Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 23

Kapitel 23

Begravelse

Regnen strømmede ned. "Himlen græd sammen med følget, den dag Herta Friis kom i jorden," stod der i avisen. Det var en stor begravelse. Der var kaffe i forsamlingshuset og mange taler. Provsten var der også. Sært, at den unge kone, eller hvad man nu skulle kalde hende, ikke var med. Man sagde, at Herta ikke kunne lide hende. Men man sagde jo så meget.

Herta var god nok. Skrap, men dygtig. Hun havde orden i sit hus, det vidste alle. Sønnen var noget bleg om næsen, men han græd ikke. Hun havde været en god mor for ham. Altid flittig i huset og haven. Han ville komme til at savne hende, ville han. Det skulle han nok få at se, når han nu fik den nye installeret. Der så ikke ud til at være meget arbejde i hende, så tynd hun var og rødhåret.

Ja, man vidste jo nok, hvordan de var.

Næh, han havde ventet for længe. De gode piger i sognet var alle sammen gift for længe siden. Men det var en pæn begravelse. Kun mærkeligt, at sønnen ikke selv sagde et par ord om sin mor. Han var vel for rørt til at sige noget. Det kunne man egentlig godt forstå. Herta var nu engang Herta. Hun havde været en helt enestående god mor.

§§§

Elisabeth og Jørgen blev gift i dybeste stilhed lillejuleaften. Inger Halvorsen viede dem i kirken. Bagefter holdt Peter og Inger Halvorsen en lille middag for dem i præstegården. De havde naturligvis inviteret Jesper og Elisabeths søster og svoger og deres tre livlige drenge. Elisabeth havde en hvid, ulden kjole på og en buket røde og hvide juleroser i hånden. Efter vielsen gik hun og Jørgen hen til Hertas grav. Elisabeth lagde sin brudebuket i det tynde lag sne, der var faldet samme formiddag.

Hun smilede til Jørgen, idet hun rettede sig lidt besværet og tog sig til ryggen. Han så nervøst på hende.

"Der er vel ikke noget galt?"

"Nej, du skal ikke være bange. Jeg er stærk som en hest. Det sagde overlægen i Viborg også. Når jeg kunne klare den nat, så skulle jeg nok komme godt igennem det hele."

Jørgen gav hende et kram og kyssede hende.

Under middagen var der en munter stemning. De lo og skålede, og Jørgen holdt tale for sin brud.

"Jeg har flere taler, som jeg skal holde i aften," erklærede han og famlede et stykke papir op af jakkelommen.

"Først en stor tak til dig, Inger, for din hjælp og støtte ved mors død. Tak for at du fortalte mig, hvad du vidste om min mor. Ellers tror jeg aldrig, jeg var kommet over det, hun gjorde i den sidste tid. Mor var ved at blive senil. Sygdommen kom snigende, men hun ville ikke have medicin. I stedet for prøvede hun at skjule, hvordan hendes forstand svigtede. Lægen tror, at det var derfor, hun gjorde de frygtelige ting i de sidste par måneder, hun levede. Da mor kørte galt med bilen, kunne jeg ikke fatte, hvad der var sket. Hvis ikke du, Inger, havde fortalt mig om dine og mors samtaler, så tror jeg, at jeg selv havde mistet min forstand."

"Og nu til dig, min elskede Elisabeth. Intet i verden kan nu skille os ad. Jeg har lært, at sandhed og kærlighed er de eneste kræfter, der kan overvinde ondskab og had. Når vort barn kommer til verden, vil vi sammen lære ham at gøre alt det rigtigt, som hans far gjorde forkert. Min Elisabeth. Min elskede Elisabeth. Jeg føler mig taknemmelig og lykkelig ud over alle grænser. Hjælp mig, så jeg kan give dig og vores barn al den kærlighed, jeg har så svært ved at udtrykke med ord." Og han kyssede hende ømt og længe.

Så trak han endnu et brev op af lommen.

"Det her er til dig, Jesper. Uden dig havde vi nemlig slet ikke siddet her i dag. Du ved allerede, at det er dine adoptionspapirer, for du har selv skrevet dem under for nogen tid siden. Derfor bliver den søn, Elisabeth føder om nogle få måneder, ikke vores første søn, men vores anden. Vi har nemlig allerede et barn. Velkommen hos os, Jesper."

Jesper sad ildrød i hovedet og kæmpede mod tårerne, der langsomt fyldte hans øjne. De seneste uger havde vendt op og ned på hans liv. Han kunne stadig vågne op med mareridt, hvor han fandt Elisabeth liggende død i det kolde mørke. Men alt så lyst ud for ham, og det var næsten ikke til at fatte..

Senere, da alle var gået til ro på Harrestrup, listede Elisabeth ud af sengen og gik en runde i sit hus. Nu følte hun for alvor, at det også var hendes hjem.

Alt var parat til juleaften, som hun og Jørgen skulle fejre for familien den følgende aften.

Døren til soveværelset knirkede en smule, da hun listede ind igen og krøb ind i sin mands arme.

Jørgen kærtegnede halvt i søvne hendes runde mave. Så begravede han ansigtet ved hendes hals og indsnusede hendes søde duft. "Elskede Elisabeth," mumlede han. "Du gør mig så lykkelig."

Kunne man tåle mere lykke? tænkte hun, da hun rakte hånden ud og slukkede lyset.