Spor af Mord: Kapitel 16

Kapitel 16

De sad hjemme i Jespers lejlighed og pustede ud. Det lød næsten som om, de havde løbet hele vejen. "Hold da helt op," stønnede Louise. "Mit hjerte vil ikke holde op med at drøne af sted. Det sidder oppe i halsen og hamrer."

Hun var helt hvid i ansigtet på nær nogle røde pletter på kinderne.

Jesper gik ud i køkkenet for at finde noget, de kunne styrke sig på. Han fik et glimt af sit eget spejl-billede og så, at han var lige så hvid som Louise. Han havde en halv flaske whisky stående. Det ville sikkert være godt nu. Han tog to store glas og fyldte dem halvt op.

Han gav Louise det ene. Hun trak vejret hurtigt et par gange og tog så en ordentlig slurk. Hun fik tårer i øjnene, men lidt efter lidt fik hun en mere naturlig farve i kinderne.

Også Jesper mærkede først en stærk varme i maven. Måske skulle han have taget en lidt mindre slurk. Men så bredte varmen sig ud i kroppen. Hjertet holdt op med at banke vildt, og han kunne sætte sig i sofaen ved siden af Louise og slappe af.

"Puha," sagde hun. "Det var godt nok tæt på."

Hun tømte glasset og satte det hen foran ham. Han delte resten af whiskyen mellem dem.

"Det var for tæt på," sagde han og lukkede øjnene. Der lød en lille latter fra Louise. "Du skulle have set ham, jeg ramte. Han faldt om, så lang han var. Han må have en ordentlig bule nu. Jeg har aldrig slået nogen før. Og nu har jeg slået en stor voksen mand så hårdt, at han gik i gulvet. Det var godt nok uhyggeligt." Hun tog igen en god mundfuld af whiskyen.

"Det er godt, du havde den her. Man bliver ligesom sig selv igen."

"Ja, mon ikke," sagde Jesper. "Skål."

Han kunne mærke, at han også var ved at blive fuld.

Det var dejligt.

"Tror du, de ved, det var os?" spurgte hun.

"Ikke at det var dig. Dig kender de ikke. Men mig måske nok. Det tror jeg."

"Så ved de også, vi er her." Louise så sig bekymret omkring.

"De vil ikke gøre os noget lige nu, tror jeg. De vil nok ikke turde bryde ind først i opgangen og bagefter i lejligheden. I morgen smutter vi over tørre-lofterne og ud af en anden opgang. Så får de ikke øje på os."

"Nej, men hvad så med dig bagefter? Vi må gøre noget, så du ikke skal være i fare." Jesper nikkede.

"Bare jeg vidste, hvad vi skulle gøre."

De sad begge og så ud i luften og lod whiskyen virke.

De faldt til ro.

Tænk, at de havde begået indbrud. Og var flygtet fra mordere. Nu var de sikre på, at Prædikanten og hans hånd-Iangere var mordere.

Deres øjenlåg blev tunge.

Men så...

På præcis samme tid åbnede de øjnene helt op og stirrede på hinanden.

"Døren! Døren i højen!" De sagde det næsten i kor.

"Den store hængelås!"

De nikkede.

"Det må være der, de gemmer deres hemmeligheder," sagde Louise.

"Ja, hvorfor skulle der ellers være sådan en stor, ny hængelås?"

"Vi må handle hurtigt," sagde Louise. "Ellers kan de nå at fjerne beviser."

Jesper nikkede.

"Straks i morgen aften."

Louise så længe på ham.

"Hvis vi finder beviser, må vi kunne passe på dem." "Vi må ringe efter politiet, lige så snart vi ved noget," sagde han.

"Ja, men hvis de opdager os, vil de måske skynde sig at fjerne beviserne. Eller ødelægge dem."

"Det går ikke," sagde Jesper. "Men hvordan skal vi forhindre det?"

"Vi må have våben." Louise så på ham. "Der er ikke andet at gøre. Vi må have våben."

