De Dødes Rige: Torben og Jytte 1.2
Så hændte det ud på efteråret, at der uventet kom fremmede til gården. Det var en mørk dag med en tung skyhimmel på vandring ud mod øst. Den syge havde haft en dårlig nat; endnu ved middagstid var han ikke stået op.
Gamle Barbara stod inde i opholdsstuen og lagde et par tørv til ilden, da hun til sin forskrækkelse hørte en vogn rumle ind i slotsgården. Hun åbnede et vindu på klem. en nedslået kalesjevogn med to herrer holdt nedenfor trappen.
Den ene af herrerne kendte hun; det var doktoren fra Randers. Men hvem var den skægløse fremmede, der sad ved siden af? Og hvad vilde det menneske her?
"Er Mikkelsen da bleven ren tumpet!" udbrød hun pludselig og trak vinduet til med et smæld. Hun havde set begge herrerne stå ud af vognen og følges op ad trappen. hun havde også set kusken lange en håndkuffert ned.
Hun skyndte sig ud for at standse dem i forstuen. helt ophidset sagde hun her den fremmede lige i ansigtet, at han kunde ikke komme ind.
Doktoren trådte imellem.
"Hør nu her, Søster Barbara! Denne herre er professor i medicin ved Københavns Universitet ... er altså læge ... Og desuden en ungdomsven af godsejeren. Professoren er rejst hertil fra København for at hilse på ham. Vil De øjeblikkelig gå ind og melde, at professoren er her."
Men den gamle stod som en mur.
"A hår min instruks," sagde hun på et fremmedartet Jysk. "Det veed De jo å så møj godt, Mikkelsen."
"Men her skal jeg dog vel i alle tilfælde ikke blive stående," sagde nu professoren – en lille blond mand med et rødkindet barneansigt.
Noget i hans tone gjorde Barbara betænkelig. Han havde talt som den, der er vant til at blive adlydt. Med en mistroisk skulen førte hun de to mænd gennem gangen ind i sin herres værelse, der tilligemed spisestuen og sovekamrene var de eneste af husets mange rum, der var i beboelig stand.
Den unge professor blev et øjeblik stående midt på gulvet og så sig tavs omkring i det store, mørke sygeværelse med det røgsværtede loft, det falmede tapet og de andre triste vidnesbyrd om opløsning og forfald. Så vendte han sig mod Barbara, der var bleven stående ved døren, og sagde med uvilkårligt dæmpet stemme:
"Vær så god at gå ind og sig til godsejeren, at Asmus Hagen er her. Vil De sige ham, at jeg har glædet mig til endelig at se ham igen."
Med ny forskrækkelse i sine små, mørke øjne så den Gamle hen på Randersdoktoren og tilbage igen på den fremmede mand.
"Herren veed så ikke, hvordan det er fat med godsejeren?"
"Vist så! Doktor Mikkelsen har elskværdigt givet mig al fornøden underretning," sagde han. Og da Barbara endnu tøvede, tog han sin tegnebog frem og skrev et par linjer bag på et visitkort. "Vil De bringe godsejeren dette. De forstår, at her er tale om en ordre."
"Men godsejeren ligger tilsengs."
"Så bring ham det på sengen. Og nu må det være nok med indvendinger."
Endnu nølede den gamle. hun var bragt ganske ud af fatning ved dette besøg. Alene det at høre en fremmed røst i disse rum fyldte hende med onde anelser.
"Hvad pokker er det for et spøgelse, min kære ven her har anskaffet sig?" spurgte professoren, da hun endelig var gået. "Skal det forestille en sygeplejerske?"
Doktor Mikkelsen trak på skuldren.
"Det er en forhenværende vågekone herinde fra herredet. Jeg har gentagne gange foreslået at skaffe en ordenlig, hospitalsuddannet plejerske hertil; men godsejeren vil ikke have nogen anden om sig. Det gamle enfoldige menneske har ligefrem fået en sær magt over hans syge sind. – Nå, men nu vil jeg altså trække mig tilbage. Godsejeren sætter ikke pris på at se mig, når han ikke udtrykkeligt har sendt bud."
"Ja ja. Der bliver forhåbentlig senere lejlighed til en konference her. Jeg siger Dem nu tak for ledsagelsen."
"Ingen årsag. Jeg har som sagt et par patienter her i nærheden, som jeg dog skulde se til."
Da Asmus Hagen var bleven alene, lod han igen sit hurtige blik løbe rundt i stuen og faldt i tanker. Det var bleven ham fuldkommen klart, at vennens sindstilstand foreløbigt var en større fare for ham end den egenlige sygdom. Han var derfor glad ved, at han ikke havde opsat rejsen en eneste dag længer. Det var åbenbart på høje tid han kom med hjælpen.
Barbara vendte nu tilbage med den Besked fra sin herre, at han var i færd med at stå op og vilde komme om et øjeblik. Asmus Hagen forlangte imidlertid at blive ført ind til ham med det samme; men da gjorde den gamle sig igen stiv som en huggeblok og spærrede ham vejen, og da han trængte på, fik hun det indfald at fortælle, at godsejeren var gået ud på natskrinet. Hun havde lige været vidne til den voldsomme sindsbevægelse, hendes herre var kommen i blot ved at læse den fremmedes navn på kortet. Skulde han nu ovenikøbet overraskes under påklædningen?
