Kærlighedens Vendepunkt: Mørke

Det gik op for hende, at hun var alene. Hun måtte bøje sig lidt i den lave gang, mens hun gik. Gangen var så smal, at hendes hænder kunne røre væggen til begge sider. Hun befandt sig langt nede underjorden. Her var klamt og mørkt. Lygten, som hun holdt, sendte en smule lys op over hendes hoved. Straks efter ramte lyset hendes fødder. Røde tå-negle i hvide sandaler. Upraktiske, ville manden i hendes liv sige, hvis han havde været her. Men det var han ikke.

Hun råbte et navn. En gang. To gange. Så ventede hun og lyttede.

Stilhed.

Som i graven, løb det gennem hendes hoved.