Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 14

Kapitel 14

Velkommen

Elisabeth spærrede øjnene op, da hun kørte ad en lang allé mellem grønne korn-marker. Der lå Harrestrup. Det var jo et gods. Lange udlænger, vældige, gamle træer og en smuk, hvid hoved-bygning med høj trappe og gelændere i smede-jern.

I samme nu hun kørte ind i gården, åbnede Jørgen døren og gik ned ad trappen og hen mod hendes lille, røde bil. Hun standsede i skyggen under det store linde-træ, hvor bierne summede.

Jørgen åbnede bildøren og stod med udbredte arme og ventede, mens hun stod ud. Han løftede hende op og svingede hende rundt. Hun lo lykkeligt og kyssede ham. "Hvor bor du flot, jeg troede ikke, din gård var så stor." "Velkommen til Harrestrup, Elisabeth," sagde han højtideligt. Han vendte sig halvt om. Elisabeth fulgte hans blik og så, at en kraftig kvinde var kommet ud på trappens øverste trin. Elisabeth vinkede - det måtte være Herta, Jørgens mor. Kvinden stod roligt og ventede. Hun vinkede ikke.

Jørgen havde travlt med at bakse to store kufferter og nogle tasker ud af bilen.

"Kom og hils på mor. Hun har kaffen klar i havestuen," sagde Jørgen. Han gik foran hende med to tasker i hænderne. Elisabeth vaklede forsigtigt efter ham. Hendes sandaler passede ikke til brostenene.

Herta rakte hånden frem og sagde velkommen med et stift smil og kulde i øjnene. Hun gik foran ind i huset, og Elisabeth fulgte efter. Hun så en smuk, lidt gammeldags stue, hvor to glasdøre stod åbne ud mod haven. Bordet var dækket af en stivet, hvid dug med broderede blå blomster. Kopperne var også blå og hvide. Der lå hæklede servietter ved hver kuvert. Elisabeth så en stor lagkage, et fad med kringle og skåle med småkager. En skinnende sølv-kaffekande stod parat. Elisabeth så sig søgende om og spurgte:

"Mon jeg kunne låne toilettet?"

Herta viste vej med en hånd-bevægelse.

"Gå gennem køkkenet og derefter til højre," sagde hun. Jørgen kom ned ad trappen, da hun kom ud fra toilettet. Han trak hende ind til sig, og sammen gik de ind i havestuen.

Herta havde skænket kaffen. Elisabeth lo og snakkede.

Hun var lettet over at være nået frem. Hun var også glad og overrasket over den smukke gård. Hun var fast besluttet på at overvinde den skepsis, som Jørgens mor selvfølgelig følte. Nu ville hun bare være sød og kærlig mod både Jørgen og hans mor. Så skulle det nok blive godt alt sammen. Herta ville helt sikkert blive glad, når hun fandt ud af, hvor meget de holdt af hinanden.

Elisabeth drak kaffe og spiste sultent af de mange kager, som hun roste i høje toner. Hun fortalte livligt om turen, om skolen og om sin glæde over ferien på Harrestrup.

Jørgen smilede lykkeligt og holdt hendes hånd under bordet. Elisabeth prøvede at se bort fra den kulde, som Herta ikke skjulte særlig godt.

Senere kørte de en tur rundt på godset i Jørgens jeep, og bagefter pakkede Elisabeth ud. Jørgen havde købt en bred dobbeltseng og sat store spejle op på de faste skabe langs væggen. Fra vinduet, der vendte mod øst, så man over mod skoven

Den nat sov Elisabeth i Jørgens arme. Hun følte, at hun var kommet hjem. At livet nu for alvor skulle begynde for Jørgen og hende. Her ville hun leve resten af sit liv, sammen med den mand, hun elskede.

§§§

Elisabeth var tidligt oppe og i stalden sammen med Jørgen. Hun hilste på flere af de ansatte og på Jesper, som hun allerede havde mødt dagen før. Hun syntes straks godt om den kvikke, unge mand. Det var tydeligt, at han gerne ville gøre et godt indtryk på hende. Herta havde hun ikke fået snakket ret meget med endnu. Men det ville hun gøre, så snart der blev lejlighed til det.

