×

We use cookies to help make LingQ better. By visiting the site, you agree to our cookie policy.

image

Spor af Mord, Spor af Mord: Kapitel 08

Spor af Mord: Kapitel 08

Kapitel 8

Endelig blev det onsdag. Jesper havde travlt. Han havde lånt en lille, hurtig motorcykel af en kammerat. Den stillede han diskret i nærheden af Banegade. Hans egen gamle motorcykel lød som en fiske-kutter på land. Den var heller ikke helt til at stole på, hvis man gerne ville starte i en fart.

Ud på aftenen satte han sig ind på Zoo Bar. Herfra havde han et godt udsyn over Banegade. Han kunne mærke, han havde en smule sommerfugle i maven. Om lidt skulle han skygge Prædikanten og finde ud af, hvor han boede. Den slags havde han aldrig prøvet før. Og manden var efter sigende farlig. Hvad han skulle gøre bagefter, havde han ikke fundet ud af endnu. Men han skulle nok finde på noget.

Øl var ikke en god idé. Det kunne jo blive en lang aften og nat. Så han startede med en kop kaffe.

Han åbnede avisen foran sig. Så havde han noget at gemme sig bag, hvis Prædikanten pludselig dukkede op. Jesper kiggede ud af vinduet, mere end han kiggede i avisen.

Det så ud til at blive en lang aften. Flere gange kom der store mænd forbi, som kunne ligne Prædikanten. Jesper nåede lige at mærke et jag i maven af spænding hver gang. Men det var falsk alarm.

Han blev efterhånden nødt til at bestille andet end kaffe. Ellers var der risiko for, at han skulle tilbringe resten af aftenen på toilettet.

Den ene øl tog den anden. Jesper gabte. Det var mere kedeligt at eftersøge folk, end han havde regnet med.

Han sad næsten og småsov, da døren pludselig gik op. En kæmpestor mand stod i døren. Han havde lang, sort frakke på. Den stod åben, så man kunne se den sorte vest og hvide skjorte med flip. På en eller anden måde fik den ham til at minde om en præst.

En præst fra helvede. Det var, hvad han lignede. Hans fede ansigt strålede af sved, vanvid og ondskab. Det løb Jesper koldt ned ad ryggen. Lynhurtigt fik han gemt sig bag avisen. Han ville helst ikke have, at Prædikanten lagde mærke til ham.

Prædikanten bestilte en kop kaffe oppe i baren. Så snart han vendte ryggen til, søgte Jesper dækning i en lille gang ved toiletterne. Herfra kunne han bedre holde øje med Prædikanten uden at blive set.

Mens Prædikanten drak sin kaffe, så han søgende rundt i lokalet. Men han fandt åbenbart ikke, hvad han søgte. Pludselig rejste han sig og gik ud mod toiletterne. Nu var gode råd dyre. Jesper måtte straks gøre sig usynlig. Han kom til at løbe ind på dame-toilettet. Der var ikke tid til at komme ud igen. Der var to toiletter herinde, og det ene var optaget. Jesper skyndte sig ind på det andet og låste døren.

Inde fra sit gemmested kunne Jesper høre, at dørene på herre-toilettet blev åbnet hårdt. Heldigt, at han ikke sad derinde.

Kvinden ved siden af trak i toilettet. Hun ordnede tøjet og åbnede døren. Lidt efter kunne han høre hende vaske hænder. I det samme røg døren op med brag. Det var Prædikanten, der nu ville undersøge dame-toilettet. "Hov hov," råbte kvinden. "Hvad laver du her? Det er et dame-toilet. Herrer er inde ved siden af."

"Jeg..."

"Det er lige meget, hvem du er. Du skal bare ikke være her!"

"Jeg..." prøvede Prædikanten igen. Men kvinden var ligeglad.

"Hvis du ikke skrider i en fart, så får jeg Falk til at smide dig ud. Forstået?"

Falk var nok tjeneren.

Kvinden fortsatte:

"Du er måske en af de her perverse, som vil se damer tisse."

"Brænd i helvede, sindssyge kælling!" hørte Jesper Prædikanten råbe. Men døren blev smækket i. "Sikke en nar," mumlede kvinden for sig selv Jesper sad musestille. Han skulle ikke have noget af at komme ud, før hun var gået.

Damer og spejle. Pyha, sikke en tid det tog. Hvad kunne hun dog lave? Hvis Jesper havde turdet, havde han stønnet. Men det ville nok vække mistanke. Selvom damer vel også kunne have hård mave.

Endelig lød det, som om en håndtaske blev lukket. Døren blev åbnet, og lidt efter kunne Jesper høre den smække i. Han var alene. Nu gjaldt det om at være hurtig. Men han tøvede alligevel. Hvad nu hvis Prædikanten stod derude? Det ville se meget mistænkeligt ud, hvis han kom ud fra dame-toilettet. Men der var et vindue inde på toilettet. Det var vist stort nok til, at han kunne kravle ud af det.

I en fart fik Jesper åbnet vinduet og kravlede ud. Der var et stykke ned, men han tog chancen og sprang.

Det gav et jag i den ene ankel. Men det var ikke noget alvorligt. Han skyndte sig hen til motorcyklen. Nu var han parat til at følge efter Prædikanten.

Det varede ikke længe, før døren til værtshuset gik op. Prædikanten kom ud. Han så endnu mere hidsig ud end før. Han gik hen mod en pige. Så snart hun fik øje på ham, skyndte hun sig væk.

"Kom her, din skøge, og mød din frelser," brølede han efter hende. "Helvede venter forude på den, der flygter fra Herrens nåde!"

Men pigen ønskede ikke at blive frelst. I stedet forsvandt hun i en fart om et gade-hjørne. Og pludselig var det som om, hele gaden var støvsuget for piger. "Fandens," kunne Jesper høre, Prædikanten mumle. Så gik Prædikanten over vejen og ned ad en sidegade. Jesper startede motorcyklen og fulgte forsigtigt efter. Han nåede lige at se Prædikanten stige ind i en mørk varevogn, før den startede. Jesper holdt sig lidt bag den. Varevognen kørte lidt rundt i kvarteret som om, de ledte efter noget. Men pludselig forlod de området og kørte med god fart mod den østlige del af byen. Jesper håbede, de nu var på vej mod deres tilholds-sted.

Varevognen standsede ud for en stor, gammel villa. En

lille fyr, som Jesper ikke havde set før, stod ud og åbnede en enorm jern-låge. Varevognen kørte igennem, og lågen blev lukket igen. Oppe ved huset kunne Jesper lige akkurat se Prædikanten stige ud og forsvinde ind i huset.

Jesper stillede motorcyklen lidt væk derfra. Han sneg sig forsigtigt tilbage til indkørslen. Der var et lille skilt på lågen. 'Guds udvalgte,' stod der. Det var altså det, de kaldte sig.

Han så op mod huset. Hvordan skulle han komme ind? Så fik han en idé. Han kunne jo lade som om, han ville være medlem af sekten. Han kunne ringe på og sige, at han havde set Prædikanten på Vesterbro. At han var blevet vældig betaget af hans ord.

Men det var for sent nu. Han ville vente til i morgen.

Learn languages from TV shows, movies, news, articles and more! Try LingQ for FREE