De Dødes Rige: Torben og Jytte 1.1
Der var nu gået tre år siden den septemberdag, da den unge godsejer Torben Dihmer vendte hjem fra et udenlandsk badested så ilde tilredt af en hjertesygdom, at han ikke kunde hjælpe sig selv ud af vognen. To mand måtte lede ham op til sovekammeret, og på vejen derop vendte øjnene sig i hovedet på ham, så man tænkte, at han var død med det samme. Men da han vågnede af sin afmagt, så han sig omkring med sit gode smil og sagde:
"Så slap jeg alligevel hjem til Favsingholm!" Som det skamskudte vildt bryder ud af flokken, når det mærker døden komme, og vakler ind i tykningen for at forbløde i ensomhed, sådan havde han søgt herop til sin forladte, østjyske fædrenegård med den beslutning at dø uden vidner.
Det gamle Herresæde lå ved en tilgroet vig af fjorden og spejlede sit høje, kullede tag i dens døde vande. Siden Torben Dihmers fader, Etatsråden, forulykkede på en rejse, havde kun avlsgården været beboet. Sønnen havde dengang været en tolvårs dreng uden moder; og da han heller ingen søskende havde, var hjemmet blevet opløst. Man sendte ham til Herlufsholm for at opdrages der, og i disse mange år havde vind og væde spillet herre på slottet sammen med et talrigt tjenerskab af rotter og mus.
Nu var han vendt hjem for at visne og dø. Men endnu efter tre års forløb havde knokkelmanden ikke fået bugt med ham. Han tilhørte en gammel livsfrodig proprietærslægt og havde i opvæksten selv været stærk som en tyrekalv. hans farfader var den bekendte Kammerråd Klavs Dihmer, der i midten af forrige århundrede kaldtes Kronjydernes Konge: en egebul på fjorten Lispund, som kørte ind til Randers i en almindelig, stiv bondevogn med et forspand af to dejlige sortbrune hingste, de berømte Oppenheimere, der godt kunde have fortjent et mindesmærke i Bronce på Byens Torv. Ved dem blev den udartede jyske hest reddet fra undergang, og der skabtes i en trang tid en ny indtægtskilde for landet. Om hans egen pengekiste fortaltes det, at den vejede manden selv op, og det var da også ham, der igen havde samlet Favsingholms jorder til et gods. Forbogstaverne i hans navn sad med god grund lueforgyldt indmuret i gavlen af den høje ladebygning.
Også Torbens fader havde været en af det jyske landbrugs foregangsmænd. Men trods disse glorværdige forbilleder brød han selv afgjort med slægtstraditionen, tog en statsvidenskabelig eksamen, som der gik ry af, og rejste siden til udlandet for at fortsætte sine socialøkonomiske studier og lære verden at kende.
Han vilde være politiker, statsmand. I de politisk interesserede studenterkrese, hvor han undertiden optrådte på diskussionsmøderne, var han tidligt bleven kåret til en af fremtidens førere. Når hans store, brunblonde skikkelse med det mærkelige vædderansigt og den omhyggelige hårskilning viste sig på talerstolen, blev der stilhed i salen – og det ikke alene på grund af hans godsejertitel. Han var en overlegen taler. Mellem de mange ungdommelige brushoveder og revolutionære fantaster virkede han ved sin næsten flegmatiske ro, indtog ved sin urokkelige saglighed og et underfundigt lune.
Også den københavnske dameverden havde interesseret sig for den unge jyske Junker med det egenartede ydre og de mange penge. Fra alle sider var han bleven efterstræbt og forkælet – da ulykken ramte ham som en forgiftet pil fra et baghold.
