Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 15

Kapitel 15

Fanget i Jess' spil

Elisabeth følte sig svimmel. Sorte pletter dansede for hendes øjne, og det susede for ørene. Hun var ved at falde, men så tog hun sig sammen. Hun rettede sig op og så fast på Jess.

"Hvad vil du her?"

Han trådte helt ind i stuen efter at have skubbet løbeskoene af på risten udenfor.

"Jamen dog, kære Elisabeth. Det var sandelig en overraskelse. Tænk, at vi skulle mødes her. Jeg kommer med en besked fra pastor Halvorsen til Fru Friis." Han stak brevet frem mod Herta, der var kommet ind fra køkkenet. Hun tørrede sine hænder i et håndklæde, mens hun gik Jess i møde.

"Nej, hvor hyggeligt. Kom ind og hils på vores gæst," hun nikkede i retning af Elisabeth. "Nu skal jeg lave kaffe. Sæt jer bare ud i solen og få en sludder, det tager kun et øjeblik."

Elisabeth vendte sig hurtigt mod Herta og nåede lige at se skyggen af et skadefro smil. Så vendte Herta tilbage til sit køkken.

Ude i haven gik Jesper og rev små bunker ukrudt sammen. Herta havde ikke nået at få det hele væk dagen før, og nu var han sat til at rydde op. Han kunne høre alt, hvad der blev sagt. Hvad havde den gamle sæk egentlig gang i? Hun var jo ond mod Elisabeth. Jesper kunne ikke fordrage Herta. Til gengæld havde han med det samme tabt sit hjerte til den smukke, stille Elisabeth. Og sikken et lækkert hår, hun havde.

Elisabeth gik ud på terrassen, fulgt af Jess.

"Hvorfor kommer du her?" hviskede Elisabeth oprørt.

"Du skal ikke mase dig ind her i huset! Jeg vil ikke finde mig i, at du forfølger mig. Jeg melder dig til politiet!" Hun var helt hvid i ansigtet.

"Jamen, søde Elisabeth," sagde Jess og lagde en varm hånd på hendes bare arm. "Vi lever da i et frit land, og jeg bor her jo."

"Bor du her?" Elisabeth så skrækslagen på ham.

"Sæt dig ned, så skal jeg fortælle dig det hele." Jess skubbede galant en havestol frem. Herta viste sig i døren med en bakke i hænderne.

"Nu skal jeg." Jess skyndte sig hen mod Herta og tog den tunge bakke fra hende.

"Jeg skal ingen kaffe have," sagde Elisabeth og rejste sig fra den stol, hun var sunket ned på. Hun løb med øjnene fulde af tårer ud i haven og bag om huset. Her løb hun på Jesper. Han så bekymret efter den grædende kvinde. Hvad var der mon i vejen? Hvor var Jørgen? Hans hånd knugede om den rive, han stod med. Det skulle Herta ikke slippe godt fra.

Herta smilede bredt og hældte kaffe op til Jess.

"Nå, så må vi to jo selv drikke vores kaffe. Tak for brevet, det var pænt af dig at komme herop med det." "Åh, det var ikke nogen ulejlighed. Jeg plejer at løbe forbi hver formiddag. Jeg må jo holde mig i form."

Jørgen kom i det samme frem i døren. Han nikkede til Jess og spurgte moren, hvor Elisabeth var.

"Hun sagde, at hun ikke ville have kaffe, og så gik hun," svarede Herta.

Jørgen genkendte ikke Jess, der sad med ryggen til. Han skyndte sig tilbage til sit kontor. Han kunne nå et par småting før frokost. Elisabeth var vel ude at gå. Hun havde sagt, at hun ville lære egnen at kende ved at gå ture, når han havde travlt.

Elisabeth gik hurtigt hen mod en skov. Hun græd. Hun ville bare væk. Hvorfor var Jess her? Hvad ville han opnå? Tænk at han ikke fattede, at alt var forbi mellem dem. Hvordan kunne han tro, at han kunne tvinge hende tilbage?

§§§

Elisabeth satte sig på en træstub et stykke inde i skoven. Når hun var faldet lidt til ro, ville hun gå tilbage. Før Jørgen begyndte at savne hende. Det her var bare for barnligt. Hun sad lidt. Så tørrede hun sine øjne, rejste sig og begyndte at gå tilbage. Stien slog et sving, og pludselig stod hun ansigt til ansigt med Jess.

"Hej igen, smukke," sagde han og bredte armene ud.

"Hvis du rører mig, melder jeg dig til politiet." Raseriet fra før var ikke langt borte. Elisabeth stirrede vredt på eks-manden.

"Uha, uha! Man er nok sur i dag." Jess løftede begge hænder. "Det er da en offentlig vej, eller har jeg misforstået noget?"

"Hvorfor er du her?"

"Jamen, søde ven, jeg har jo sagt, at jeg bor her."

"Det er løgn."

"Nej, det er ikke. Jeg har fået lov at bo nede hos præsten i ferien. Hendes mand og jeg er gamle venner, ved du nok. Jeg kan godt lide at bo på landet."

Elisabeth stønnede. Det var meget værre, end hun havde troet. Jess skulle bo her hele sommeren. Hun mærkede, hvordan hun begyndte at ryste. Raseriet var ved at kvæle hende. Sammenbidt og med knyttede hænder gik hun uden om Jess og videre i retning af Harrestrup.

Jess stod og så efter hende. Da hun var 50 meter borte, råbte han:

"Vi ses på lørdag. Jeg er inviteret med til middagen hos jer. Bare så du ved det."

Så vendte han sig og løb ind i skoven. Elisabeth fortsatte, bleg af vrede. Hun måtte straks tale med Jørgen. Hun kunne ikke klare at være her.