De Dødes Rige: Torben og Jytte 1.3
Et par timer senere sad Asmus Hagen ved vinduet og røg en cigaret efter et forsinket frokostmåltid. Han var godt tilfreds med resultatet af sin undersøgelse, og da han havde taget en prøve af det nye lægemiddel med fra København, var kuren forsåvidt allerede begyndt.
Torben sad i sofahjørnet med hånden under kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han turde tro.
"Husk altså: to piller tre gange daglig. Forøvrigt frisk luft, sol og en fornuftig diæt. Du skal se, inden der er gået tre fjerdingår ligner du dig selv fra gamle dage. Om et år er du rigsdagsmand, og så er det jo kun et tidsspørgsmål, hvornår du skal optræde med den bekendte trekantede under armen og guldgaloner ned ad bøvserne og henrykke hoffets damer med din velskabte person. Lys, luft – und Liebe. Med denne moderne treenigheds velsignelse skal mine piller nok gøre underværker. Se der!" En af husets piger var kommen ind. I rådvild forlegenhed blev hun stående henne ved døren med en skål fuld af friske blomster.
"Hvad er det?" spurgte Torben næsten brysk – ængstet af en anelse.
"Ja – tænk dig! – dem havde jeg skam nær glemt. Jeg telefonerede igår med Tante Bertha – ja med Jytte forresten også – og fortalte dem, at jeg rejste herover. Den nærmere anledning fortav jeg dog naturligvis. De bad mig så om at hilse, og i aftes på banegården stod der et bud med de blomster til dig i en æske. Har de ikke holdt sig godt? Å, jomfru, bring dem dog hen til godsejeren!" Torben afviste pigen og undskyldte sig med, at han ikke tålte duften.
"Sæt dem hen på bordet!" befalede han.
"Du skal forresten høre noget mærkeligt", sagde Asmus, da pigen var gået. "Mens alle vi andre ærlig talt – nu kan jeg jo godt sige det – ikke havde noget stort håb om at se dig rask igen, gamle ven, så har min kække kusine hele tiden hårdnakket holdt på, at du nok vilde komme dig. Det var som en fiks ide, hun havde fået. Nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. Men sådan er hun. Hvad hun vil, det vil hun. Og hun vil altid det umulige." Torben rejste sig. Han tålte ikke flere stærke indtryk. Hans tanker svimlede. Ligesom løsslupne duer, der sidder og trykker sig omkring det åbnede slag – lysblændede, rådvilde og forskræmte – vilde de tilbage til ensomheden og det tilvante mørke.
I det samme kom Barbara ind igen. Hun gik hurtigt hen til Torben og meldte, at Pastor Vestrup var kommen.
"En præst?" sagde Asmus Hagen og gjorde store øjne.
Torben blev lidt ærgerlig.
"Sagde I ikke, at her var fremmede? Forresten ... Du kender ham jo, Asmus! Det er Mads Vestrup." "Vestrup?" "Ja, husker du ham ikke fra studentersamfundet og aprilforeningen? En bondestudent her fra egnen." "Vent lidt! Er det Skidtmads?" "Ja ja. Han har forresten forandret sig meget. Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. – Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!" Asmus Hagens smukke og kloge øjne blev atter store af overraskelse, da præsten kom ind. Det var en mand af middelhøjde, lavbenet men med bugnende overkrop og tung af fedme. Han bar briller men ellers var der ikke noget præsteligt ved ham. Han var mørk i huden som en bonde og var også påklædt som en bonde, bar en bredskødet frakke af dyffel og et blomstret bomuldstørklæde knyttet om halsen i stedet for flip. Omkring munden og ned over hagen bredte sig en sort skæggebund.
Pastor Vestrup havde godt vidst, at der var kommen fremmede til Favsingholm. Han havde fra sit vænge set hyrevognen fra Randers, da den kørte gennem landsbyen. Derfor var han netop kommen her. Men da han nu såe Asmus Hagen, var han nær ved at fortryde at have givet efter for sin nysgerrighed. Til sin ærgelse og skam følte han overfor denne elegante og verdensvante herre pludselig noget af den ellers forlængst overvundne forsagthed, der i gamle dage så tidt havde fået ham til at slå øjnene ned for folk, som han i sit Hjerte foragtede. Blandt andet blev han urolig ved synet af den andens brocherede silkevest og fik travlt med at knappe sin frakke over brystet, fordi hans egen var mærket af mange års brug.
