Spor af Mord: Kapitel 07

Kapitel 7

Jesper satte sig på en bænk. Hvordan skulle han nu finde Prædikanten? Politiet ville helt sikkert ikke fortælle ham, hvor han boede. De mente jo, han var uskyldig. Ok. Der skulle en anden taktik til.

Jesper rejste sig og gik ind på det nærmeste værtshus. Det ville måske være bedre. Bartendere ville for det meste gerne snakke - og skulle ikke have helt så meget for det. Desuden var de vel ikke bange for Prædikanten.

"Hej," sagde Jesper og satte sig ved baren.

"Hvad skal du have?"

"En øl. Almindelig."

Egentlig havde han ikke så meget lyst til en øl, men han ville gerne ligne en almindelig værtshus-gæst - og de drak sjældent vand. Og pyt, han skulle jo ikke på arbejde i morgen.

Bartenderen åbnede øllen og skænkede op i et glas. Jesper betalte og rømmede sig:

"Ohm."

Bartenderen så spørgende på ham.

"Jo. Jeg har hørt om en, der bliver kaldt Prædikanten. Han skulle gå rundt her i kvarteret. Ham ville jeg gerne snakke med."

"Tja, han har da været her en enkelt gang eller to. Men jeg ved ikke, hvor du kan finde ham. Vi er nemlig helst fri for ham. Men bliver du hængende, kan det da være, han kommer forbi igen."

Jesper blev hængende en øls tid, men der kom ingen Prædikant.

Resten af aftenen og langt ud på natten fortsatte Jesper fra det ene værtshus til det andet. Klokken nærmede sig fire. Han havde efterhånden drukket så mange øl, at han havde svært ved at gå lige. Nu ville han lige prøve et sidste sted, før han gik hjem.

Tre mænd stod ved baren og raflede. En af dem var vist bartenderen. Han var usædvanlig stor og lignede en, der havde været i rigtig mange slagsmål. Jesper lagde mærke til, at gæsterne også så noget rå ud. Her kunne man sikkert hurtigt redde sig en gang øretæver, hvis man ikke passede på. Det var ikke et sted, han normalt ville komme.

Ikke et ord kom der over bartenderens læber. Han bare gloede på Jesper. Det lod ikke til, at han brød sig om, hvad han så.

"En øl," sagde Jesper. Han syntes, hans stemme lød lidt høj og skinger.

Bartenderen fandt en frem under disken. Han hældte den op i et glas, som bestemt kunne have været renere. Jesper havde dog ikke lyst til at brokke sig.

Han begyndte:

"Jeg leder efter en, der bliver kaldt Prædikanten. Han skulle komme her i kvarteret. Jeg kan ikke finde ham. Ved du..."

"Du finder ikke det bræge-hoved her. Det kan jeg godt love dig."

Tjeneren var blevet rød i hovedet. Han pegede på Jesper med en tyk, gul finger.

"Og det kan jeg godt sige dig," fortsatte han. "Hvis du er en af hans mænd, så kan du godt lade øllen stå og lette røven."

"Nej. Nej. Slet ikke," skyndte Jesper sig at sige.

"Ok."

Bartenderen slappede lidt af og fortsatte:

"Han råbte op om hor og druk. Det gad jeg sgu ikke høre på. Jeg kylede den lede stodder på røven ud af døren. Udenfor var der et par af gæsterne, der skubbede lidt til ham. Så jeg tror ikke, han kommer her tilbage."

"Jeg har også en høne at plukke med ham," sagde Jesper. "Ved du, hvor jeg kan finde ham?"

"Nej. Men jeg ved, det ikke er lige i nærheden. Det er vist ude i et fint kvarter på Østerbro. Der har han en stor villa. Hvor idioten så ellers har fået alle de penge fra. Men det er ikke for hans gode gerninger. Det kan jeg godt sige dig. Han er en led karl, og den flok, han render sammen med, er endnu værre. Fy for satan."

"Jamen, hvad gør de da?"

"Der går jo rygter."

"Ja?"

