Godnathistorier
Valve productions
Du lytter til Godnat Historien.
Lyd til natten.
Den historie jeg sidder med, foregår i en galaxie langt, langt væk.
Og den er fuld af blå toner.
Det er en lidt trist sci-fi historie, men...
Der er masser af håb.
Rejsen af Katarina Levkovic.
Det er ikke til at forstå.
Men tiden er inde, hvor vi skal til at indvige vores romskib.
Dit og mit.
Vores helt eget.
Det skal føre os ud mellem stjernerne i bløde baner.
Og vi skal bade os i mørket på vej gennem kosmiske passager.
Vi har forestillet os farten.
Den mærker vi ikke.
Men fartøjet står sikkert skråt skiftevis til højre og venstre.
Og vi står i vinduet med hinanden i hånden.
Vi går gennem de yderste egne.
Vi ser Sirius, den største stjerne.
Og lyset fra meteorer, der river forbi os.
Blænder os en brygdel af et sekund.
Et øjeblikts viden.
Derefter, allerede fjernet, glemt.
Observeret af tiden, der allerede er smeltet.
Vi vejer intet.
Vores bevægelser væk fra og mod hinanden er som musik.
Du er mit kontrapunkt.
Jeg snegler mig vægtløst om dig.
Vi snor os om hinanden i det fartøj, vi har bygget på så længe.
Jeg spurgte dig, om du ville rejse med mig.
Du sad med vasen med de blå blomstre en morgen.
Du tabte vasen.
Ned på hospitalets linoleumsgulv.
En eksplosion.
Ilden frøs i din slange.
En rød klokke gjalede.
Kilderne svevede om os som angribende genfærd.
Præsten for frem med båen hævet og rødmende isse og kinder.
Rotterne med deres lange negle spænede i kældergangene.
Pillerne hoppede i deres bæger.
Rygtet sivede gennem glas og beton.
Papir blev udfyldt med rasende skrift.
Borger rullet ind.
Kæres i sengene og utidige og uforklarlige dødsfald på stuerne.
Jeg tog dig i hånden.
Du rejste dig med plusselig lethed.
Og vi gik gennem glasgårdene ned ad gangen.
Ud gennem svingdøren.
Det åbne plateau ligger afsides.
I midten af anlægget rejser de store stålkonstruktioner sig mod stjernehimlen.
Kæmpe søjler som æderkoppeben står tungt i jorden og bærer den ottekantede affyringsrampe.
Fire projektører stråler mod fartøjet, der rejser sig cylindrisk op i mørket.
Det er så stort, at man ikke kan se toppen fra jorden, hvis det er tåget.
Personer i sorte hilddragter bevæger sig lydløst omkring.
De bærer kasser til og fra trappen, der fører op til indgangen.
Alle ved til syneladende, hvad de skal.
Ingen taler, og ingen ansigter kommer til syne bag maskerne.
Vi har intet med.
Ingen bagage.
Vi har ikke tænkt over passende påklædning eller værforhold.
Vi har ikke underrettet nogen.
Vi så os tilbage gennem bagruden, men vi havde ingen forfølgere på vejen herud.
Vejene var sorte, bortset fra nattens katteagtige dyr,
hvis øjne lyste fra skovbrynet langs vejen, når lygterne strejfede dem.
Og de sjældne blomster, der udsendte deres giftige skær i jordbunden.
Vi ankommer ud på natten.
Vi har været her flere gange i løbet af de sidste par år.
Møder med ingeniører, astrofysikere og mekanikere.
Stedet eksisterer i øvrigt ikke.
Der findes ingen koordinater.
Det er ikke lykkedes nogen at opspore stedets geografiske placering.
Ingen journalister, fotografer, efterretningstjenester eller militærmyndigheder.
Vi har arbejdet som i en forskudt tid.
Et forskudt rum, parallelt med den såkaldte virkelighed.
Det findes ikke på radaren.
Der gror intet her.
Ingen vegetation.
Der er ingen lugt af noget.
Ingen lyd.
Vi siger ikke noget.
Vi ser ikke på hinanden.
Vi ved helt nøjagtigt, når øjeblikket indtræffer,
og tiden er inde til at gå op af jernetrappen og forsvinde ind af den monumentale luge,
der åbnes og lukkes med trådløse impulser fra pultene op i spidsen af det i øvrigt ubemandede fartøj.