Hvad der overraskede Asmus Hagen var ikke desmindre netop den selvsikkerhed, som årene havde givet den forrige bondestudent, hvem han tåget erindrede som en forkommen stakkel med et upålideligt blik. Han hilste på ham med nogen forbeholdenhed og sagde:
"Jeg har vist allerede set Deres hjem. Er det ikke præstegården, der ligger straks på højre hånd, når man kommer fra Randers? Et langt, gulkalket stuehus med mange stærekasser på gavlen og en vindmotor på ryggen af ladebygningen?" "Jo, det er mit hjem," svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret, idet han ved sig selv gjorde en højst uærbødig bemærkning om "den lille københavnske laps". Der sad nu de tre gamle studenterkammerater i den hældende dag og holdt med besvær en samtale vedlige ved at opfriske minderne fra ungdomstiden. Især var Præsten meget ordstille. Det blev for hans vedkommende ikke til stort mere end nogle små grynt til bekræftelse eller benægtelse. Ikke med en mine røbede han, at han havde genkendt Asmus Hagen eller vidste, hvem han var, endsige at han viste ham nogen særlig agtelse på grund af hans glimrende løbebane. Tilsyneladende udeltagende, men med et årvågent Blik bag brillerne, sad han og strøg sig med hånden over sin ubarberede hage. Det lød som om han gned sig med sandpapir.
I virkeligheden vidste han dog rigtig god besked. Han havde ofte læst den unge Professors navn i aviserne og set ham løftet i højsædet som den moderne medicins førstemand herhjemme. Men den slags døgnberømmelse misundte han ingen. Hvad betød sligt i evigheden? Dersom han havde villet det, kunde han også godt selv have siddet derovre i København med et landskendt navn og haft både universitetsprofessorer og endnu mere højnæsede personer rendende på sine trapper. Det var såmænd ikke mere end et par dage siden han igen havde fået en opfordring til at overtage folketingskresen her for at bevare den for demokratiet.
Torben trak sig mere og mere ud af samtalen. Han var glad ved at sidde et øjeblik uforstyrret med sine egne tanker. Længe kunde han dog ikke tie med den store nyhed. Men da han vilde begynde på en forklaring, gik det hurtigt i urede for ham.
"Fortæl selv, Asmus!" sagde han og strøg sig over panden.
Mads Vestrups mørkegrå øjne flyttede sig mistroisk fra den ene til den anden under Professorens fortælling. Han var i begyndelsen mest tilbøjelig til at tro, at den var et forsøg på at have ham tilbedste. Men også da han havde forstået, at det var alvor, forholdt han sig tavs. Noget i den tone, hvori denne videnskabens nye sejr over døden blev forkyndt, fik ham til at slå blikket ned.
Vendt mod Torben sagde han tilsidst ganske kort og uden at ytre nogen særlig forbavselse, at dersom det virkelig skulde vise sig at være Vorherres hensigt at give ham hans sundhed tilbage, så vilde mange der på egnen glæde sig derover og ikke glemme at takke den himmelske Fader derfor.
"Hans miskundhed er det jo dog, der udretter det altsammen," sluttede han. Asmus Hagen forstod godt, at der blev tilkastet ham en handske; men han fandt det ikke umagen værd at tage den op. Som den fede Præst sad der med hænderne foldede over brystet og med fødderne i de klodsede ankelsko væltet om på siden, sådan at sålerne stødte mod hinanden, gjorde han udelukkende et komisk indtryk på ham, – det var jo den genopstandne Anders Tikøb!
"Det glæder mig, hvad De der siger, Pastor Vestrup. Fornylig læste jeg nemlig, at en af Deres kaldsbrødre havde kaldt lægerne for djævelens håndlangere. Der er altså i det spørgsmål en divergens indenfor kirken." Mads Vestrup løftede sit tunge hoved.
