lille pause. Så smilede hun bredt og fortsatte:
"Til sidst vil jeg lige fortælle, at vi har en plan. En plan, som jeg regner med snart vil føre til, at vi kan pågribe morderen."
Der gik et sus igennem forsamlingen.
"Regner I med at anholde nogen inden længe?" spurgte én.
Iben nikkede og smilede.
"Alle forbrydere begår fejl. Også ham her. Han har allerede begået et par stykker. Af hensyn til efter-forsknin-gen kan jeg ikke røbe mere. Men hvis han ser det her, skal han vide, at jeg - undskyld, jeg mener selvfølgelig vi - at vi puster ham i nakken."
"Gør I da det?" spurgte en nede fra salen. Iben nikkede.
"Ja, og jeg er sikker på, at han allerede ryster af skræk.
Som den kujon han er."
"Men du vil vel stadig råde unge kvinder til at passe på?"
"Absolut. Han er ikke fanget endnu. Så man skal være på vagt, når man er alene. Han sniger sig ind på sit offer og springer på hende, når hun mindst venter det."
"Hvad med dig selv?" spurgte en journalist på første række. "Vil du heller ikke gå alene ud om aftenen?" Iben smilede, og det kom helt naturligt, da hun svarede:
"Mig kan han ikke skræmme. Han vil aldrig overfalde mig. Dels vil jeg hurtigt over-mande ham. Dels vil han aldrig turde angribe en fra politiet. Han har ikke modet."
"Så du laver ikke om på din hverdag?"
"Jo, jeg får travlt med at fange ham, men ellers nej. Jeg vil fortsætte med mine løbeture. Dem kan jeg simpelthen ikke undvære."
Efter et par spørgsmål mere rejste Leo sig og sagde:
"Tak for i dag. Vi ses i morgen."
De gik tilbage til det mobile kontor. På den anden side af vejen lagde Iben mærke til en mand i blåt arbejdstøj. Han kunne godt have brugt lidt mere tid på at blive vasket. Hun syntes, han så mærkeligt på hende. Kunne det være ham?
I det samme kom der et hoved op af fortovet lige ved siden af ham. Hovedet sagde et eller andet, og manden i blåt lo.
Kloak-arbejdere. Ja, så blev man vel lidt nusset i tøjet.
Hun trak vejret dybt. Nu skulle hun jo ikke begynde at tro, at hver eneste mand var efter hende. Eller jo. Det skulle hun jo netop. Pyha. Hun ville ikke kunne slappe af, før morderen var bag lås og slå. Hun skulle nok klare det. Men ventetiden ville blive slem, det kunne hun mærke. Bare han slog til inden alt for længe. For hendes skyld måtte han gerne dreje om hjørnet lige nu. I det samme lød et brøl fra en motor, og en motorcykel kom susende om hjørnet. Den strøg lige mod hende. I en lynhurtig refleks sprang hun til side og skubbede samtidig Leo uden for fare. Leo faldt over en cykel og landede på maven halvt oppe af en trappe.
Så kørte motorcyklen forbi. Den ville næppe have ramt dem.
"Hov. Hvad laver du?" råbte Leo og kom på benene igen.
"Det må du undskylde. Jeg troede..."
Iben pegede efter motorcyklen.
Hun kunne høre, at Jakob lo.
"Det er godt, det ikke er dig, der skal passe på os," sagde han. "Det ville være livs-farligt."
Iben bandede indvendigt. Idiot. Iben, du er en idiot. Det kunne jo overhovedet ikke være ham. Han overfalder ikke grupper. Han kommer, når du er alene. Rolig nu.
Leo børstede snavs af bukserne. Han havde fået et mindre sår i hånden.
"Ja, ja," sagde han. "Det er godt, du er oppe på mærkerne. Men jeg ved ikke, om jeg tør følges med dig mere."
Så grinede han også. Selv Stine og Bjarne lo.
Til sidst kunne Iben heller ikke lade være med at smile.
