Spor af Mord: Kapitel 09

Kapitel 9

Det var lidt op ad eftermiddagen, da Jesper kom tilbage til sekten. Han havde prøvet at finde noget om den på internettet, men der var ingenting. Når han søgte på adressen, stod der blot et navn. Der var hverken telefon eller andet, man kunne bruge til at kontakte manden. Lidt til venstre for lågen på en hvid søjle, var der en lille ringe-klokke.

Jesper trykkede på den.

Der gik et pænt stykke tid. Ingenting skete. Jesper trykkede igen.

Så lød der med ét en skrattende stemme fra søjlen.

"Hvad vil du?"

"Jeg vil gerne høre lidt mere om 'Guds udvalgte'. Måske selv blive en."

Lang stilhed.

"Hallo," sagde Jesper prøvende.

"Øjeblik."

Igen gik der lang tid. Jesper fik øje på et lille kamera øverst på søjlen. Så havde de måske set ham i går.

"Hvem er du?"

Nu var det en ny stemme.

"Øh. Jeg hedder Jesper. Jeg har hørt Prædikanten tale og syntes, det lød spændende."

"Gå op til trappen."

Lågen åbnede sig raslende.

Jesper gik ind og kunne høre lågen gå i bag ham. Han gik hen til huset og op ad trappen. Den store hoveddør blev åbnet i samme øjeblik, han nåede frem.

En mand, der ikke lignede et af guds bedste børn, åbnede døren. Han var nok blevet frelst ret sent i livet. I hvert fald lignede han en forreven hankat. Han manglede det meste af venstre øre, og to af fortænderne var knækkede. Hans ikke særlig rene skjorte var kun knappet et par steder. Jesper kunne se, at mandens bryst var dækket af en stor tatovering. Det var en drage i rigtig dårligt humør.

"Følg med," knurrede han og drejede omkring. De gik ned ad en lang gang. For enden af gangen åbnede manden en dør. Inde i et halv-mørkt rum kunne Jesper skimte tre mænd ved et bord. Manden i midten var Prædikanten. De to andre havde Jesper ikke set før. "Sæt dig ned," sagde Prædikanten. Han slog ud med hånden og fortsatte:

"Du siger, du har hørt mig tale."

Jesper fornemmede en fælde. Det var nok bedst at holde sig så tæt på sandheden som muligt.

"Nej det er ikke helt rigtigt. Jeg har hørt nogen tale om dig."

"Nå. Og hvad har de så sagt?"

"De fortalte, du ville fjerne synden fra det område, hvor jeg selv bor. Rense ud. Det, synes jeg, lyder som en god idé."

Prædikanten nikkede. Så det lød nok meget godt. Jesper følte sig lidt mere sikker. Hvor var han god til at lyve.

"Hvordan fandt du ud af, hvor vi bor?" spurgte Prædikanten.

Ups. Det havde Jesper ikke tænkt over. Igen var sandheden nok det bedste.

"Jeg så lige et glimt af dig i går. Og... ja, så fulgte jeg efter dig. Men jeg syntes, det var for sent at ringe på. Så jeg ventede til i dag."

"Ja så." Prædikanten tørrede sig over ansigtet med et lommetørklæde. "Nu optager vi ikke nye medlemmer sådan uden videre. Vi skal først overveje det nøje. Hvis vi siger ja, kan du måske blive discipel på prøve. Vi vil give dig forskellige opgaver, så vi kan se, om du er gjort af det rette stof. Vi forlanger for eksempel fuldstændig lydighed. Hvad siger du til det?"

"Jo, det skal nok gå."

"Ok. Vi vil tænke over tingene. Vi skal have dit navn og adresse. Vi skal også vide, hvad slags arbejde du har.

Og hvilke interesser."

Jesper skulle lige til at åbne munden, men Prædikanten rystede på hovedet.

"Vi vil også vide, hvad du synes, der er det værste her i verden. Hvis du kunne hjælpe Gud, hvad ville du så gøre?"

Han rakte Jesper et stykke papir.

"Vi vil helst have, du skriver det ned. Sæt dig ind i værelset ved siden af."

"Tak." Jesper bukkede let og blev fulgt ind i et lille rum. Der var ikke andet end et bord og en stol.

Jesper lagde ikke mærke til manden, som hurtigt smuttede ind til Prædikanten. Det var ham, som havde fulgt efter Jesper fra værtshuset.

Han kløede sig i nakken. Navn, adresse og arbejde var nemt nok. Som interesse kunne han vel godt skrive motorcykler. Men hvad var det værste i verden? Det vidste han ikke. Og det skulle jo være noget, som Prædikanten ville være enig i. Han talte meget om hor. Jesper nikkede for sig selv og skrev:

'Sex uden for ægteskabet er forkert.'

Det lød godt nok åndssvagt, men mon ikke det var det, Prædikanten mente?

Hvad kunne han mere skrive? Jesper tænkte, så det knagede. Hvad med de ti bud? Næ, dem kunne han heller ikke rigtig komme i tanker om. Godt de ikke havde hørt ham i biblen. Han havde ikke kigget i den siden sin konfirmation. Var der ikke noget med at ære sin far og sin mor? Og at man ikke måtte slå ihjel. Det kunne han vist ikke bruge til noget nu. Men han kunne vel skrive, at man skulle bede til Gud og følge hans bud.

Ja, sådan måtte det blive.

"Er du færdig?" lød en hæs stemme ovre fra døren. En mand stod og holdt øje med Jesper. Det løb ham koldt ned ad ryggen. Nu forstod han, hvad bartenderen havde ment med, at de folk ikke gik af vejen for mord. Mandens hoved var uden et hår og helt hvidt og magert. Der løb et langt ar nede fra højre side af hagen og hen over munden. Munden var blevet underlig skæv. Arret fortsatte op over næsen, som manglede den ene fløj. Videre op til venstre øje, hvor der kun var øjenhulen tilbage. Igennem øjenbrynet og videre bagud til øret.

Manden stirrede på ham med sit raske øje. Det hvide i øjet var helt rødt. Jesper sank et par gange, før han kvækkede:

"Ja, jeg er færdig."

"Jeg følger dig ud."

Lidt efter lukkede døren sig bag ham. Jesper åndede dybt ind og tørrede sveden af panden. Det var alligevel mere spændende at være spion, end han havde regnet med. Han håbede, Prædikanten ville optage ham i flokken. Så kunne han finde ud af noget mere.