"De stakkels ludere, der er kommet tilbage efter en tur hos de sataner."

Bartenderen rystede på hovedet ved tanken og fortsatte.

"De ligner noget, der er løgn. Men de er så bange, at de ikke tør sige et ord. Og det er kun blevet værre her på det sidste. Det ender galt."

"Hvordan galt?"

"Jeg kendte et par af de sataner, inden de blev hellige -eller hvad de nu er blevet. Jeg kan godt sige dig, de fik ikke lov til at drikke her blandt ordentlige folk."

Jesper så sig omkring, men sagde ingenting. For hvis det her var ordentlige folk, ville han nødig møde Prædikantens nye disciple.

"Kunne de slå nogen ihjel?" spurgte Jesper.

Bartenderen kneb øjnene sammen og så på ham. "Uden tvivl. De elsker at pine og plage folk. Og hvis der er penge at tjene, vil de gøre hvad som helst - også slå ihjel."

"Har du slet ikke nogen idé om, hvordan jeg får fat i dem?"

Bartenderen trak på skulderen.

"Næ, det er alt, hvad jeg ved. Eller, vent lige... hver onsdag, tror jeg... jo... hver onsdag, et stykke ud på natten, da er han i Banegade. Det har jeg hørt. Og du må gerne fortælle, at du har det fra mig."

Bartenderen vendte sig igen og fortsatte sit spil. En mand i en slidt, grønjakke kom pludselig hen ved siden af Jesper. Han havde stået for sig selv i den anden ende af baren.

"Jeg synes, jeg hørte dig tale om Prædikanten," sagde manden.

"Jo."

Jesper trak på skulderen. Af en eller anden grund følte han sig ikke tryg ved manden. Der var noget forkert og lusket over ham.

"Hvad vil du ham?" fortsatte manden.

"Bare høre, om han kendte noget til en pige."

"Hvad for en pige?"

Igen trak Jesper på skulderen.

"Pyt med det."

Han ville ikke fortælle manden noget. I stedet drak han hurtigt ud og gik ud på gaden. Det var på tide at komme hjem.

Jesper trak kraven op om halsen og gik godt til. Natten var blevet kold. Men nu havde han da i det mindste starten af en plan. Onsdag nat ville han være i Banegade. Og så ville han følge efter Prædikanten. Han ville følge ham som en skygge, indtil han vidste, hvor han boede.

Men hvad var nu det? Jesper spidsede ører. Var der ikke hele tiden lyden af trin bag ham? Han så sig tilbage. Jo! En skygge forsvandt lyn-hurtigt ind i en opgang.

Han var ikke bange. Dels havde han fået en del øl. Og så havde de mange år som tømrer holdt ham i god form. Hvis det var nødvendigt, kunne han da godt forsvare sig.

"Hallo!" sagde han. "Er der nogen?"

Men ingen svarede.

Jesper gik videre. Men nu lyttede han. Var det ikke lyden af trin igen? Jesper vendte sig lyn-snart om. Og denne gang så han tydeligt en mand i grønjakke forsvinde ind i en port. Han stod lidt. Så tog han en dyb ind-ånding og gik derhen. Porten virkede mørk og øde. Han havde ikke lyst til at gå derind, og hjemme ventede sengen. Jesper nikkede for sig selv og skyndte sig hjemad.

Lige med et slog det ned i ham, at han havde set den jakke før. Det var manden fra baren. Så var der altså noget lusk ved ham. Han vendte sig igen hurtigt, men denne gang var der ingen. Måske havde han bare fået lidt for meget at drikke. Inden han låste sig ind i sin egen opgang, så han sig tilbage igen. Var der nogen? Næh. Han kunne ikke se nogen. Men han følte sig alligevel ikke helt sikker. Hurtigt forsvandt han ind i opgangen.

Manden trådte ud af skyggen. Han så op mod vinduerne. Da der kom lys i et par af dem, nikkede han for sig selv. Han gik hen og læste navne-skiltene ved døren.

Jesper Lund. Han skrev det ned og forsvandt så.