"Hvad tænker De selv derom, Professor Hagen? De er jo en af ungdommens lærere. Mener De, at lægen i sin gerning kan undvære Herrens velsignelse?" "Spørgsmålet er lovlig ligetil, Pastor Vestrup. Men vil De gerne vide det, så plejer jeg at sige til mine studenter, at der ikke er videnskaben noget tilfælde bekendt, hvor virkningen af et lægemiddel ikke har kunnet forklares som en fuldt ud naturlig proces, ganske uafhængig af nogen troesbekendelse. En spiseskefuld amerikansk olje f. eks. virker også efter min personlige erfaring ganske suverænt. På en Kristen, en Muhamedaner eller en hedning garanterer jeg den samme virkning." Mads Vestrup såe over på ham med påtagen forbavselse. Han formelig måbede. Hvordan? Kunde det virkelig være oplyste menneskers alvorlige mening – spurgte han – at et kemisk præparat ejede nogen livsopholdende magt i sig selv? Det var jo da at sætte sig på samme åndelige standpunkt som negere og Hottentotter, der tilbad "ånderne" i en kampesten og besværgede dem ved trolddom. Så forstod han da bedre den katolske overtro på hellige kilder og undergørende Madonnabilleder, skønt man naturligvis måtte fordømme også denne form for genstandsdyrkelse. Men forresten vilde han spørge: hvad hjalp det at gøre legemet friskt, dersom sjælen sygnede hen og hjertet forhærdedes? Herpå skyldte den højlærde videnskab endnu menneskeheden svar.
"Det svar har de dog fået allerede i Deres skoletid, Hr. Pastor! Corpore sana, mens sano. I et sundt legeme en sund sjæl – det var lægekunstens motto lige fra dens ældste dage." På sin uforanderligt sindige, næsten søvnige måde svarede Mads Vestrup, at det Citat kendte han naturligvis godt. Det var et af disseherre hedenske visdomsord, som ved nærmere betragtning kun var en kønt klingende frase. Fordi et menneske var pukkelrygget eller spedalsk, var derfor også hans sjæl forkrøblet, hans hjerte urent? Såe man ikke tværtimod ofte, at et smukt og blomstrende legeme sørgeligt godt forligedes med et tomt og forfængeligt, ja med et råddent indre? I det hele vilde han gerne vide, hvordan en læge, når han ikke følte sig som Guds ydmyge redskab, fik mod til at bruge sin kunst på andre mennesker. Han handlede jo så rent i blinde. De syge folk f. eks. dernede på det Pariser-hospital – hvor kunde lægerne så sikkert vide, at der var gjort en velgerning mod dem ved den helbredelse? Derom kunde alene Gud dømme, og til hans rådslagning havde videnskaben endnu ikke fundet vej. Dersom de herrer læger kunde følge deres patienters livsløb lige til enden, ja udover døden til dommen, vilde der måske i flere tilfælde være grund til at fortryde det "mirakel", der var bleven gjort med dem. Asmus Hagen begyndte at blive utålmodig.
"Jeg foreslår, Pastor Vestrup, at vi går over til et andet emne. Dette her er jo mildest talt noget udtærsket." Men den tid var forbi, da Mads Vestrup lod sig kyse af en overlegen mine. Asmus Hagens bemærkning havde tværtimod den virkning, at han nu kom i ornat og faldt ind i præketonen. Med orglende stemme talte han om den oprørske selvrådighed, der havde grebet tidens børn og tidlig eller sent vilde gøre dem vanvittige tilhobe. Om ikke før, så når Herrens time kom for et stakkels menneske, vilde al selvskabt herlighed opløse sig som et blændværk, al selvskabt styrke bøjes som et siv. Når mørket lagde sig på vore øjelåg, og det udtærede legeme krummede sig i angst og pine – hvad hjalp så alle videnskabens pulvere og dråber? For dødens gru og samvittighedens vånde fandtes dog ingen medicin.
"Da har vi dog f. eks. morfin," sagde Asmus Hagen. Det kom som henkastet, men ordet fløj gennem luften med sikkert sigte og ramte Mads Vestrup lige i hjertet med en kraft, så det næsten kunde høres. Hans tykke ansigt åbnede sig påny med et ganske molboagtigt udtryk af forbavselse – og dennegang uden al forstillelse.
"Ja – gift!" sagde han og skottede til Torben med et ængstet blik.
"Det kan man gerne sige. Men denne gift har den moderne lægevidenskab forvandlet til en velsignelse for menneskeheden. På nogle få øjeblikke bringer den en lidende stakkel fred både til legeme og sjæl, så han kan sove ind i døden så sødeligt som et barn ved sin moders bryst. Den lille glassprøjte er bleven et profant nådemiddel, der bevisligt for manges vedkommende har gjort kirkens trøst overflødig." Mads Vestrup havde hørt på dette med sammenbidt mund. Ved de sidste ord vendte han igen øjnene mod gulvet. Blodet sang i hans øre; han måtte ty til bønnen for ikke at give efter for en vild lyst til at springe op og slå den frække spotter midt i hans glatte porcellænsansigt.
Asmus Hagen betænkte sig et øjeblik. Men han havde fået blod på tanden og ønskede at give sin modstander nådestødet.
