Ytringsfrihed: Hvad må man?

Ytringsfrihed er en menneskeret.

Men er vi frie til at ytre os om alt, vi vil, på den måde, vi vil?

Det er igen blevet et debatemne med ham her:

Rasmus Paludan fra Stram Kurs.

Nogle mener, at vi ikke må ytre os, hvor vi vil i riget.

Men hans provokationer er ikke den første sag om ytringsfrihed.

I 2005 bragte Jyllands-Posten 12 tegninger af profeten Muhammed.

Danmark havnede i en udenrigspolitisk krise.

En del af ytringsfriheden er brug af humor og satire.

I 2012 blev politiet centrum i debatten.

Da man tog et tibetansk flag fra demonstranter -

- krænkede staten så deres ytringsfrihed?

For vi har ret til at ytre os. Det står i Grundloven fra 1849.

Vi har ret til at sige, hvad vi vil.

Man må godt kalde folk "fjols" og "grimme" og mobbe andre.

Man må bagtale folk og lyve, så vandet driver.

Der er meget, som er dårlig stil at sige, men som man må sige.

Han kan hjælpe os med at forstå, hvad man må i ytringsfrihedens navn.

Hvis man ikke har ytringsfrihed, bestemmer nogle, hvad man må sige.

Andre lande har gode erfaringer med, synes man, at lukke ned for politiske modstandere.

Hvis man vil have magten, lukker man ned for dem, man er uenig med.

Vi har retten til at sige vores mening, men der er begrænsninger.

Man må ikke true andre, opfordre til at dræbe -

- eller lave ulovlig markedsføring, men andet har skabt mere debat.

I racismeparagraffen står der -

- at man ikke må sige noget, der truer eller håner mennesker -

- på grund af deres hudfarve, race, etnicitet, religion og seksualitet.

Racismeparagraffen er blevet afprøvet.

I 2003 uddelte Hizb ut-Tahrir løbesedler -

- hvor jøder blev beskrevet som kujoner, der dræber uskyldige.

I 2009 udtalte Lars Hedegaard -

- at piger i muslimske familier voldtages af deres onkler, fætre eller far.

Begge blev anklaget. En blev dømt. En anden gik fri. Hvem tror du?

Svaret er, at Hizb ut-Tahrir blev dømt -

- fordi de talte negativt om en gruppe med en bestemt religion.

Det gjorde Lars Hedegaard også. Han talte om voldtægtsforbrydere.

Men Hizb ut-Tahrir gjorde det offentligt, og Lars Hedegaard gjorde det privat.

Han troede, det var privat, og så er det ikke strafbart.

Racismeparagraffen er en begrænsning for ytringsfriheden.

Men den sikrer, at vi ikke kan forfølge eller forhåne en gruppe af mennesker.

Man kan også dømmes for injurier:

Det er ulovligt offentligt at fornærme en anden persons ære og omdømme.

Det er normalt injurierende at kalde folk for lystløgnere.

Det er nedsættende og fornærmende.

Men der er undtagelser.

I 00'erne havde en person kaldt en anden for lystløgner, men blev frifundet.

Ham, der blev kaldt lystløgner, havde indrømmet -

- at have begået bedrageri, hvor man jo snyder andre.

Så man må godt kalde nogle for lystløgnere.

Det er urimeligt, at man kan kaldes lystløgner.

Beskylder man folk for noget, de ikke har gjort, er det ærekrænkelse.

Hvis man ikke må fornærme en andens omdømme -

- eller true og håne på baggrund af hudfarve, etnicitet og seksualitet -

- må man så sætte ild til Bibelen eller Koranen?

Jeg har ikke brændt Koranen af.

Man må brænde Koranen og Bibelen af, for blasfemiparagraffen er afskaffet.

I den stod der, at man ikke måtte krænke Gud eller noget helligt.

Som udgangspunkt må man gerne tilsvine for eksempel Koranen -

- men man må ikke gøre det, hvis man samtidig håner muslimer.

Det kan være svært at forstå.

Men man må gerne tilsvine islam ved at tilsvine Koranen. Det er ikke strafbart.

Selv om der er meget, vi må juridisk -

- betyder det ikke, at dine venner synes, det, du gør, er fedt.