Der er ingen, der taler her.
Alle kommandoer og kommunikation foregår ved lydløs telepati.
Sirius, hundestjernen, er vores destination.
Himlens klareste stjerne med sin vedsæger,
dens brændende varme tvilling Sirius B., der diskret kredser om sin strålende herrer.
Med lydløs skridt trækker det tildækket personale sig en efter en tilbage fra fartøjet.
Kun enkelte er stadig omkring affyringsrampen på vej ned ad trappen.
Den sidste person kommer hen imod os.
Han holder noget fremstrakt i hånden.
Det er et stykke hvidt papir, der skinner.
Vi træder et skridt frem, stadig med hende an i hånden.
Ingen siger noget.
Skikkelsen stanser nogle meter fra os, men vi kan ikke se noget ansigt.
Han holder papiret op foran sig med den ene hånd, som om han læser op, men der kommer ikke nogen lyd.
Hans anden arm bevæger sig lidt op og ned som gestikulation, på samme måde som hvis han forklarede noget.
Det er som om vi har vat i ørene.
Vi hører intet, men optager de svage bølger fra personens krop, som var det farver eller toner i et ukendt sprog.
Vi har trænet den her form for avanceret kommunikation og modtager budskabet i vores kroppe, der er helt stille og parat.
Vi giver et kort næk som svar og ranker os lidt.
Handler papiret falde.
Det rammer jorden som i slowmotion.
Han vender sig med et lille buk og forlader pladsen.
Vi ser på hinanden.
Dukken glimter i dit hår.
Uden at bruge nogen ord mærker vi, at tiden er inde.
Vi slipper hinandens hænder og begynder at tage vores tøj af.
Vi ligger det sirreligt ved siden af os på jorden.
Din hud er rynket omkring halsen.
Du er tynd, men maven hænger frem skudt.
De små bryster hviler indtørret i den slappe hud, der også sidder løst om hullerne, hvor slange har været ført ind rundt omkring på din krop.
Så står vi nøgne lidt og begynder at gå.
Imens slukker projektørene en efter en, så vi til sidst bevæger os op mod trappen i fuldstændig mørk.
Benene finder vej af sig selv.
Jeg kan ikke se dig længere, men mærker bølgerne er varme fra dig.
Døren falder tungt i bag os.
Vi tager plads i de store bløde sæder forrest i rumskibet, læner os tilbage og lukker øjnene.
Verden bag os synker. Tiden er i frit fald.
Vi er tunge og varme, da en svag rystelse fortæller os, at rumskibet er klar til affyring.
Vi trykkes tilbage i sæderne med en enorm kraft, og den sidste luft i lungerne presses ud.
Øjnene spiles op og står og direr i deres huller.
Vi brager gennem et ildhav mod atmosfæren med hinanden i hænderne.
Himlen slipper os ind.
Vi mødes om lidt i en ny dimension.
Vinden rykker huden i ansigtet tilbage, river i vores tandkød.
Øjnene er knippet sammen.
To opsperrede gebisser på vej gennem rummet.
Kan du huske vores hemmelighed?
Kan du huske, hvad jeg lovede dig?
Jeg tager med dig gennem natten.
Jeg rejser med dig gennem fremmede civilisationer mod ukendte raser.
Jeg forvandler mig sammen med dig.
Universet forandrer min form, min konsistens, og jeg suger mørket ind i min bevidsthed,
der opløser sig i varmen fra spiralgalaksens overvældende kraft.
De finder dig i sengen en tidlig morgen.
Væsenet står på bordet ved siden af med de blå blomster i.
Der er roligt.
Lægen gør notater.
Døren falder i bag ham med et stille klik.
Væsken er stanset i slangerne.
Rumskibet lander i morgenrøden i en dal på Sirius.
To kroppe hænger slabt i sæderne.
Skærmen er blå.
Det var rejsen af Katarina Levkovic.
Hvis du selv har en fortælling, en lille historie i skuffen eller i hovedet,
så tøv ikke med at sende den til mig.
Adressen er lydtilnatten-gmail.com
Det var det. Sov godt.
Læg en kommentar, hvis du har nogen anden historie.
Jeg vil gerne høre dig.
Tak for at du har læst med.
Jeg håber, at du har læst med.
Tak for at du har læst med.
