Torben Snekkestad
Mød Torben Snekkestad, der er nomineret til Danish Music Awards 2020
Trompetisten Torben Snekkestad er nomineret for to forskellige improvisationsbaserede album i en helt ny kategori til Danish Music Awards Jazz 2020: Årets Eksperiment. Sammen med Lotte Anker og Evan Parker har han indspillet live-albummet Inferences og på The Swiftest Traveler er han i ligeså fornemt selskab med to andre jazzpionerer, britiske Barry Guy og spanske Agusti Fernández.
Men hvordan er det egentlig at være nomineret for to album? Og hvem er the swiftest traveler i det hele taget? Vi har taget en snak med den norskfødte trompetist om udgivelserne, om at være klassisk uddannet jazzmusiker, jazzbegrebet og meget mere.
Q: Hvad betyder det for dig at være nomineret til DMA Jazz?
A: Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg altid det er dejligt at få den anerkendelse, og at der er nogen, der har lyttet og brugt tid på det, man har lavet - det er jo selvsagt dét, man ønsker som musiker. Samtidig er jeg lidt todelt i forhold til de her awardshows: På den ene side synes jeg, det er fantastisk, at man hylder og sætter fokus på alle dem derude, der laver kunst. På den anden side har jeg altid haft det lidt svært med konkurrencen og evalueringen af, hvad der er bedst, og hvad der er næstbedst. Konkurrencekulturen har jeg det lidt svært med. Og så synes jeg også det er meget specielt - og dejligt - at være nomineret med to udgivelser. Faktisk gik der lang tid før jeg forstod at begge plader var nominerede.
Q: Hvordan vil du beskrive dig selv som musiker?
A: Der er forskellige måder at være musiker på. Nogen har større fokus på at komme ud med deres musik og turnere og udgive en masse plader, og andre er måske mere begravet i selve det at lave musik sammen med nogen. Jeg har helt klart behov for at komme ud og spille engang imellem, men jeg er nok typen, der dyrker musikken i enerum fx hernede i mit kælder-studie og har kæmpe oplevelser med det. Det er nok det, der er min hoveddrivkraft - at udvikle mig og opdage nye ting og lære nye ting og spille med andre musikere. Det er det vigtigste for mig.
Q: Hvordan komplimenterer de to udgivelser hinanden - hvis de da gør det?
A: Måden de er ens på er, at de arbejder inden for det frie improvisationsfelt og begge pladerne har nogle legender med inden for den frie improvisations tradition. På pladen med Lotte og Evan (Anker og Parker, red. ), der har Evan været lidt af en mentor for mig, og han er jo en slags fyrtårn i den europæiske fri jazztradition fra slut 60'erne. Og det samme med den anden plade med Barry Guy og Agusti Fernández (The Swiftest Traveler, red.). Udgivelserne komplimenterer hinanden på den måde, at de er et møde mellem generationer.
Q: Du er uddannet klassisk musiker og der er et vist spring fra partiturmusik til fri jazz improvisation. Hvordan har din vej ind i jazzen været?
A: Jeg begyndte som så mange andre norske musikere at spille i ‘korps' som er en slags harmoniorkester. Derfra begyndte jeg ret tidligt at spille i bigband og blev også interesseret i klassisk musik. Siden jeg var 14-15 år har jeg egentlig været 50/50 mellem jazzen og det klassiske. Og så fik jeg plads på den klassiske linje på Norges musikkhøgskole og tænkte: ‘Jamen, det prøver jeg'. Senere gik jeg over til at studere improvisation i jazzmusik på en kandidatuddannelse. Jeg er helt klart optaget af det her krydsfelt mellem ny klassisk moderne musik og mere avantgarde fri improvisationsjazz - og det synes jeg også kommer til udtryk i de to plader.
Q: Definerer du dig som jazzmusiker?
A: Jeg har det faktisk ret problematisk med hele jazz-begrebet. Er der nogen, der spiller jazz i dag? For mig er jazzen en form for bastardmusik og har altid været det - altså en blanding, som tager form efter det, jazzen vil, eller det musikerne vil. Så for mig er jazz nok mere en holdning frem for en genre. En holdning til at musicere og en åbenhed og nysgerrighed til materialet. En vilje til at tage chancer i musikken. På den måde så definerer jeg mig som jazzmusiker.
Q: Er det en holdning du føler er stærkere i jazz frem for alle mulige andre genrer?
A: Ja. Netop fordi improvisationselementet er meget stærkt til stede. Kernen i, hvorfor jeg er optaget af improvisationsmusik, er, at det er den eneste type musik, som gør det muligt for mig at skifte fra én stemning til én anden og være fri til at bruge hele kontinuummet af musikalske virkemidler fra ét sekund til et andet. Alt afhænger af situationen, så man kan ligesom 'spille på', hvilket lokale man er i, hvilket publikum man møder, hvilke medmusikere man har. Den frihed til hele tiden at forhandle og tage materialet i forskellige retninger finder jeg i improvisationsmusikken. Og den holdning, den finder man jo i hele jazzhistorien.
Q: Hvem er ‘the swiftest traveler'?
A: Det er faktisk et citat fra Henry David Thoreaus bog Walden, hvor han skriver at “(...)the swiftest traveler is he that goes a foot”, som jo er et paradox: At man bevæger sig hurtigere ved at gå til fods. Men det handler om at have fødderne nede ved jorden og virkelig mærke efter, lytte til og være i kontakt med sin inderste lidenskab. Så jeg synes på en måde at ‘the swiftest traveler' var passende til det her akustiske møde og vores fælles kunstneriske ambitioner. Og så kender jeg i øvrigt ikke andre musikere, jeg kan kommunikere så lynhurtigt med. Det er en type fri improvisationstradition, hvor det er lynhurtige interaktioner, og jeg føler vi er meget i sync.
Kom med til årets jazzfest!
