'Det føles som at trække vejret gennem et sugerør'
Størstedelen af dem, der er her, burde ikke være her.
Dér vil man ikke stå.
Der er ikke mere i tanken. Min krop har fortalt mig, jeg skulle dø.
Jeg må klikke mig ud af rebet.
Så står jeg der.
Hold kæft, hvor er jeg glad.
Mount Everest er en mastodont af drømme og død.
Det har sådan en eller anden ... mytisk aura over sig.
Det er det højeste bjerg på Jorden. Så højt, så det stikker ...
Det stikker et stykke op i jetstrømmen.
Det er vinde, der ligger med orkanstyrke oppe i de her luftlag.
Grunden til, at du kun i få uger om året kan lave et topforsøg, er -
- fordi jetstrømmen i perioder lægger sig.
På toppen er der altid mellem -25 og -50 grader.
Der er kun en tredjedel til rådighed af den ilt, der er her ved havoverfladen.
Så er jeg ved at være hjemme. Mit nye hjem!
Alle de mennesker på Sydsiden gik mig på.
Der var ekstremt mange. Det havde der været de første 40 dage -
- hvor jeg kravlede op og ned og vænnede mig til højden.
Der er alt, alt for mange mennesker, og størstedelen burde ikke være her.
De har alt for lidt erfaring med i bagagen.
Dernede har man ikke lyst til at stå.
Der var udsigt til, at det blev nogle ret smalle vejrvinduer.
Der ville de her 800-900 mennesker skulle lave topforsøget på kort tid.
Derfor gik planlægningen i gang.
Slangen af pandelamper op igennem isfaldet var mennesker -
- der gik i stilling til topforsøget.
Der gik det op for mig, hvad det var, jeg skulle undgå.
Man kan ikke planlægge sig ud af menneskers adfærd -
- specielt når de drives af en vanvittig, egoistisk trang til at forløse et mål.
Klokken er ved at være fire om morgenen på vej op gennem isfaldet.
Jeg har været spændt, men nu hvor jeg er ved at komme i gang -
- så kører jeg den ind på rygraden.
Jeg når Camp 1 tidlig morgen. Den bruger jeg ikke på mit topforsøg.
Jeg klatrer gennem gletsjerdalen.
Det er mest en vandretur, hvor man zigzagger over gletsjerspalter.
Ved Camp 2 skulle jeg af sted uden at tage en hviledag -
- men da alle de her mennesker så ud til at lave topforsøget den 22. maj -
- blev vi enige om, at jeg skulle sidde en ekstra dag og vente.
Jeg startede ud om eftermiddagen i Camp 2.
Jeg behøvede ikke at presse mig selv for at klatre hurtigt.
Jeg havde meget fysik at give af. Jeg klatrede op ad Lhotse Face.
500-600 højdemeter op ad sådan en isvæg.
Der er nok seks lige nu.
Der er en del af Everest-ryggen.
Så fik jeg fyldt på depoterne og gjort klar til, når solen stod op -
- at klatre op og krydse ind i dødszonen.
Da jeg når op i otte kilometers højde, kan jeg mærke højden for alvor.
Så står jeg ved South Col, Camp 4.
Her er det bare et spørgsmål om, hvor hurtigt kroppen mister kræfterne.
At være i dødszonen og præstere er en følelse af ...
Man trækker vejret gennem et sugerør i en kæmpestor dybfryser.
Man tager en stor bamsedragt og et par moonboots på.
Man stiller sig på et løbebånd og skruer hældningen maksimalt op.
Solen er gået ned, og jeg ved, at jeg træder ind i en rimelig lang nat -
- hvor jeg skal klatre, indtil solen står op.
Op mod Balcony i 8500 meter kommer jeg ind i en monoton rytme -
- hvor jeg tager et skridt, trækker vejret to gange ...
Mit åndedræt er sådan ...
Det bliver jeg nødt til for at få ilt.
Da jeg trådte op over de 8500 meters højde -
- var det en følelse af at blive kvalt.
Min krop fortalte mig, at jeg skulle dø.
Det måtte jeg presse mig igennem. Det var nok det sværeste på topforsøget.
Jeg tænker på dem derhjemme og hvor meget, min familie har været igennem.
Jeg finder ud af, at ... Jeg finder motivation i -
- at jeg gør det her ... At jeg fandeme også skylder alle andre -
- at trække den ud, hvor jeg ikke kan mere.
Så går det op for mig, at jeg er inde på de sidste 150 højdemeter mod toppen.
Det giver mig mental energi af en helt anden verden.
Lige pludselig kan jeg se en samling af dundragter. Så står jeg der!
Hvor er jeg glad. Det er kulminationen på jeg ved ikke hvor meget.
"Der er intet højere end mig på Jorden." Det er den vildeste vished.
Det er den største oplevelse. Jeg har, ved egne lungers kraft ...
Det er mig selv, der har placeret mig her. Jeg har maks. ti minutter på toppen.
Jeg ved, at lige nu står jeg i yderste livsfare, for jeg er kun halvvejs.
Okay. Lad os komme ned, mand.
Der er ikke mere i tanken. Den er for længst færdig.
Da jeg når ned over Hillary Step, er alle de her klatrere ...
En stor portion er startet senere ud end mig. Dem ser jeg komme imod mig -
- på den smalle ryg. De blokerer ruten.
Jeg bliver nødt til at klikke mig ud af rebet.
Der er så smalt her.
Til højre er der 3000 meter lodret ned -
- så ét forkert skridt, og jeg er fortid. Jeg klikker mig fast i manden foran mig.
Jeg krammer hans dragt og klatrer udenom.
Sådan væver jeg mig ud omkring og ind og ud af de her mennesker.
Da jeg kommer ned under Balcony, er tanken mentalt og fysisk opbrugt.
Mine ben kan ikke mere. Jeg kan ikke holde væske og energi i mig.
Jeg må sætte mig og kaste op og arbejder mig videre nedad.
Ud på formiddagen når jeg Camp 4. Der begynder den virkelige kamp.
Jeg kan ikke rejse mig fra teltgulvet.
Hvis jeg tager en nat der, er det næsten sikkert, at jeg ikke er der dagen efter.
I stedet for ti minutter bruger jeg over en time i Camp 4.
Først et par hundrede højdemeter længere nede er det -
- som der kommer oxygen nok i min krop.
Så kan jeg klatre hurtigt og effektivt igen.
Da jeg når Camp 2, ved jeg, jeg kommer hele vejen ned over målstregen.
Jeg stod på toppen i ti minutter.
Det tog fire år at komme derop.
