Paradisets Have, Del 3
Nu kom Paradisets fe; hendes klæder strålede som Solen, og hendes ansigt var mildt, som en glad moders, når hun ret er lykkelig over sit barn.
Hun var så ung og smuk, og de dejligste piger, hver med en lysende stjerne i håret, fulgte hende. Østenvinden gav hende det skrevne blad fra fugl Føniks, og hendes øjne funklede af glæde; hun tog prinsen ved hånden og førte ham ind i sit slot, hvor væggene havde farver, som det prægtigste tulipanblad, holdt mod Solen, loftet selv var én stor strålende blomst, og jo mere man stirrede op i den, desto dybere syntes dens bæger.
Prinsen trådte hen til vinduet og så igennem en af ruderne, da så han Kundskabens træ med slangen, og Adam og Eva stod tæt derved. "Er de ikke forjaget?" spurgte han, og feen smilede, og forklarede ham at på hver rude havde Tiden således brændt sit billede, men ikke, som man plejede at se det, nej der var liv deri, træernes blade rørte sig, menneskene kom og gik, som i et spejlbillede. Og han så gennem en anden rude, og der var Jakobs drøm, hvor stigen gik lige ind i himlen, og englene med store vinger svævede op og ned. Ja, alt hvad der var sket i denne verden levede og rørte sig i glasruderne; så kunstige malerier kunne kun tiden indbrænde. Feen smilede og førte ham ind i en sal, stor og høj; dens vægge syntes transparente malerier, med det ene ansigt dejligere, end det andet; det var millioner lykkelige, der smilede og sang, så det flød sammen i én melodi; de allerøverste var så små, at de syntes mindre, end den mindste rosenknop, når den tegnes som en prik på papiret.
Og midt i salen stod et stort træ med hængende yppige grene; gyldne æbler, store og små, hang som appelsiner mellem de grønne blade. Det var Kundskabens træ, af hvis frugt Adam og Eva havde spist. Fra hvert blad dryppede en skinnende rød dugdråbe; det var, som om træet græd blodige tårer. "Lad os nu stige i båden!
sagde feen, "der vil vi nyde forfriskninger ude på det svulmende vand! Båden gynger, kommer dog ikke af stedet, men alle verdens lande glider forbi vore øjne." Og det var underligt at se, hvorledes hele kysten bevægede sig. Der kom de høje snebedækkede Alper, med skyer og sorte grantræer, hornet klang så dybt vemodigt, og hyrden jodlede smukt i dalen. Nu bøjede banantræerne deres lange, hængende grene ned over båden, kulsorte svaner svømmede på vandet, og de sælsomste dyr og blomster viste sig på strandbredden: Det var Ny-Holland, den femte verdensdel, der med en udsigt til de blå bjerge gled forbi. Man hørte præsternes sang og så de vildes dans til lyden af trommer og bentuber. Ægypternes pyramider, der ragede ind i skyerne, omstyrtede søjler og sfinkser, halv begravet i sandet, sejlede forbi. Nordlysene brændte over Nordens jøkler, det var et fyrværkeri, som ingen kunne gøre efter.
Prinsen var så lyksalig, ja han så jo hundrede gange mere, end hvad vi her fortæller. "Og altid kan jeg blive her?
spurgte han. "Det beror på dig selv!
svarede feen. "Dersom du ikke som Adam, lader dig friste til at gøre det forbudne, da kan du altid blive her! "Jeg skal ikke røre æblerne på Kundskabens træ!
sagde prinsen. "Her er jo tusinde frugter, skønne, som de! "Prøv dig selv, og er du ikke stærk nok, så følg med Østenvinden, som bragte dig; han flyver nu tilbage og kommer her ej i hundrede år; den tid vil på dette sted gå for dig, som var det kun hundrede timer, men det er lang tid for fristelsen og synden.
Hver aften, når jeg går fra dig, må jeg tilråbe dig 'følg med!' jeg må vinke med hånden ad dig, men bliv tilbage. Gå ikke med, thi da vil ved hvert skridt din længsel blive større: Du kommer i salen, hvor Kundskabens træ gror; jeg sover under dens duftende hængende grene, du vil bøje dig over mig, og jeg må smile, men trykker du et kys på min mund, da synker Paradiset dybt i jorden, og det er tabt for dig, ørknens skarpe vind vil omsuse dig, den kolde regn dryppe fra dit hår. Sorg og trængsel bliver din arvelod. "Jeg bliver her!
sagde prinsen, og Østenvinden kyssede ham på panden og sagde "vær stærk, så samles vi her igen om hundrede år! farvel! farvel!" og Østenvinden bredte sine store vinger ud; de lyste, som kornmoden i høsten, eller nordlyset i den kolde vinter. "Farvel! farvel!" klang det fra blomster og træer. Storke og pelikaner fløj i række, som flagrende bånd, og fulgte med til grænsen af haven.