Asmus Hagen måtte slå sig tiltåls og gik på undersøgelse omkring i stuen, mens han ventede. På en hylde over skrivebordet fandt han en gammel støvet foliant i svinelædersbind, som han forresten havde lagt mærke til straks ved sit komme. Det viste sig at være en snurrig tysk bearbejdelse af nogle oldtidsværker om lægekunsten. Både Hippokrates' og Aretæus' navne spøgede i rødt tryk på de mørnede blade. Men hvad der især fik ham til at gøre store øjne var, at der rundt om i bogen lå løse papirer med optegnelser og citater skrevne med vennens hånd.
Han gav sig til at undersøge også de andre bøger på hylden. Der var et stort astronomisk værk i flere bind og et skrift om jordmagnetisme. Desuden fandt han en fransk oversættelse af en arabisk sundhedslære fra middelalderen forfattet af en mand, der kaldte sig "Den troldkyndige i Cordova". Også denne var fuld af noter.
Hvad i alverden! Hvordan var al denne gamle galskab kommen her?
Uvilkårlig vendte han sig mod Barbara, der lå på knæ foran kakkelovnen og livede ilden med en fjervinge. Men i det samme blev en dør bag ham åbnet. Torben Dihmer trådte besværligt over tærskelen.
Asmus Hagen blev et øjeblik stående uden at sige noget. Så vel forberedt han havde været, studsede han dog nu ved synet.
"Hvordan kommer du her?" spurgte Torben og blev stående i døren, idet han støttede sig til karmen med den ene hånd. Han stod der med sænket hoved i en falmet slåbrok af brunt klæde og havde store, grå filtsko på fødderne.
"Torben! Gamle ven!" udbrød Asmus og gik hen imod ham med udbredte arme.
"Kom mig ikke for nær!" sagde Torben og holdt en hånd ud fra sig. "Jeg stinker allerede!"
"Å snak! Jeg er netop ganske overrasket over, hvor rask du ser ud. Du har sandelig holdt dig tapper!"
Han lagde sine hænder op på vennens skuldre; men ved denne fortrolige berøring kom Torben til at skælve. Det såe et øjeblik ud, som om han skulde overvældes af sin bevægelse; men han mandede sig op og slap dørkarmen for at gå ind i stuen. Han kom dog ikke langt, før det svimlede for ham. Han havde undset sig ved at vise sig for vennen med sin gammelmandskæp, og nu kunde han pludselig ikke komme af pletten. Asmus Hagen måtte tage ham under armen og føre ham hen til hans lænestol ved kakkelovnen, hvor Barbara i forvejen havde lagt et par puder tilrette.
I den følgende time sad de to venner og talte sammen, mens Barbara idelig gjorde sig et ærende ind i stuen og i stigende uro kresede omkring sin herre med en svag klynken som en skinsyg hund.
Asmus Hagen vovede sig foreløbig ikke til at stille spørgsmål; han fortalte løst og fast om sine egne oplevelser, mens han i det skjulte gjorde sine Iagttagelser. Han bragte hilsen fra fælles venner, og da Torben Dihmer mistænksom spurgte ham, hvad der havde ført ham til Jylland på denne tid af året, gav han en historie tilbedste om, at han var bleven kaldt til en patient i Århus og nu havde benyttet lejligheden til endelig at gøre ham et besøg.
"Du kunde forresten have svaret på dine Venners breve, så havde du nu vidst mere om os, end jeg sådan i hast kan fortælle. Mon du veed, at det er over to år siden jeg hørte fra dig?"
Torben Dihmer nikkede.
"Jamen det er absolut højst utilstedeligt – som vor gamle rektor sa'. Har du virkelig gået her og glemt alle dine venner?"
"Det har jeg naturligvis ikke. Men jeg har jo kun haft min sygdom at skrive om. Hvorfor skulde jeg plage jer med den?"
"Nå, til mig kunde du da egenlig nok have skrevet om den."
"Jeg vilde netop, at I allesammen skulde tænke på mig som på en, der er død – for det er jeg jo i virkeligheden. Det troede jeg forresten, I havde forstået."
"Nå, hør nu! Du tager virkelig lovlig tungt på din tilstand, kære ven! At du er syg, er jo sikkert nok, men –."
"Anstreng dig ikke! Den trøsterige tale ved båren kan du gerne spare dig. Jeg er kaput, du! Det har jeg længe vidst. – Og nu har vi talt nok om mig."
Asmus Hagen såe ud af vinduet og overvejede et øjeblik. Så gav han sig igen til at snakke i øst og vest om København og fælles bekendte. Blandt andre nævnede han – ligesom tilfældigt – sin kusine, den smukke Jytte Abildgård; men da han såe, hvordan vennen ved den blotte lyd af navnet lukkede øjnene som for et altfor pludseligt og voldsomt lys, bøjede han straks af og gjorde ham et par spørgsmål om hans søvn og appetit.
