Musikken du lytter til spilles falsk (med vilje)
Ah, klaveret. Det mest indflydelsesrige instrument -
- når det kommer til måden, vi laver musik på i Vesten.
Det er fundamentet i stort set al den musik, du hører.
Har det en melodi, kan det nok spilles på klaveret.
Et klassisk instrument, der med et lille tryk på en tangent -
- kan give dig præcise, rene lyde.
På nær at ... de her tangenter, som spiller toner -
- så meget af vores musik er skrevet ud fra, ikke spiller dem helt rent.
Hvorfor gør de ikke det?
Problemet er ikke kun i klassisk musik. Det er over det hele.
Hos din yndlingskunster, playlister og de koncerter, du er til.
Instrumenterne spiller falsk. Naturen har lavet en skør vittighed.
I flere hundrede år har man prøvet at finde løsninger, alle med et problem.
Det er umuligt at lave et klaver, der spiller alle toner rent og perfekt.
Hvorfor? Fordi uanset hvor meget vi prøver -
- så passer naturen ikke ind i vores menneskeskabte systemer.
Der findes et uendeligt antal toner med toner mellem de toner.
Mange instrumenter kan vælge frit mellem tonerne. Med klaver, guitar -
- ja, stort set alle instrumenter, må man vælge, hvad man vil have med.
Ikke flere hundrede toner -
- for så bliver vores guitar eller klaver umuligt at spille på.
De skal også spille godt sammen, og det er lettere sagt end gjort.
For at forstå hvorfor det er svært, må vi først forstå et enkelt koncept.
Harmoni. Når to toner lyder godt sammen, er rene, er de harmoniske.
Harmoni er ikke noget, vi har bestemt. Ingen har sagt -
- at to tilfældige toner sammen lyder godt.
Det kommer fra naturens side.
Det er snarere noget, vi har fundet end opfundet.
Det har været byggestenen i al musik, lige siden Pythagoras beviste -
- hvordan det hang sammen.
Manden med de retvinklede trekanter -
- var med til at bestemme den måde, vi laver musik på.
Han fandt ud af, at det der får toner til at være harmoniske, er simpelt.
Lyd bevæger sig i bølger. De svinger op og ned.
Nogle bølger svinger bedre sammen end andre. Det får det til at lyde godt.
Pythagoras fandt ud af, at hvis man slår på en guitarstreng -
- ser man, at der er system i, hvilke toner der er harmoniske sammen.
De her svingninger frem og tilbage laver den tone, du hører.
Hvor lys eller mørk den er bestemmes af svingninger i sekundet.
Strengens frekvens.
Lige nu laver strengen en bue fra den ene side til den anden.
Pythagoras så, at strengen kunne svinge med en række mønstre af buer.
Mønstre, der opdelte strengen i hele antal.
Fra mønster til mønster stiger antallet af svingninger.
Fra to, til tre, til fire og så videre.
Hvert mønster har hver sin tone, men de er alle perfekt harmoniske -
- fordi frekvensen fra tonerne, de laver, går op med hinanden.
Tonen er dobbelt så lys, og den næste tre gange så lys som den første.
Forholdet mellem dem er simpelt.
Og simpelhed fandt Pythagoras ud af, at vores øre rigtig godt kan lide.
Hvis derimod en tones frekvens er en anelse for høj eller for lav -
- lyder det ikke harmonisk længere.
Man kan høre, hvordan tonerne på en måde vibrerer.
Med målet om at lave et harmonisk system lavede han et sæt af toner -
- som byggede på de harmoniske forhold mellem strenge.
Men systemet har et ret stort problem.
For naturen er ikke altid til at sætte i system.
Med et klaver kan du gentage den samme række af toner -
- bare lysere og lysere op langs klaveret.
Afstanden mellem hver af de gentagne toner er en oktav.
Oktaver gør det muligt at spille den samme melodi, hvor end man vil.
Eneste forskel er, at det lyder lysere eller mørkere.
Hvis vi sætter hver tone op mellem en oktav, kan vi se problemet.
I stedet for at den sidste tone lander tilbage på oktaven -
- er den faktisk lidt off.
Det vil den altid være uanset harmonisk forhold eller antal toner.
Men holder man sig inden for oktaverne, lyder det stadig godt.
I 1300-tallet bliver musikken mere kompleks.
Tonerne spænder over flere oktaver. Musikken bliver flerstemmig.
Derfor må man lave et nyt system.
Man pressede tonerne lidt sammen, så den sidste tone passede ind.
Nu fungerede oktaverne igen, men alle de toner -
- som før var harmoniske med hinanden, lå nu en smule forkert.
De spillede ikke længere rent sammen. Alle var harmonisk uharmoniske.
Det er umuligt at lave en opsætning -
- med både rene toner og oktaver. Man må vælge den vigtigste.
Og da flerstemmig musik er en stor del af den musik, vi laver -
- blev systemet med rene oktaver dominerende i den vestlige verden.
Selv den dag i dag. Det har været med til at skabe vores musikkultur -
- og forme vores præferencer for, hvad der for os er harmonisk og rent.
I kulturer, der stemmer efter andre systemer, lyder tonerne anderledes.
Kulturer som ikke har opdelt musik i 12 toner, lyder forkert i vores ører.
Fx Gamelan-musik fra Indonesien, hvor man har to skalaer -
- der bevæger sig anderledes end i Vesten.
Skalaer med andre toner end dem, vi bruger.
Det går imod vores forståelse af, hvordan musik skal lyde.
Da vi er vant til noget helt andet, kan det lyde falsk for os.
Hvis det var et symfoniorkester, ville jeg sige, den ikke stemte.
Uanset hvordan man har opdelt tonerne, er formålet det samme.
Et fælles udgangspunkt for at spille sammen.
Og en måde at få instrumenter som de her til at fungere på.
Musikken er et udtryk for vores behov for at sætte naturen i systemer.
Der har været mange måder at opbygge toneskalaen på.
Men alle har i deres løsning deres eget problem.
Og hvis du som lytter ikke kan høre forskellen -
- er det vel også okay, at det lyder en smule falsk.
