Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 16

Kapitel 16

Uvenner

Elisabeth og Jørgen kørte en tur efter frokost under påskud af, at Elisabeth skulle se egnen. Så snart de var blevet alene, begyndte Elisabeth at fortælle, hvad der var sket om formiddagen. Hun hulkede:

"Din mor hader mig. Hun vil ikke have mig i huset. Vidste du det? Er det derfor, jeg aldrig måtte komme på besøg? Du kunne godt have advaret mig, men du sagde ikke et ord."

Jørgen lyttede mere og mere sammenbidt. Han satte farten op, og jeepen næsten fløj hen ad den smalle markvej.

"Det er jo frygteligt," stønnede han. "Jeg tror, min mor er gået fra forstanden. Jeg vidste godt, at hun ikke brød sig om, at du skulle komme. Men det her kan jeg ikke finde mig i. Hun må ud af huset. Jeg har længe bedt hende om at flytte, men hun vil ikke."

Han standsede bilen og slog armene om Elisabeth.

"Kan du tilgive mig? Det er min skyld alt sammen. Jeg skulle have sørget for, at mor var ude af huset, før du kom. Men jeg vidste ikke, at hun kunne være så modbydelig."

"Kan vi ikke aflyse middagen i aften og på lørdag?" spurgte Elisabeth og pudsede næse. "Hun har også inviteret Jess, og jeg kan bare ikke klare at være i stue med ham. Han får mig til at bryde fuldstændig sammen, bare han ser på mig."

Jørgen så pludselig vred ud. "Det er virkelig for galt, at han trænger sig sådan ind på dig. Han klæber jo til dig, så vi nærmer os et polititilhold. Sig mig, elsker du ham stadig?"

Elisabeth så fortvivlet på sin kæreste.

"Nej, hvordan kan du tro det? Jeg er helt færdig med ham, men han er så påtrængende. Han kryber næsten ind under huden på mig. Det er hæsligt." Hendes øjne blev våde igen.

"Jeg håber, det er sandt, hvad du siger."

Jørgens stemme var pludselig blevet iskold. Han startede bilen og svingede ud på vejen.

"Nu kører vi hjem. Vi aflyser middagen på lørdag, og så synes jeg, vi skal køre ned til præsten og tale med Jess. Jeg skal også have en alvorlig samtale med min mor."

Elisabeth sad stiv og kold på sædet ved siden af Jørgen. Hvorfor var alting blevet så frygteligt? I morges var hun verdens lykkeligste kvinde.

Hvis det skulle være på den måde, ville hun pakke sine kufferter og rejse hjem allerede i morgen. Herta havde bestemt over Jørgens liv i 39 år, og det kunne sikkert ikke laves om nu. Og hvis Herta skulle bestemme, havde hun, Elisabeth, ikke nogen fremtid på Harrestrup. Jørgen og Elisabeth tog over på præstegården for at tale med Jess. Vennen Peter kunne godt mærke, at der var noget i vejen. Han tog sin familie med ud i haven, mens Jørgen og Elisabeth satte sig i stuen sammen med Jess. Elisabeth sad i sofaen og holdt Jørgen i hånden. Hun lignede en lille grå og bekymret mus.

Pludselig følte Jess at magien blev brudt. Et slør faldt fra hans øjne. Det var jo i virkeligheden bare kedelige Elizabeth, som sad der. Det ville blive det samme gamle, kedelige liv, hvis han vandt hende tilbage. Ganske vist var hun hans. Ja, helt bestemt. Men hvad skulle han med hende? Han ville hellere have et nyt og spændende liv med en ny og spændende kvinde - eller rettere flere. Han kunne lige så godt lade Jørgen få Elizabeth.

Jess ville tilbage til Sjælland. Tilbage til det liv, hvor kvinderne beundrede ham og ville have ham. Det kunne pludselig ikke gå hurtigt nok med at komme væk fra præstegården med det kedelige familieliv og de larmende unger.

Men Herta blev boende. Hun gav Elisabeth en undskyldning allerede samme aften. Hun forstod, at hun var gået for langt. Hun lovede rød i kinderne og med blanke øjne at flytte ud, så snart der var kommet et nyt køkken på den anden gård. Elisabeth var godt tilfreds, bare hun havde udsigt til senere at blive alene med Jørgen.

Elisabeth og Jørgen fandt hinanden igen gennem en lang og svimlende lykkelig nat, hvor de næsten ikke fik søvn i øjnene.