"Øh. Ja, måske. Men jeg tror ikke, jeg vil kunne stikke en kniv i nogen. Selv ikke min værste fjende. Og sky-de-våben aner jeg ikke, hvor man finder," sagde Jesper. "Jamen så peber-spray måske," foreslog Louise. "Jo, men det er jo også ulovligt. Jeg har ingen anelse om, hvordan man får fat i peber-spray."

"Næh, du har ret."

De sad lidt og tænkte sig om.

"Nu har jeg det!" Louises ansigt lyste helt op. "Strømpistoler. Min onkel, eller pap-onkel, eller hvad man nu skal kalde ham. Han har en gård. Her opdrætter han tyre-kalve. Ind imellem bruger han en strøm-pistol. Han har sagt, de kan slå en voksen mand omkuld. De er lovlige."

Jesper fik hurtigt tændt computeren. Det tog ham ikke lang tid at finde en forretning, der solgte strøm-pistoler. For seks hundrede kroner.

"Vi kører ind og køber to i morgen," sagde Louise. De grinede til hinanden. De ville ikke have noget imod at give de forbrydere et stød. Tværtimod. Det ville de gøre med største fornøjelse.

Selv om de havde delt en halv flaske whisky, blev de begge lidt generte, da de skulle i seng. Jesper havde kun én seng. Han smilede og sagde:

"Den skal du selvfølgelig sove i. Jeg snupper sofaen." Inden Louise kunne nå at protestere, havde han taget sin dyne ind på sofaen.

"Du er alt for sød," sagde Louise og gik ud og børstede tænder.

Han ville frygtelig gerne have ligget inde ved siden af hende. Men det var som om, alt det uhyggelige gjorde tanken om sex helt umulig.

Måske bagefter. Det håbede han.

"Jeg tror gerne, jeg vil have døren stående åben imellem os," sagde Louise. "Er det i orden?"

"Selvfølgelig."

De lå i mørket. Jesper kunne mærke, søvnen ikke ville komme. Alle mulige tanker holdt ham vågen. Det havde været frygtelig uhyggeligt. Og det ville sikkert blive endnu værre i morgen.

"Tror du, de har pistoler?" lød det inde fra soveværelset.

Louise kunne heller ikke sove.

"Næh. Det håber jeg da ikke. De virker mere som brutale bøller, der kan lide, det gør ondt. Ellers ville de vel bare have skudt mig."

Igen lå de tavse i mørket. "Kommer du ikke herind?" sagde Louise. Jesper kom hurtigt på benene. På vej forbi vinduet så han ned på gaden. En skygge stod inde i opgangen overfor. Der blev holdt øje med dem. Det var han sikker på. Han skulle lige til at sige noget, men ombestemte sig. Der var ingen grund til at gøre hende mere bekymret.

Louise gjorde plads til ham i sengen. Så snart han lå ned, rykkede hun helt hen til ham. Så kyssede hun ham længe. Jesper glemte med ét alt om Prædikanter og mordere. Lidt efter vendte hun sig, så de lå i ske.

"Tror du, vi klarer den?" mumlede hun.

Jesper kom tilbage til virkeligheden.

"Ja. Selvfølgelig. Prøv lige at mærke de her over-arme.

Hvis nogen prøver på noget, får de sig en slem forskrækkelse. Og et ordentligt stød."

Louise gav over-armen en kærligt klem og grinede lavt.

"Ja, vi skal nok klare det."

Hun trykkede sig helt ind mod ham - og faldt i søvn. Jesper lå uden at bevæge sig, af frygt for at vække hende. Det var godt nok dejligt at ligge sådan. Hendes kys havde lovet en hel masse om fremtiden. Det skulle nok blive godt alt sammen. Men hvad med i morgen? Jesper kunne mærke, han var urolig. Nu havde han noget at miste. Rigtig meget. Han ville kæmpe til det sidste. Men det skulle nok lykkes. Han kneb øjnene i.

Det måtte han tro på.

Det var næsten lyst, før Jesper faldt i søvn.