"Deres standpunkt forstår jeg i det hele ikke, da jo også Kristus efter Biblen optrådte som læge og altså selv har givet eksemplet. Han genopvakte endda døde folk, hvad vi andre dog ikke befatter os med, og hvad jeg forresten også finder ret inkonsekvent af ham med hans opfattelse af tilværelsen. Når man betragter denne verden som en jammerdal, kan man just ikke kalde det en barmhjertighedsgerning mod et lykkeligt hjempermitteret menneske at gøre ham levende igen. Der er f. eks. historien om Jaïri Datter. Et ungt, uskyldigt blod, sikker på himmeriges glæder, er taget bort fra verdens onde fristelser og farer. Og så – bare for at gøre propaganda for sin religiøse ide – –" Længere kom han ikke. Mads Vestrup tumlede op med et grynt som en vildorne og tog om ryggen af en stol. Det havde været hans hensigt at slynge den i hovedet på ham, men synet af Barbara, som i det samme tilfældigt kom ind, bragte ham til besindelse. Han stod et øjeblik grå i ansigtet og stirrede ned på Asmus Hagen med skum i mundvigene. Så gik han bort uden farvel.
Barbara fulgte ham ud.
Asmus Hagen såe lidt forbløffet efter ham og derpå hen på Torben.
"Du er vred på mig, gamle ven!" sagde han og gik hen og lagde sin hånd på hans skulder.
"Du havde ikke lov til at krænke ham. han var dog min gæst." "Javist! Det var dumt! Og jeg gør dig min undskyldning. Men han kunde have ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige person gående her. Det er ikke sundt for dig. Har du rigtig lagt mærke til hans øjne? Et par kloakbrønde – fulde til randen af den frommeste ondskab. Tag dig i agt for ham! Jeg kender den slags folk?" "Ja, mon du også gør det?" "Å du, jeg har truffet mage til de øjne både herhjemme og i udlandet. Vi har endnu middelalderen stikkende rundt om i krogene. Endogså ved universiteterne, du! Det er nærved at blive uhyggeligt! Det går med obskurantismen som med væggetøj og kakelakker. Man får den aldrig drevet helt ud af smuthullerne. Og havde de karle magt som de har agt, så osede kætterbålene igen i alle lande." "Jeg kan huske, Asmus, det var en stående talemåde hos dig selv i gamle dage, at du gad set alle præster og degne hængt." Asmus, der var gået ud over gulvet, drejede sig om på hælen med hænderne i siden og lo.
"Det gør jeg endnu! Jeg håber bare, at det skal blive overflødigt. De vil revne af sig selv ligesom troldene i eventyret. Af misundelse og afmægtig arrigskab. Din gode ven, Hr. Mads, var jo sprækkefærdig allerede. – Hvad er han i grunden for en person? Han stammer her fra egnen?" "Hans moder var en fattig væverenke herinde fra nabosognet. Jeg husker hende godt. Jeg var lidt bange for hende som barn, fordi hun gik med store hornbriller. Måske også fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad. Hun levede forresten sine sidste år hos ham her i præstegården." "Så har han altså ikke sin galskab fra fremmede," sagde Asmus; han var standset ved en hylde med gamle stenalder-redskaber, som han gav sig til at undersøge. "Det må vel være et godt kald, han har her? Du forstår, jeg dømmer efter omfanget af mandens mavesæk. Hvor kan du egenlig holde ud at se på alt det gudfrygtige flæsk uden at få kvalme?" "Embedet er ikke synderlig stort," svarede Torben, som om han ikke havde hørt det sidste. "Men han skal være en god økonom. Der er dem, som endogså kalder ham gerrig. Det veed jeg nu ikke noget om; men jeg tror nok, at han går i stadig bekymring for udkommet. I det hele er han vist langtfra noget lykkeligt menneske. Med al sin gudsfrygt har han et tungt sind." "Atra bilis – ja. Jeg såe det straks. Har han mange børn?" "Det tror jeg ikke. Men han har nok andre huslige genvordigheder. Hans kone skal være bleven halvvejs krøbling efter den sidste barnefødsel. Og du kender måske talemåden om kødets brand i en treårs tyr og en velnæret præst." Asmus kom smilende tilbage over gulvet.
"Nu kender jeg dig igen, Junker Torben! Af hvem har du forresten lært al den folkelige visdom? – Men nu skal du gå ind og hvile dig. Jeg kan se på dig, at du er træt."