"Undskyld," sagde hun. "Jeg skal nok prøve at slappe lidt af."
"Godt," sagde Jakob. "Men du har ikke noget imod, vi går på det andet fortov?"
"Næ. Du kan gå, hvor du vil," sagde Iben.
"Det ved jeg heldigvis, du ikke mener," sagde han og lavede kysse-mund til hende.
"Er du træt af livet?" hviskede Iben så lavt, at kun Jakob kunne høre det.
Han blinkede flere gange til hende med sine brune øjne. Troede han, det var sødt?
"Så fjern dig," sagde hun.
Jakob flyttede sig. Han prøvede at ligne en, der ikke længere havde noget at leve for. Det lykkedes ikke særlig godt.
"Jeg må sige, du klarede pressen udmærket," sagde Leo. "Især kunne jeg godt lide den med, at morderen er bange, fordi du puster ham i nakken. Det har gjort ham sur."
Han sænkede stemmen.
"Kan du se den grønne Fiat henne ved hjørnet? Der sidder to mænd."
"Ja?"
"Det er Ivan og Klaus. De passer på dig. Der er et par mere, som jeg ikke kan få øje på, men de er et eller andet sted i nærheden. Der vil hele tiden være nogen, som passer på dig."
Inde i det mobile kontor stod Asger og viftede med et par mikrofoner.
"Dem skal du have på dig," sagde han. "Så vi kan høre dig overalt. Og jeg mener overalt."
"Nemlig," sagde Jakob. "Han kan gemme sig under din
sofa og knalde dig en, mens du lige snupper en morfar."
Det var lige før Iben kom til at smile. Hun troede ikke, hun nogensinde havde snuppet sig en morfar. Jakob derimod så ud, som om han godt kunne bruge en.
"Vi har sat mikrofoner og kameraer op overalt i din lej lighed. Ja, ikke i badeværelset selvfølgelig," fortsatte Asger.
"Hvad med soveværelset?" spurgte Iben. Hun ville helst sove, uden nogen gloede på hende.
"Der er heller ikke over-vågning af dit soveværelse. Lidt privatliv skal du have," sagde Stine.
"Hvad skal hun dog med privatliv? Sådan en pæn, ung pige. Hun er jo ugift," grinede Jakob.
"Ja, det kunne du lide at vide. Men det kommer du aldrig til," sagde Iben. Kunne den tosse ikke bare tie stille?
"Men der er blevet sat en sikkerheds-krog på vinduet ind til soveværelset. Badeværelsesvinduet er der ingen, der kan kravle ind af," sagde Stine.
"Jamen, så vil jeg sove trygt."
"Du skal lige se, hvordan kameraerne virker," sagde Stine. Hun tændte for to skærme, der hang på væggen.
Iben genkendte rummet med det samme. Det var hendes køkken. Ups. Var hendes opvask virkelig så stor. På den anden skærm kunne hun se stuen og det meste af gangen. På sofabordet stod tre tekopper med et par tallerkner. Der var et eller andet uspist på den ene tallerken. Gad vide, hvad det var. Iben kunne ikke lige huske det. Hun havde vist også glemt at få lagt aviser og blade på plads. De lå i hvert fald og flød på sofaen. Der lå tøj i en tydelig bunke midt på gulvet. Støvet var dog ikke til at se. Der trængte faktisk lidt til at blive ryddet op. Det havde aldrig været hendes stærke side. Det var for kedeligt. Men en af dagene måtte hun hellere gøre noget ved det. Hendes mor ville rødme, hvis hun så det. Selv smilede hun.
"Her er dit skrivebord," sagde Leo og pegede på et lille bord i det fjerneste hjørne. "Du kan begynde med det samme. Find på noget, du kan sige ved næste møde med pressen i morgen. Gerne noget, som hidser ham op. Bagefter kan du arbejde sammen med Stine og Asger. Kom, Jakob. Vi tager ind på teknisk afdeling."