På Favsingholm havde han i alle disse år kun opholdt sig et par gange for jagtens skyld sammen med nogle muntre unge venner, der en ugestid huserede der som en hvirvelvind. Nu sad han derinde i sin bedstefaders brede armstol og frøs på hænder og fødder som en gammel mand og kunde dog ikke dø. Men så svag han også var – ungdommens uro sad ham stadig i blodet. Han var jo endnu ikke 30 år. trods åndenød og hjertebanken og slappe knæ måtte han idelig op af stolen og spasere lidt op og ned ad gulvet med sin støttekæp for at prøve, om han ikke kunde spore nogen bedring. Han var den hele dag rastløs på færde som et indespærret dyr, der endnu efter årelang vandring frem og tilbage langsmed burets tremmer ikke vil opgive håbet om at finde en vej ud til friheden.
I det sidste årstid havde han dog forandret sig meget. han ønskede nu ikke selv andet end at blive udløst af sin elendighed. Svækkelsen havde nået øjnene, så han dårligt kunde læse. time efter time sad han ørkesløs hen uden noget værge mod dødstankernes sorte flok.
Henne i landsbyens præstegård boede en mand, Pastor Vestrup, som han kendte fra barneårene. De havde engang for 18 år siden siddet sammen på skolebænken i Randers. Også senere havde de truffet hinanden i København som studenter. Ved hans hjemkomst havde præsten gjort ham et besøg; men han havde ved den lejlighed – ganske uopfordret – givet sig til at udspørge ham om hans forhold til religionen, var derfor bleven afvist, da han næste gang kom til Favsingholm, og havde ikke vist sig der siden.
Nu sendte Torben Dihmer selv bud efter ham for at høre noget om, hvad kirken for tiden mente at vide om et tilkommende liv. Men trods timelange samtaler åbenbarede der sig ingen frelsende himmelstige over det to meter dybe jordhul, som hans tanker dag og nat kresede om.
Bitrest for ham var det dog næsten at tænke på, at der heller ikke på denne side af graven skulde blive andet tilbage af ham end et tvivlsomt minde. han, der havde været så sorgløs for sin fremtid, så overtroisk sikker på sin bestemmelse, han sad nu her og måtte dø med to tomme hænder. "Ikke engang den stakkels doktordisputats nåede jeg at få færdig" – tænkte han tit. Det havde stået skrevet i stjernerne den time, da hans lille moder fødte ham til verden, at hans liv skulde fare hen og slettes ud som en bølge uden at efterlade noget spor.
Endnu spaserede han daglig en rundtur i parken sammen med sin gamle plejerske, Søster Barbara, til hvis skulder han støttede sig. På solvarme dage kunde han endog vove sig helt ud til leddet ved Stakkehaven for at høre lærkerne eller se på høvederne, når de blev drevet hjem i stalden. Arbejdsfolkene hilste ham med frygt i blikket; og som han stod der i en lang grå ulster, gulbleg og med stive øjne, der pressede sig frem mellem lågenes kødrøde rande, var indtrykket også uhyggeligt.
Han pintes selv frygteligt af det abespil, sygdommen havde drevet med hans udseende, og som han troede endnu grellere end det i virkeligheden var. Derfor havde porten på Favsingholm været lukket for alle fremmede. Han vilde ingen se.
Nu var der heller ikke mange af egnens folk der brød sig synderligt om at komme der. Ensomheden og dødsangsten havde givet den før så fredsommelige mand et mørkt og stridbart sind. Indtil den gamle Barbara kom til gården havde han skiftet sygeplejerske hver månedsdag, fordi hans væsen, så stilfærdigt det var, dog skræmmede dem. han kunde have de urimeligste indfald. En Dag fandt han på, at han ikke vilde spise, en anden, at han ikke vilde vaske sig. "Til Kirkegårdsrotterne kan jeg vel være køn nok," mumlede han så. Hår og skæg lod han vokse, så det strittede omkring ham som tjørneris; og på samme måde fandt han en trist tilfredsstillelse ved at lade alt i huset og parken forfalde.
"Lad det vente, til jeg er død," var hans monotone svar, hver gang hans inspektør foreslog et nødvendigt arbejde til ejendommens vedligeholdelse. "det må vel engang få ende med mig."