Lidt efter sagde han:
"Jeg skrev på det kort, jeg sendte ind til dig, at jeg kom med godt nyt. Er du ikke det mindste nysgerrig?"
"Ikke stort. Når man hænger i galgen, går nysgerrigheden af en – veed du nok."
"Jeg siger dig, Torben, du er altfor mistrøstig! På den måde kan du aldrig blive rask. Nu skal jeg minde dig om et andet gammelt ord: Håbet må man aldrig slippe!"
"Det vil jeg dog netop helst. Og det er jo bare jammerlig fejghed af mig, at jeg ikke for længe siden har gjort ende på misèren med et skud krudt. Men jeg gør det også en dag. Dette her er ikke til at udholde!"
De sidste ord blev stikkende i struben. Han bøjede sig frem og lagde hovedet i sin hånd for at skjule, at han måtte kæmpe med gråden.
Der blev nogle øjeblikkes stilhed, så rejste Asmus Hagen sig. Han gik lidt frem og tilbage over gulvet, satte sig så hen på sidestykket af vennens lænestol og lagde armen om hans skulder.
"Gamle ven! Hør nu, hvad jeg er kommen for at sige dig! ... Du skal være ved godt mod. Du har glemt, at vi lever i en stor tid, da videnskaben – og jo ikke mindst min egen – gør et nyt mirakel hver dag. Der er grund til at tro, at din sygdom ikke er så farlig, som vi allesammen har ment ..... Ja, du ser på mig! Men du kan jo nok forstå, at jeg ikke her siger noget uovervejet. Dit tilfælde falder rigtignok ganske udenfor mit eget område; men jeg har pålidelige erfaringer at støtte mig til."
Torben havde forsøgt at afbryde ham. Nu klappede han vennens hånd, som lå på hans skulder, og sagde:
"Jeg kender dit gode hjerte, Asmus! Du vil så gerne hjælpe. Men lad det nu være nok! Du veed dog, at jeg har gjort, hvad der står i menneskelig magt for at blive rask. Jeg har søgt Evropas berømteste specialister, både Professor Hermann i Wien og Schinders i Nauheim –."
"Ja, og gamle kvaksalvere og troldkarle har du selv studeret," sagde Asmus med et nap i hans øre og lo. "Du ser, jeg har allerede ransaget din lektyre. Men nu skal du være fornuftig, Junker Torben! Så skal jeg fortælle dig, hvordan det er gået til, at jeg har fået mistanke til vor gamle diagnose."
Han gik igen ud på gulvet. Med tommelfingrene i ærmegabet og de andre otte fingre spillende på sit høje fuglebryst gav han sig til at berette.
"Ser du, da jeg i foråret var i Paris og besøgte hospitalerne, talte jeg også med den berømte overlæge Dr. de Bèze, og han gjorde mig bekendt med nogle undersøgelser, han netop var i færd med. Han var kommen til den overbevisning, at visse sygelige tilstande, som man hidtil har tilskrevet inkurable forandringer i hjertets væv, i flere tilfælde har som tilgrundliggende eller i hvert fald som medvirkende årsag et skjult myxødem. Du kender den sygdom – en destruktion af skjoldbruskkirtlen; den må jo ganske vist i øjeblikket siges at være uhelbredelig, men dens virkninger har den moderne lægevidenskab så at sige fuldstændig formået at ophæve, ganske simpelt ved at tilføre legemet det manglende kirtelsekret i kunstig form. Under en stuegang fik jeg lejlighed til selv at undersøge hans patienter og læse journalerne, og det slog mig straks, hvor det hele sygdomsbillede lignede dit. Jeg har nu stået i brevveksling med Dr. de Bèze, og for et par uger siden skrev han til mig, at resultatet af behandlingen fuldt ud havde svaret til forventningen. Af hans patienter var 87 pCt. udskrevne som helbredede. En af dem, en forhenværende slørugle, var endogså kommen sådan til hægterne, at hun havde genoptaget sin profession på selve hospitalet og for velanstændighedens skyld måtte fjernes i utide. Og nu må jeg gøre dig en tilståelse, kære ven! Samtidig har jeg korresponderet med Schinders i Nauheim, og også med din nuværende læge, den vistnok højst fortræffelige Doktor Mikkelsen, har jeg stået i forbindelse bag din ryg. Og for at drive frækheden til det yderste er jeg altså nu kommen i højstegen person for med din tilladelse at foretage en sidste undersøgelse."
Torben, der flere gange under vennens tale havde slået afvisende ud med hånden, sad nu stille og såe ned for sig.
"Det er jo umuligt", sagde han tonløst.
"Der er ingenting umuligt."
"Men jeg føler det dog bedst selv. Se på mig! Jeg er jo allerede et halvt opløst kadaver."
"Snak! Der er meget mere liv i dig, end du bilder dig ind. Men du har handlet ilde med dig selv. Du har for tidligt gravet dig ned i mørket. Hvem skulde have tænkt det om dig? ... Men vent! Du kan endnu blive den lykkeligste af os alle!"