"Nu begynder vore danse!
sagde feen, "ved slutningen, hvor jeg danser med dig, vil du se, idet Solen synker, at jeg vinker ad dig, du vil høre mig tilråbe dig: Følg med! men gør det ikke! i hundred år må jeg hver aften gentage det; for hver gang den tid er omme, vinder du mere kraft, til sidst tænker du aldrig derpå. I aften er det første gang; nu har jeg advaret dig! Og feen førte ham ind i en stor sal af hvide gennemsigtige liljer, de gule støvtråde i hver var en lille guldharpe, som klang med strengelyd og fløjtetoner.
De skønneste piger, svævende og slanke, klædt i bølgende flor, så man så de dejlige lemmer, svævede i danse, og sang om hvor herligt det var at leve, at de aldrig ville dø, og at Paradisets have skulle evig blomstre. Og Solen gik ned, den hele himmel blev et guld, der gav liljerne skær som den dejligste rose, og prinsen drak af den skummende vin, pigerne rakte ham, og han følte en lyksalighed, som aldrig før; han så, hvor salens baggrund åbnede sig, og Kundskabens træ stod i en glans, der blændede hans øje; sangen derfra var blød og dejlig, som hans moders stemme, og det var, som hun sang: "mit barn!
mit elskede barn! Da vinkede feen og råbte så kærligt "følg mig!
følg mig!" og han styrtede hen imod hende, glemte sit løfte, glemte det alt den første aften, og hun vinkede og smilede. Duften, den krydrede duft rundt om blev mere stærk, harperne tonede langt dejligere, og det var, som de millioner smilende hoveder i salen, hvor træet groede, nikkede og sang: "Alt bør man kende! Mennesket er Jordens herre" og det var ikke længere blodtårer, der faldt fra bladene på Kundskabens træ, det var røde, funklende stjerner, syntes ham. "Følg mig, følg mig!" lød de bævende toner, og ved hvert skridt brændte prinsens kinder hedere, hans blod bevægede sig stærkere! "jeg må!" sagde han, "det er jo ingen synd, kan ikke være det! hvorfor ikke følge skønhed og glæde! se hende sove vil jeg! der er jo intet tabt, når jeg kun lader være at kysse hende, og det gør jeg ikke, jeg er stærk, jeg har en fast vilje! Og feen kastede sin strålende dragt, bøjede grenene tilbage, og et øjeblik efter var hun skjult derinde.
"Jeg har endnu ikke syndet!
sagde prinsen, "og vil det ikke heller;" og så drog han grenene til side, der sov hun allerede, dejlig, som kun feen i Paradisets have kan være det; hun smilede i drømme, han bøjede sig ned over hende og så tårerne bæve mellem hendes øjenhår! "Græder du over mig?
hviskede han, "græd ikke, du dejlige kvinde! Nu begriber jeg først Paradisets lykke, den strømmer gennem mit blod, gennem min tanke, kerubens kraft og evige liv føler jeg i mit jordiske legeme, lad det blive evig nat for mig, et minut, som dette, er rigdom nok!" og han kyssede tåren af hendes øje, hans mund rørte ved hendes – – - Da lød der et tordenskrald, så dybt og skrækkeligt, som ingen har hørt det før, og alt styrtede sammen: den dejlige fe, det blomstrende Paradis sank, det sank så dybt, så dybt, prinsen så det synke i den sorte nat; som en lille skinnende stjerne strålede det langt borte!
Dødskulde gik gennem hans lemmer, han lukkede sit øje og lå længe, som død. Den kolde regn faldt på hans ansigt, den skarpe vind blæste om hans hoved, da vendte hans tanker tilbage.
"Hvad har jeg gjort!
sukkede han, "jeg har syndet som Adam! syndet, så Paradiset er sunket dybt der ned!" og han åbnede sit øje, stjernen, langt borte, stjernen, der funklede som det sunkne Paradis, så han endnu - det var morgenstjernen på himlen. Han rejste sig op og var i den store skov nær ved vindenes hule; og vindenes moder sad ved hans side, hun så vred ud, og løftede sin arm i vejret.
"Allerede den første aften!
sagde hun, "det tænkte jeg nok! ja, var du min dreng, så skulle du nu i posen! "Der skal han komme!
sagde Døden; det var en stærk gammel mand med en le i hånden og med store sorte vinger. "I ligkisten skal han lægges, men ikke nu; jeg mærker ham kun, lad ham da en stund endnu vandre om i verden, afsone sin synd, blive god og bedre! - jeg kommer engang. Når han da mindst venter det, putter jeg ham i den sorte ligkiste, sætter den på mit hoved og flyver op mod stjernen; også der blomstrer Paradisets have, og er han god og from, da skal han træde derind, men er hans tanke ond og hjertet endnu fuldt af synd, synker han med kisten dybere, end Paradiset sank, og kun hver tusinde år henter jeg ham igen, for at han må synke dybere eller blive på stjernen, den funklende stjerne deroppe!
