Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 13

Kapitel 13

Ferie

Elisabeth pakkede. Hun havde lånt en rød Golf af en kollega, der skulle til Grønland hele ferien. Den holdt klar ude på gaden, og Elisabeth havde tænkt sig at køre næste dag. Hun var gået tidligt hjem fra den fælles lærerfrokost, før Jess nåede at blive fuld og nærgående. Han havde nu været ret fredelig på det sidste. Måske var han ved at forstå, at det var slut mellem dem. Hun håbede det. Nu ville hun i hvert fald få fred for ham i sommer. Det var ikke rart, at de var på samme skole, men måske skete der noget i sommer.

Elisabeth nynnede, mens hun pakkede sine kufferter. Hun tog rigeligt tøj med. Hvis alt gik efter planen, skulle hun bo hos Jørgen i seks uger. Hun lagde en hvid silkenederdel sammen. Hun havde købt et helt sæt i råsilke. Top, lang nederdel, bukser og jakke. Det havde kostet kassen. Hun plejede ikke at købe så dyrt tøj, men hun havde lyst til at gøre sig smuk for Jørgen.

Måske skulle hun slet ikke hjem igen, når ferien var forbi. Hun blev hed i kinderne bare ved tanken. Et nyt liv. En helt ny begyndelse.

På samme tid følte hun lidt dårlig samvittighed. Hun havde ikke sagt noget til nogen på skolen. Men Jørgen havde rådet hende til at holde lav profil, indtil hun havde bestemt sig.

"Du kan let finde arbejde som lærer her på egnen, hvis du vil. Men prøv nu først, om du kan lide at være her. Jeg håber, at du slet ikke får lyst til at arbejde, når vi gifter os. Du vil få begge hænder fulde her på gården, og hvis vi får børn, er det da bedst, at du bruger al din tid på dem."

Hun havde lænet sig bagover i hans arme og leende set ind i hans øjne.

"Du vil nok gerne have mig hjem til kødgryderne," lo hun. "Hvad nu, hvis jeg ikke har lyst?" Han kyssede hende ømt.

"Du kan få det med mig, som du vil have det," sagde han alvorligt. "Jeg elsker dig, Elisabeth. Du er det eneste, der betyder noget for mig."

Hans alvor havde rørt hende mere end noget andet. Nu skulle hun endelig se det sted, som måske ville blive hendes hjem. Hun glædede sig, men følte sig på samme tid urolig. Hun havde på fornemmelsen, at det ikke ville blive helt let.

"Moden mand møder moden kvinde, de flytter sammen og lever lykkeligt til deres dages ende." Drømmen var et eventyr. Virkeligheden var nok lidt mere kompliceret. Hans mor var et problem. Det var hun helt sikker på. Han talte aldrig om hende. Han blev urolig, ja næsten nervøs, hver gang hun spurgte om noget, der berørte hans mor. Men hun bad til, at problemet ikke var større, end at de kunne løse det i fællesskab.

"Min mor bor i det største soveværelse," havde Jørgen sagt. Han havde sat et mindre værelse i stand til Elisabeth. Det var nymalet, og han havde også købt en ny seng.

Hun talte i telefon med ham den aften. Han lød lidt bekymret, da han sagde: "Du kommer til at dele badeværelse med os begge, ja for resten også med den unge mand, vi har boende for tiden. Vi har to badeværelser nedenunder, men ovenpå er der kun et. Jeg regner med at få bygget om, så snart min mor flytter ud. Jeg håber, du kan klare det så længe?"

"Naturligvis," havde hun svaret. "Jeg kan sagtens indrette mig, du skal ikke være bange. Jeg er ikke spor vanskelig."

"Det ved jeg, min skat, men jeg vil jo gerne, at du skal føle dig velkommen. Jeg havde gerne set..."

Hun fik aldrig at vide, hvad han gerne havde set. Samtalen blev afbrudt, fordi hendes mobil løb tør for strøm.