Spor af Mord: Kapitel 02

Kapitel 2

Der var gået en uge. Jesper havde ikke set meget til Rikke. To gange var de stødt på hinanden i opgangen. Men det virkede ikke, som om hun havde lyst til at snakke. Hun virkede mere træt og jaget, end hun plejede. Begge gange havde hun skyndt sig op i sin lejlighed. Jesper havde lyst til at tage fat i hende. Det gjorde ondt at se hende sådan. Men nu ville han tale med hende. Han måtte overtale hende til at gå i en eller anden behandling. Ellers ville hun ikke klare det meget længere. Det var han bange for.

For hundrede og syttende gang så han på uret. Hun skulle have været her for to timer siden. Hun plejede aldrig at være så sent på den. Og lige så længe han kunne huske, havde hun vasket torsdag kl. 17.00. Engang havde hun for sjov sagt, at når hun engang blev fundet død med en kanyle i armen - så ville hun måske nok se forfærdelig ud, men tøjet ville være rent.

Han åbnede døren op på vid gab og kiggede igen forgæves ned ad trappen. Så gik han ned og lyttede ved hendes dør. Der var helt stille. Jesper tøvede. Han havde aldrig banket på hos hende. Han havde mærket, at hun ikke ønskede indblanding i sit privatliv. Men det var ligesom noget andet nu.

Han bankede ganske let på døren.

Der skete ikke noget. Han tog mod til sig og bankede ret hårdt. Nu skulle det ikke være til at overhøre. Ikke en lyd kom der inde fra lejligheden. Forsigtigt kiggede han ind ad brev-sprækken. Men han kunne ikke se noget. Der var i hvert fald ikke tændt lys derinde. "Rikke," kaldte han forsigtigt. Men der kom ikke noget svar.

Lå hun derinde i mørket? Måske halvdød af en overdosis? Jesper begyndte at blive rigtig nervøs. Han gik hurtigt ned i kælderen for at sikre sig, at hun ikke var smuttet derned. Men nej, hendes vaske-brik hang urørt ud for kl. 17.00.

Hvor var hun?

Jesper gik op til sig selv. Men han anede ikke, hvad han skulle gøre. Han travede op og ned ad gulvet i den lille stue. Endelig standsede han ud for telefonen. Han kunne ringe til viceværten. Han løftede røret. Men nej - han lagde det på igen. Hun kunne jo være alle mulige steder. På besøg hos en ven. På hospitalet. Eller faldet i snak på en café. Ja, alle mulige steder. Og hun skulle jo ikke fortælle ham om det. De var jo ikke kærester eller noget. Hun kunne jo gøre som det passede hende. Det ragede ikke ham. Han tændte for fjernsynet. Men han kunne ikke sidde stille.

I stedet gik han ned i kælderen og satte sin vask over. Det føltes som forræderi.

På vejen op bankede han igen på hendes dør. Der blev stadig ikke svaret. Han måtte gøre noget. Men hvad ville Rikke sige til, at han blandede sig i hendes liv? Han ville nødigt miste hendes venskab. Og han var heller ikke den, der plejede at blande sig i andres liv.

Sidst på aftenen besluttede han sig. Han måtte ringe til viceværten. Det kunne han mærke. Det nyttede ikke at stå og håbe på, at alt var ok. Ikke med en pige som Rikke.

Lige så snart han var oppe hos sig selv igen, ringede han. Han hørte den ringe og ringe, men ingen tog den. Han prøvede igen. Endelig blev den taget. "Ja?" Stemmen lød søvnig og langt væk. Som om viceværten ikke havde kræfter til at løfte røret helt op til munden.

Jesper sagde hurtigt, hvem han var, og hvor han boede. "Ja, hej." Viceværten lød ikke særlig interesseret.

"Jeg er bange for, at der er sket noget med Rikke nede på anden sal."

"Hvorfor det?"

"Hun kom ikke til en aftale, vi havde."

"Hun er narko-luder," sagde viceværten. "De holder sgu da aldrig deres aftaler." Han lød, som om han skulle til at lægge på.

"Jeg vil gerne have, du kommer og åbner døren."

"Du må være gal. Jeg ligger i min seng."

"Hun kan ligge og være syg. Måske af en over-dosis."

"Og hvad så? Måske ligger hun med en fyr."

"Tænk nu, hvis hun ligger i sin seng og dør i nat. Så vil jeg sige til både pressen og politiet, at du ikke ville hjælpe. Og til ejerne af den her ejendom."

"Du er sgu da for meget, mand. Hun er bare en skide narko-luder!"

"Ok, så ringer jeg til politiet og derefter til ejerne af ejendommen." Jesper vidste ikke, hvem der ejede huset. Men truslen kunne måske få viceværten ud af fjerene. Han var lidt forbavset over sig selv. Han havde aldrig i sit liv truet nogen før. Nu lød han, som om han aldrig havde lavet andet.

Der var helt stille i den anden ende. Måske ville lidt smørelse gøre det lettere for viceværten at overgive sig.

"Jeg giver en flaske snaps, hvis du får den dør åbnet."

"Ok, ok, når det er så vigtigt for dig. Jeg er der om to minutter."

Der gik nu nok ti minutter, men så stod viceværten der. Han så mere sur ud end sædvanlig. Han bankede længe på døren. Men til sidst fandt han nøglen frem.

"Hvis der bliver ballade med hende, siger jeg, det var dig, der forlangte det."

"Det gør du bare."

"Det kan jo være, hun ligger med en eller anden gut. Har du tænkt på det?"

"Det gør hun ikke."

"Ok, det er på dit ansvar."

Viceværten satte nøglen i låsen. Jesper kunne mærke maven snøre sig sammen. Han var bange for, at hun skulle ligge derinde, bevidstløs eller død. Og han var også bange for, at hun måske bare sov enormt tungt. Så ville hun nok blive skide-sur over, at han kom brasende. Viceværten åbnede døren.

"Halloooo," råbte han ind i den lille lejlighed.

"Halloooo, nogen hjemme?" råbte han igen, før han gik over dør-tærsklen.

De trådte ind i den lille stue. Den var ryddelig. Men der var ingen Rikke. Hun var heller ikke i køkkenet eller det lille badeværelse.

Jesper vidste ikke, om han skulle være lettet eller ej. For hvad var der så sket med hende?

"Du skylder mig en flaske snaps," sagde viceværten. Han låste døren efter dem og forsvandt ned ad trappen.

Det var koldt udenfor. Jesper trak jakken op om ørerne. Han ville se, om han kunne finde hende der, hvor hun plejede at være.

Han gik op og ned ad gaden et par gange. Ingen Rikke. Han kiggede ind de steder, hvor det kunne tænkes, at hun sad og fik varmen. Ingen Rikke. Til sidst tog han mod til sig. Han gik hen og spurgte en af de piger, der trak.

"Øh. Undskyld."

Pigen så på ham.

"Har du set Rikke?"

"Næh."

"Har hun været her i dag?"

"Næh."

"Har du hørt noget om hende?"

"Næh."

"Har du nogen idé om, hvor jeg kan finde hende?"

Pigen trak på skulderen. Hun gik hen mod en bil, som standsede ud for dem.

Det nyttede ikke noget. Han kunne ikke finde hende. Jesper begyndte lige så langsomt at gå hjem. Han turde ikke melde hende savnet til politiet endnu. Rikke brød sig ikke om politiet. Hun ville blive stik-tosset, hvis han fik dem til at lede efter hende.

Hvis hun ikke var kommet hjem i morgen aften, så ville han gøre det alligevel.

Det blev sent, før han faldt i søvn den aften.