Hun brød sig ikke om den stærke lugt af gris, der hang overalt. Men den kunne ikke fjernes, sagde Jørgen. Hun blev nødt til at vænne sig til den. Selv mærkede han den ikke, påstod han. Elisabeth tænkte, at den stank ville hun aldrig vænne sig til, men hun sagde ikke noget. Klokken 10 erklærede Jørgen, at han havde et par opgaver i stalden, som ikke kunne vente længere.

"Smut ind til mor og få en kop kaffe i køkkenet. Eller sæt dig ud i haven med en bog. Jeg er færdig til klokken 12, og så har vi eftermiddagen sammen. I aften skal vi til middag hos en af naboerne. På lørdag holder vi selv en festmiddag, hvor du bliver præsenteret for alle vores venner og bekendte her på egnen. Men snak nu godt for mor. Hun har været lidt nervøs for at møde dig. Det er vigtigt, at I to bliver gode venner."

Jørgen strøg en hånd gennem håret og så bekymret på sin elskede. Han kunne jo ikke sige til hende, at hans mor hadede og afskyede hende, bare fordi hun var hans kæreste. Mon ikke alt ville ordne sig, hvis de to kvinder fik snakket sammen? Når hans mor først lærte Elisabeth at kende, måtte hun da synes om hende.

Han vendte sig og gik hen mod stalden. Han måtte skynde sig. Dyrlægen havde allerede ventet i ti minutter. Han opsendte en stille bøn. Gid hans mor for en gangs skyld ville gøre, som han ønskede. Bare denne ene gang.

§§§

Herta æltede dej til småkager. Hun stod bøjet over skålen og lod, som om hun ikke mærkede, at Elisabeth kom ind i køkkenet.

"Kan man få en kop kaffe?" Elisabeth stod midt på det blanke stengulv og så smilende på den ældre kvinde. Hun svarede ikke.

Elisabeth gik hen til bordet og løftede termokanden. Den var tom. Så tændte hun for elkedlen for at lave sig en kop nescafé. Hun så sig om efter kaffe, men der stod ikke noget fremme.

"Hvor gemmer du kaffen?" Hun så spørgende på Herta. Herta svarede stadig ikke, men begyndte roligt at skrabe hænderne rene for dej. Derefter vaskede hun dem langsomt. Endelig åbnede hun en stor skuffe. Her stod glas med pulverkaffe og poser med hele bønner. Og hun tog et krus ud af et skab, stadig uden et ord.

"Jeg må se at lære at finde rundt i køkkenet, så jeg kan hjælpe mig selv." Elisabet talte med munter stemme.

"Senere vil jeg gerne hjælpe til. Hvis du bare viser mig, hvordan du vil have tingene gjort."

Herta svarede ikke.

Kedlen kogte, og Elisabeth lavede sig et krus kaffe. "Vil du også have?" spurgte hun.

Herta rystede på hovedet og begyndte igen at ælte videre. Elisabeth satte sig for enden af køkkenbordet og så ud i den smukke have.

"Er det dig, der passer haven?" Nu blev konen da nødt til at svare, tænkte hun.

"Du sidder på min plads." Hertas stemme var skarp som en kniv. "Her i huset har vi faste pladser. Du kan sidde der på langsiden." Hun pegede med den ene albue.

Elisabeth blev blodrød i ansigtet. Det her betød jo krig. Hvad i alverden tænkte konen på? Ville hun ødelægge alting? Det gik op for Elisabeth, at Jørgens mor ikke ønskede hende som svigerdatter. Først blev hun ked af det, men så kom vreden. Det skulle den kælling ikke slippe godt fra.

"Jeg vil altså gerne sidde her, så jeg kan se ud i haven," sagde Elisabeth. Hun prøvede at tale helt roligt, men stemmen rystede lidt. Herta sagde ikke et ord, men stod bare der ved bordet med ryggen til. Elisabeth så gennem de tårer, der fyldte hendes øjne, at en mand kom gående hen mod huset.

Han var i løbetøj og havde en hvid kasket på hovedet. Nu bankede han på dørkarmen.

Herta vendte sig ved lyden og smilede pludselig.

"Elisabeth," sagde hun venligt, "vil du ikke være sød at se, hvem det er?"

Elisabeth rejste sig straks. Men hun var nær besvimet, da hun så, at det var Jess, der stod i døren. Med et stort smil rakte han et brev hen mod hende.