Spor af Mord: Kapitel 05

Kapitel 5

Efter fire dage alene derhjemme kunne han ikke holde det ud mere. Noget måtte ske.

Han ville gå ned og snakke med politiet. De måtte fortælle ham, hvordan det gik. Om de snart havde hendes morder.

Hurtigt tog han sin jakke på og gik rask ned mod politistationen. Jesper syntes, det var helt rart at have et mål igen. Man blev skør af bare at gå rundt om sig selv i lejligheden. Ligesom en løve i bur.

Kriminal-betj enten tog venligt imod ham.

"Næh," sagde han, efter de havde talt sammen lidt. "Det kan ikke være Aksel Anton Madsen."

"Aksel Anton Madsen?"

"Ja, det er ham, du kalder Prædikanten."

"Hvorfor kan det ikke være ham?"

"Han har et alibi for tidspunktet. Der var et slags bønnemøde i hans villa på det tidspunkt. Mindst fem personer bakker hans historie op."

"Det er garanteret løgn!"

"Det bliver svært at bevise."

Betjenten trak på skulderen.

"Men..." sagde Jesper.

"Og husk på det liv, hun levede," fortsatte betjenten.

"Hvad mener du?"

"Hun kan jo have mødt hvem som helst. I det job er man udsat for alle verdens uhyggelige skabninger. Somme tider går det galt."

"Hvad vil I så gøre?"

Det lød, som om betjenten allerede var ved at lægge sagen til side.

"Vi undersøger stadig sagen, og så håber vi, der dukker noget op."

"Bare fordi hun var luder, så gør I ikke ret meget!" Jesper kunne mærke, han var ved at blive rød i hovedet. Det kunne politiet bare ikke være bekendt.

Betjenten rystede beroligende på hovedet.

"Nej, sådan er det ikke."

"Hvordan så?"

"Det er bare sværere, når det er en prostitueret. Der er så mange mulige gernings-mænd. Det gør det vanskeligere."

Jesper troede ikke, de ville gøre ret meget mere ved Rikkes sag. En død luder var ikke det, man brugte mest tid på. Politiet mente sikkert, at der var mange andre sager, som var vigtigere. Imens gik Rikkes morder frit omkring. Og han ville få lov til at blive ved med det. Det var ikke til at holde ud at tænke på.

Igen travede Jesper rundt i sin lejlighed. Men nu som en rasende løve. Rikke, tænkte han. Nej. Ikke om man skulle slippe godt fra at slå hende ihjel. Han bed tænderne sammen i vrede. Han standsede ved vinduet og stirrede ud på gaden. Han troede ikke på det alibi. Det måtte være Prædikanten, der havde gjort det. Han måtte gøre noget. Ellers ville han aldrig få ro. Han måtte prøve at finde morderen. Han vidste, hvem der havde gjort det. Nu skulle han bare bevise det. Men hvordan? Han sad længe og vendte og drejede forskellige idéer. Så rejste han sig og gik ud i aften-luften. Jo, nu vidste han, hvor han ville begynde.